Jeg lever om natten: Lidt om los Cuqueños y Cuzco

Nu har jeg igen lidt mere at fortaelle da der er gaaet en uge (kun?) og jeg synes jeg har oplevet meget. Lad mig starte fra en ende af. Sidste onsdag var jeg paa bar og "disko" med nogle af de andre for skolen. Det var foerste gang jeg rigtig var ude i Cusco, men indtil videre har det vaeret den sjoveste aften! (Og jeg har stort set vaeret ude hver aften siden). Vi startede 15-20 mennesker paa en bar kaldet Kilometre Zero. Der spillede et lokalt peruviansk band hvilket var sindssygt fedt! Jeg er sikker paa det er som noget du har aldrig har hoert foer! Hvis du nogensinde har hoert indiansk musik, dvs. med en masse horn, saa forestil dig den slags musik. Hoerer du det? Saa tilfoej elektrisk guitar og bas, en bongo-agtig tromme og til sidst en masse hujen pa Quechua. (Quechua er et lokalt sprog. En blanding af spansk og inka). Det endte med at jeg soereme ogsaa koebte deres cd og fik den signeret! De havde tilmed langt, sort haar med fjer i og pludrebukser i sandfarver hvilket tilfoejede et ekstra lille, laekkert pift til den musikalske/indianske oplevelse. Jeg blev venner med to australiere og en franskmand den aften som ikke gik paa skolen, men bare rejste rundt i hele Sydamerika og vi endte saa paa et diskotek kaldet Ukuku´s.

Hver fredag kan man faa gratis salsa-timer paa skolen hvilket jeg glaedeligt moedte op til i fredags. Jeg havde aftalt med en brazilianer at vi skulle danse sammen, saa jeg taenkte "Hey, han kan nok det der med salsa saa jeg skal bare foelge trop". Jeg fandt saa ud af at selvom han er brazilianer havde han hverken rytme eller takt i kroppen. Hvilket jeg nok var lidt skuffet over, men det er nok det samme som at alle danskere ikke kan finde ud af at hoeste kartofler. Efter timen kom salsalaereren op til mig og spurgte om jeg havde danset salsa foer for han synes jeg havde grundtrinene til det. Jeg har aldrig danset salsa foer (vel, moster/onkel?) men en masse andet fortalte jeg ham. Loerdag var vi saa paa salsaklub hvor ham laereren var igen og jeg fik danset rigtig salsa. Han sagde igen til mig bagefter at jeg havde talent for det, saa det kan vaere jeg skal gaa til salsa naar jeg kommer til dk igen?

Fredag var jeg ogsaa ude og det var meningen vi skulle hoere et rockband pa Ukuku´s. Men da vi kom havde bandet aflyst og et lokalt band tog over. Jeg taenkte: Ah, det skal nok blive godt hvis det er ligesom den anden dag. Men den foerste skuffelse var da forsangeren traadte op paa scenen. Hun var godt oppe i aarene men havde alligevel valgt at ifoere sig noget som nok var moderne i Polen/Red Light District engang i 90erne. Det var ikke optimalt. Saa begyndte hun at synge og jeg svaerger at min stumme tipoldefar synger bedre! Men hun vidste vist godt hun ikke kunne synge saa hun skreg bare ind i mikrofonen. Og ikke paa den der Kiss/Marilyn Manson-jeg kan ikke andet-maade. Hun virkede oprigtigt til at synes hun kunne optraede. Én ting hun dog kunne var at bevaege hofter og skuldre til salsa-rytmen. Det skulle hun saa ogsaa holde sig til. Ergo; jeg har haft musikalske oplevelser her i Peru fra den ene ende af skalaen til den anden!

I loerdags var vi otte mennesker der lejede to taxaer hele dagen og ville besoege Tipón, Piquillacta og Huansau. (Bare for at give jer et billede af prisklassen hernede kostede det os 100,- pr. mand at leje en taxa hele dagen.)

