Den Foerste! - og laengste

Saa er vi ankommet til Asien.. Og har vaeret her i 5 uger. Saa nu vil jeg fortaelle lidt om hvad jeg har oplevet saa i kan foelge lidt med, og saa kan det vaere jeg ogsaa selv kan.

For at starte overfladisk og kedeligt, saa var flyveturen lang og udemaerket hvorefter vi landede i Singapore i skoldhed varme og halvfems procent fugtighed. Frederik har nogle bekendte der har nogle bekendte der bor i Singapore og som tit havde backpackere boende, og derfor ogsaa tog i mod os med aabne arme. Det var et indisk par der boede i den rigeste del af Singapore. Maaske ikke den mest optimale maade at starte sin backpacker tur paa - i luksus. Der var privat badevaerelse, husholderske og pool som vi frit kunne benytte (altsaa ikke husholdersken). Og det hele var gratis, som jo var det bedste af det hele. I saer fordi vi hurtigt laerte at Singapore er dyrere end Danmark! Vi bestemte os for at blive et par dage i Singapore et par dage og udforske denne by. Vores tur er jo opbygget paa den maade at vi tager en dag ad gangen, bliver saa lang tid vi har lyst til hvert sted og generelt selv har fuldt kontrol over alt, da intet er planlagt i forvejen. Bortset fra turen hjem igen, da det jo er uundgaaeligt at loebe toer for penge.

Noget af det jeg husker bedst fra Singapore er renligheden og den zoologiske have. Lidt kontrastfyldt maaske? Med renlighed mener jeg baade ordet i dets mest bogstaveligste forstand, men ogsaa samfundsopbygningen. I metroer og i busser er der simpelthen ikke graenser for skilte med forbud paa. Og dertil straffen hvis man broed disse forbud. Det kunne fx vaere forbud mod at spise, drikke, ryge, have vaaben paa sig, spytte, tygge tyggegummi og... have frugt paa sig. Her mener jeg ikke aebler paerer, nej, det er en ganske saerlig frugt man ikke maa have paa sig, nemlig en dorian. Og hvad er en dorian saa? Da vi saa skiltet lignede det umiddelbart en haandgranat eller en af de der rullende buske-lignende ting man altid ser flyvende over det hele i oerken film. Men ingen af delene var det. Det er en frugt paa stoerrelse med en fodbold, men med pigge paa, og indeni er der en loeglignende frugt. Den er ret ulaekker. Og simpelthen fordi den lugter saa daarligt maa man ikke have den med i metroen i Singapore. Dette synes jeg er ret sigende om Singapore. Men for at give et mere positivt syn paa Singapore, inden vi flyver videre til Java, var vi ogsaa i en af verdens flotteste zoologiske haver. Vi saa bl.a. hvide tigre blive fodret. Og kaempe skildpadder. Altsaa skildpadder paa stoerrelse med biler! I hvert fald ikke nogen jeg ville moede i en moerk gyde. Og saa var vi i den botaniske have og i en meget speciel orkidehave. En anden kontrast til det paene, nye og blanke Singapore er Chinatown og Little India. Chinatown var meget vibrende, meget roed, meget rodet og enorm hyggelig. Der fandtes ogsaa en arabisk bydel hvor unge kunstnere kunne udstille deres produkter, mest tekstiler, men ogsaa moebler. Alt i alt havde jeg (og ogsaa Frederik mener jeg) en rigtig behagelig oplevelse i Singapore. Det er ikke en videre spaendende by som man kunne bruge flere uger paa, men mere et lille stopover paa tre-fire dage. Familien vi boede hos var i oevrigt ogsaa enorm soede og gaestfri. Og det nyeste medlem var en lille dreng paa tre aar, som vi legede meget med, og som gjorde at jeg nu ogsaa gerne vil adoptere en indisk dreng, maaske ham?

Men - farvel til Singapore, vi havde koebt billetter til Jakarta, hovedstaden i Indonesien. Vi havde ikke planer om at blive i Jakarta, vi havde hoert meget daarligt om den, hvilket jeg da ogsaa synes var meget passende ud fra den ene nat vi var der. Altsaa ikke en noedvendigvis dum by, bare uinteressant. Dog udover kontrasterne mellem rig og fattig som var enorm. Vi snakker folk der lever for under en dollar om dagen og folk der lever Bill Gates-style. Men byen Jakarta var ikke noget at skrive hjem om, men det er maaske for sent nu?

