Profile
Blog
Photos
Videos
Hallo Leute aus Düsseldorf! Wie geht's? Mir geht's gut!
Ikke fardag, men søndag blev det. Dagen hvor vi skulle forlade den jordskælvsprægede by, Christchurch, for at drage nordpå til vores sidste stop på sydøen nogensinde på denne rejse. Da vi skulle samles op af bussen på et bestemt sted i byen, som vi havde aftalt længe før med selskabet, kørte bussen lige forbi os. Heldigvis holdt han ind længere oppe ad vejen ved et busstoppested, fordi en af personerne på bussen skulle af, og kun af den grund kunne vi lige netop nå at løbe hen til bussen og vinke til buschaufføren, at han ikke skulle køre fra os. Buschaufførens svar var: "You were very lucky". Ikke lige det man regnede med at høre, når man har betalt en bondegård eller 30.000.000.000 modne blommer for at køre med deres selskab, for så regner man bare med, at det fungerer. Ikke nok med det, så viste det sig også, at vi skulle vente et par timer på en anden bus, som vi så skulle med. Det kunne de godt lige have sagt, for så havde vi nok brugt vores tid lidt anderledes, men okay, sådan er det. No worries, vi kom jo med bussen, så ingen problem der!
Mange får senere ankom vi til Kaikoura, som er en hyggelig, lille by, der ligger på en halvø på den nordøstlige del af sydøen. Gad vide, hvor trætte bondemændene er, når de skal tælle så mange får hele tiden? Omkring 19.15 ankom vi til vores hostel i Kaikoura, som hedder "The Lazy Shag". Da dagen næsten var gået brugte vi aftenen på at skype, slappe af og snakke med en franskmand, en hollænder samt nogle tyskere, og så var den søndag ellers ovre!
Mandag var i sandhed en helt speciel dag, som jeg (Mika) vil glemme... NOT! Vi drog ud på en af vores sædvanlige vandreture (denne gang langs kysten på halvøen). Først stødte vi ind i en flot, mægtig strand, hvor bølgerne tydeligvis ikke var generte. Med andre ord var der i høj grad gang i dem, og vores buschauffør sagde, at man ikke brugte disse strande til at bade ved, fordi understrømmen er særdeles stærk og lumsk. Vi havde dog ikke tænkt os at bade alligevel, for det er altså lige lidt koldt nok (det er jo stadig forår en halv måned endnu, selvom det nogle gange føles koldere). Længere nede ad stranden lå en død blæksprutte i forrådnelse. Det skal da også lige nævnes, at den var ret så blævret, og at dens mange æg var ganske vamle, men alligevel meget interessante at se på for sådan nogle nysgerrige eventyrrejsende som os. Længere oppe ad stranden mødte der os et anderledes syn: Nemlig en å, der løb ud i havet. Det er såmænd ikke mærkeligt. Det underlige bestod i, at ét præcist sted i åen skiftede strømmen retning. Det var meget tydeligt at se, og hvis der er nogen, der kan forklare, hvordan det sker, så vil vi gerne høre nærmere!
Kaikoura er meget kendt for, at man kan tage ud og se på hvaler og svømme med delfiner. Det var dog ikke overraskende mega dyrt, så vi valgte at lade være med det. Desuden skal vi jo også til Bali senere, og der er der vidst også mulighed for det - bare billigere og med varmere vand. Så det var ikke en svær beslutning at takke nej. Tilbage til vores gåtur: Jo længere vi kom op ad stranden desto flere klipper stak brutalt op af havet. Det er ikke et sted at sejle for begynderen, men til gengæld så det virkelig smukt ud. Hvis du er til sjove klippeformationer, så tag til Kaikoura nu!
Mens jeg (Mika) gik og betragtede den smukke natur og skulle til at vende mig om for at sige noget til Nicolaj, så opdagede jeg til min store forskrækkelse en vaskeægte, levende, vild, over en meter lang sæl meget tæt foran mig. Den løftede dovent sit hoved for lige at markere sig, og de er altså også ret svære at få øje på. Det er jo ikke fordi, at de er lyserøde! Vi kom godt op at køre over, at der lå en sæl så tæt på os og solbadede. Vi kom rigtig tæt på den - måske en meters afstand - inden den begyndte at hvæse af os. Selvom den ligner et sødt, uskyldigt dyr, der gerne vil klappes og aes, så er de ganske vilde, så jeg måtte glemme alt om min drøm om at klappe en sæl. Efter at have sagt farvel til "Blæs Bukki", som vi døbte den, tog vi videre op ad stranden. Det blev til et lille stop ved en biks, hvor Nicolaj købte en venison-burger, og jeg købte en venison-kebab. Venison er en slags hjort, og jeg skal love for, at det i aller højeste grad var velsmagende! Endnu længere ude ad kysten kom vi til et område, hvor der var en decideret sælkoloni. Det var virkelig fedt, at man kunne få lov til at gå ud blandt dem helt lovligt, og uden at der skulle stå skilte med, at man skulle passe på over det hele. Det foregik sådan, at der var en lang, stor, bred og forholdsvis flad gruppe af klipper i forlængelse af stranden, og det var altså her, at sælerne holdt til. Vi så i hvert fald 10 forskellige sæler på ganske nært hold. Blandt andet en meget nuttet babysæl, men også de store, fede, 1,5 meter lange hanner, som man helst ikke vil bryde med. Det er nogle yderst sjove dyr, og man trækker da lidt på smilebåndet, når de prøver at gå. Lad mærke til mit ordvalg: Prøver! De gør da et helhjertet forsøg, og frem det kommer de da også, men kun fordi, at de holder et minuts pause efter et par meter. Det ser også meget hårdt ud, og jeg gad godt vide, hvad der går igennem en sæls hoved, mens den går. Måske: "Ej, hvor var det dumt, jeg lagde mig så langt op på klipperne. Puuh. Her kan man da godt ligge et par timer mere, kan man ikke?". Det var også rigtig godt vejr, skal det nævnes.
Efter at have betragtet sælerne, klippeformationerne og de vilde bølger tog vi en tur op på en bakke ved siden af havet. Her mødte vi en franskmand og en hollænder, som vi valgte at følges med de næste mange timer, hvor vi gik langs bakketoppene i det dejlige græs, der duftede langt væk af sommer, samt med en majestætisk havudsigt lige ved siden og under os. Wooow! Det viste sig, at franskmanden har boet i New Caledonia i to år, som er en øgruppe, der ligger tæt ved Fiji. Meget specielt! Og hollænderen var i øjeblikket i gang med at studere i New Zealand, og hendes bofæller var faktisk fra Danmark. Vreden er lille, men det er verden også.
Gåturen bragte os desuden forbi den mest rolige og idylliske by, jeg (Mika) nogensinde har kendt mage til. Alt åndede bare fred og ro, og synet af folk, der gik rundt i deres haver og ordnede blomster, førte tankerne hen på, at her vil man gerne hen og bo, når man engang bliver pensioneret! Ikke at jeg tænker så meget på det, men det var bare en impulsiv tanke, der kom til mig. Det var virkelig et dejligt sted at være. For at runde den lange gåtur af ordentligt, sluttede vi af med at snuppe en is i supermarkedet, og så var vi ellers hjemme efter en sælsom dag i det vilde New Zealand. Jeg tog mig en tur i hængekøjen, og vi snuppede os lidt mad, som man gør. Den her dag, den var ganske fremragende!
/Mika og Nicolaj
- comments
Mikas mor Virkelig en blog hvor stemningen kan mærkes helt i DK. Det kan være at der er den by far og jeg skal flytte til om et par år.