Paa vej til Tipón skulle vi igennem en lille bjergby som, hvis jeg ikke vidste hvor jeg var, ville tro befandt sig i det 15. aarhundrede. Husene var flade, smaa og aabne, boernene legede paa gaden, vejret var mildt, kvinderne bar paa mad, vasketoej og boern og maendene sad enten paa torvet og drak eller var i marken og hoeste. Grisene, hoensene og hundene laa i bunkevis rundt om hvert et hjoerne og vejene var hullede. De gloede ogsaa meget. Da vi ankom til Tipón fandt vi en gammel arkaeologisk inkagrund der kan dateres tilbage til 1500-tallet. Meget smukt og velbevaret ruiner med en fantastisk udsigt. Skal nok uploade billeder paa et tidspunkt. Det er svaert at forklare. Piquillacta er ligeledes en gammel inka-by med endnu flere velbevarede ruiner fra 1500-tallet. Sjovt at se hvordan de boede. Endnu smukkere udsigt her og ligeledes svaert at forklare saa der kommer billeder. Jeg vil dog lige sige at de havde baeltedyr pa stoerrelse med biler dengang! Vi saa knoglerne udstillet paa et lille museum nemlig.

Efter det koerte vi til frokost. Og det har vaeret den mest graenseoverskridende oplevelse indtil videre inkl. turen herned! Vi kom nemlig til et cuy-sted. Cuy kan direkte oversaettes til marsvin. Og nej, ikke den slags fredelige marsvin der svoemmet noejsomt rundt i havet. Nae, jeg snakker den slags marsvin der lever i et halmdaekket bur i din stue. Servitricen spoerger ikke hvad vi kunne taenke os, men mere direkte: Kunne i taenke jer med eller uden hoved? Uden! skreg vi alle i kor. De foeromtalte artiskok-forklaedte kartofler ankom foerst med en staerk gul dressing. Aner ikke hvad det var, men det smagte godt! Saa kom der to store tallerkner med et stegt marsvin uden hoved paa hver. Laereren som vi havde med paa turen og som fungerede som guide, udbroed Uhm! mens os europaerere og amerikanere udbroed Argh! Men jeg skulle jo smage det og jeg greb fat i et bagben, hvilket siges at vaere den bedste del af marsvinet. Det lugtede af gammel gedde, men smagte af kylling og ko blandet sammen. Det var ikke daarligt men bare tanken om at det er marsvin goer at det aldrig bliver min yndlingsret. En maerkelig ting ved stedet var ogsaa at de holdte duer i bur?! Fuldstandig omvendt end hjemmefra hvor vi holder marsvin i bure og draeber og steger gerne duer hvis vi kan komme til det. Vi var ogsaa ude bagved og se de soede marsvin inden de brutalt blev afskinnet og stegt. Og vi saa dem inde i ovnen. Jeg foelte mig bogstavelig talt som en kannibal. Jeg bliver snart vegetar. Minus selvfoelgelig kylling, and, lam, fisk, gris og ko. Hernede er jeg vegetar da jeg ikke synes koedet er stegt nok generelt. Var nemlig ude og spise med faren i min vaertsfamilie, hans foraeldre og en veninde af Vanessa, vaertsmoren. Der fik vi bbq men er ikke saa glad for koed hernede selvom man maa sige peruvianere spiser koed saa ofte som muligt.

Desuden er madvanerne lidt anderledes hernede end hjemmefra. De spiser en kaempefrokost ved 2-tiden og ikke saa meget middag ved 9-tiden. Og det er mellem 2 og 9 jeg plejer at vaere mest sulten saa det skal man lige vende sig til.

Den sidste by vi var i den dag var Huansau - en gammel hekseby hvor vi kunne faa laest vores fremtid i coca-blade! Det var nok det jeg glaedede mig mest til! Men heksene var desvaerre pa ferie/ikke hjemme saa det maatte vi gaa glip af, til min store skuffelse.