Vi landede altsaa i Jakarta og havde hoert om en aktiv vulkan paa vest Java, mere praecist i Carita, som vi ville besoege. Inden da glemte flyselskabet i oevrigt glemt at tage Frederiks taske med paa flyet, saa vi kunne foerst hente den fire dage efter. Saa han gik rundt i lokalkoebte Bermudashorts og matchende t-shirts i de fire dage.

Den lille by Carita paa vest Java er en turistspoegelses by. Bygget for turister, med resorts og ture til vulkaner og national parker en masse, men her i lav saesonen kunne vi taelles paa en haand. Saa derfor snakkede vi mere med de lokale trods deres daarlige engelsk. Hov, rettelse: mangel paa engelsk. Og blev ogsaa venner med vores vulkanguide, Boeing. Det at kravle paa en aktiv vulkan med roeg rygende ud fra alle sider var enorm spaendende i alene det aspekt at den kunne gaa i udbrud hvert minut! Og saa var der i oevrigt en breathtaking/mistet pusten (hvad er det for et ord jeg leder efter?) udsigt. Paa samme tur vi ude og snorkle bagefter, min allerfoerske snorkeltur! Frederik havde laert mig den unikke kunst at snorkle i poolen i Singapore, saa jeg vidste lidt om hvad jeg havde med at goere. Problemet var saa bare at vi blev kastet ud i tre meter hoeje boelger (det virkede det i hvert fald som om) uden at kunne bunde. Jeg tumlede lidt rundt i et kvarter, fik set nogle rigtig flotte koraler og farverige fisk, men fik konstant en liter saltvand i naese og lunger, og blev derfor sur og gav op. Jeg synes det var noget pjat og i hvert fald ikke noget jeg skulle proeve igen. Derefter fik vi set en smuk oede strand, med en masse flotte sten og skaller. Og hvordan samlede jeg dem? Jeg blev simpelthen staedig og besluttede mig for at den uduelige snorkelmaske skulle ikke tro den var bedre end mig, og saa snorklede jeg. Og er blevet rigtig vild med det. Tror dog ikke jeg gaar over til dykning helt endnu, da jeg ikke lige er klar til moedet med hajer.

Carita var alt i alt et hyggeligt sted, men hvis det ikke havde vaeret for vulkanen og snorkelturen, nok lidt kedelig. Paa dette tidspunkt havde vi ogsaa bestilt en flybillet til Lombok, oeen ved siden af Bali. De to oeer er ens bortset fra at Lombok er smukker og mindre turistet, og det appellerede lidt mere til os. Det mest populaere sted paa Lombok er tre oeer ved navn Gili Air, Gili Menos og Gili Trawangan. Vi tog til den stoerste, Gili Trawangan, som er et lille beskedent paradis. Og det var ogsaa her Frederik tog advanced dykkercertifikat. Han kan altsaa holde vejret helt ned til tredive meter nu, med fuld tilladelse! Alt i mens tullede jeg lidt rundt paa oeen, laeste nogle gode og daarlige boeger og ventede paa at Frederik blev faerdig. Hans dykkeinstruktoer var i oevrigt en super cool fyr paa vores alder som vi var ude og drikke en oel eller ti med en aften. Gili Trawangan var alt i alt et lille badeparadis hvor jeg ogsaa fik snorklet en masse, og set nogle fantastisk koraller og utrolige sjove og flotte fisk. Jeg er helt hooked.

Efter et par dage med strandligning, blev vi mere eventyrhungrende og tilbage til fastlandet Lombok for at bestige et bjerg, bade i nogle vandfald og se nogle templer. Det var i hvert fald vores originale plan. Vi naaede dog kun en dag med vandfaldsbadning (meget smukke og beskedne, midt i junglen) og tempelbesoegning (Lingsar templet, hvis i skulle faa lyst til at google det) foer vi kom til en lille by i midten af Lombok ved navn Sukarara.