Jeg snakker mest fransk og spansk hernede men ogsaa en smule engelsk. Her er nemlig overraskende mange franskmaend, som ikke taler et ord engelsk heller. Og det undrer mig egentlig lidt. For de franskmaend der er her, er fra Paris, en storby med masser af turister aaret rundt. Men Emelie og Guillame fortaeller at de simpelthen ikke laerer engelsk i skolen, men det er der vidst gjort noget ved nu, siger de. Paa tide, synes jeg.

Los cusqueños:

Jeg har gaaet lidt og observeret lokalbefolkningen og er kommet til foelgende konklusion. Peruvianere er ikke klassisk smukke mennesker, efter vestens opfattelse. De har en vis charme og anderledeshed som man nok skal vaere nordeuropaeer for at saette pris paa. De har typisk langt, sort, stort, tykt, kroellet haar. Er typisk ikke saa hoeje men med tynde lemmer. Flade ansigter, hoeje kindben og smaa, brune, intense oejne og olivenfarvet hud. De er meget ivrige for at fortaelle om deres eget land og dem der kan tale engelsk er ivrige for at vide noget om verden rundt om dem. De fleste af dem snakker ikke et ord engelsk, selvom der er bunker af udenlandske turister her i Cusco. Stemningen og tilvaerelsen er generelt af opfattelsen mañana, mañana. Dvs. der er ingen der skynder sig, ingen tidspunkter eller deadlines der skal moedes med hast. Og det er ikke fordi de ikke har deadlines, de vaelger bare selv ikke at stresse. Hvilket danskere kunne laere en del af. Fx. er moedetidspunktet til timerne 8.30 om morgnen. Men laereren ankommer foerst ti minutter efter og timen gaar foerst igang 10 i 9 eller lignende. Jeg er ikke vant til det, men det passer mig ganske glimrende da jeg ikke er blevet bedre til at komme til tiden her halvvejs rundt om jorden. Udover det virker peruvianere til at vaere ganske tilfreds med tilvaerelsen.

Man kan sige om los cusqueños, at de har ikke meget - men det de har, baer de med vaerdighed. De ved hvad penge er vaerd og bruger dem ikke paa materielle ting.

En cusqueña jeg har brugt mest tid med er Vanessas veninde, Rosa-Marie. Jeg vil skyde paa hun er sidst i tyverne, men hun kan sagtens vaere aeldre. Men hun er meget sej og et godt eksempel paa befolkningen synes jeg. Hun laeser til brandmand (hvis man kan sige det?). Dvs. hun traener styrke, loeber og hvad der ellers hoerer til hver dag. Derudover har hun sin egen lille oel-butik, hvor hun saelger importeret europaeisk oel til restauranter, barer og private. Det synes jeg er sejt.. Hun er en meget lille pige, 1.55 vil jeg skyde paa og gaar altid i matchende toej. Og hun elsker aabenbart lyseroed og lyseblaa. Hver dag er hendes toej enten udelukkende lysegult eller lyseblaat og saa gaar hun med boellehatte. Meget kontroversielt at vaere brandmand, oelspecialist og baere lyseblaa og boellehatte.

Cusco:

Cusco som by overraskende ren. Og det undrer mig egentlig lidt, da der ingen skraldespande er at finde nogle steder. Men jeg har fundet ud af deres hemmelighed. Om natten samler de alt skraldet sammen i store bunker midt i byen og saetter simpelthen ild til det! Ikke saa miljoevenligt men tydeligvis ganske effektivt! Her er heller ingen tiggere- alle har noget at lave. Lige fra at saelge tyggegummi og cigaretter om aftnen til at saelge smaa dippedutter og handicrafts. Selvom her ikke er saa fattigt som jeg troede er det stadig meget anderledes. Folk bor smaat og moerkt men hyggeligt.

Nu vil jeg gaa en tur og tage nogle billeder saa jeg kan faa samlet saadan nogle sammen.

Hasta luego y te quiero.

Ninni