Vi havde allerede koebt en flybillet til Borneo, saa vi vidste vi kun havde fire dage tilbage paa Lombok, men i Sukarara blev vi moedt med en ekstrem gaestfrihed. Da vi ankom til byen og kun havde planlagt en time eller to der, blev vi vist rundt i hele byen, alle introducerede sig selv og vi blev saa overrumplet med indtryk at vi parkerede os der resten af tiden paa Lombok.

Sukarara er en fattig lille by med en befolkning paa 8000 som lever enorm primitivt. Alt bliver lavet i haanden. Det var som at lande i Danmark i Middelalderen, bortset fra at de havde lidt elektricitet. Alle i byen lever af at dyrke ris eller at vaeve klaeder. Vi var selv ude og hoeste ris og proevede at vaeve. Det at vaeve er enorm svaert! De har to maader at vaeve paa, ikat og songket. Den ene er den nemme og den anden den "komplicerede", men virkede mere som den uforstaaelige for mig. Kvinderne i landsbyen laerer at vaeve naar de er tolv aar gamle og det foerste de skal vaeve er et klaede som de kan give til deres kommende mand, og deres eget toej til et eventuelt bryllup. Kvinderne bliver normalt gift i en alder af 16 og maendende midt i tyverne. Stofferne til klaederne laver de selv fra bomuldsmarker og farver det selv med blandt andet spinat (groen), safran (gul), tamarin (brun), indigo (blaa) og beetlenut (roed). Alle andre farver er mikset af disse farver. Klaederne saelges ogsaa i de lokale artshops, som var der vi boede, eftersom der jo hverken var hoteller eller restauranter i den lille by. Vi boede hos en mand ved navn Amin, sammen med hans familie, og spise vores maaltider der ogsaa. Hvilket i oevrigt bestod af ris og et krydderi, hver dag, og til morgen, og middag og aften. Jeg er lidt traet af ris nu. Og paa den anden side kan det laves saa laekkert og saa anderledes at vi stadig spiser meget ris her i Borneo, hvor vi befinder os nu. Vi blev gode venner med mange af de lokale, i saer to unge drenge ved navn Ardi og Aziz, vi hjalp til i engelskundervisningen paa de lokale skoler, vi var til et muslimsk bryllup, vi moedte lederen af landsbyen og en imam der havde vaeret paa pilgrimsrejse til Mekka, blev inviteret hjem til folk og spise og spiste ogsaa laekkert (isaer naar vi spiste hos Ardis familie) og havde generelt en rigtig spaendende oplevelse. Jeg foelte oprigtigt at jeg blev en del af samfundet, og ogsaa en del af familien. De lagde meget vaegt paa at fortaelle os at alle hjaelper alle og alle er som familie for hinanden. Hvis nogen er arbejdsloese fx (som 75 procent er) er deres job at hjaelpe dem der har brug for det. Uden noget til gengaeld. Hele oplevelsen var meget spaendende og det naesten trist at skulle forlade dem igen.

I oevrigt satser Sukarara meget paa turisme i fremtiden, da der er ved at blive en international lufthavn lige i deres baghave, saa hvis nogen skulle vaere interesseret kender jeg et hyggeligt sted at bo!

Som sagt, havde vi en flybillet til Borneo, saa vi blev noedt til at forlade Sukarara og tage til lufthavnen. Pt. er vi paa Borneo, saa vores oplevelser her er slet ikke faerdige, saa dem vil jeg dedikere en anden blog til. Men jeg kan lige tage jer med til Borneo fra Lombok inden vi er faerdige, for det var lidt af en oplevelse i sig selv.

Vi havde koebt billetter hos et rejsebureau som fortalte at en flybillet til Kuala Lumpur ville koste 400 dollars, men der var en billigere vej uden om. Nemlig at tage til den indonesiske del af Borneo, selvom vi ville til den malaysiske del. Men han paastod at det var nemt at faa busser eller billige flybilletter til den anden side. Vi koebte to billetter til 2,8 millioner indonesiske rupiah (svarer ca. til 1500 kr) hvorefter vi fandt ud af, at laengere nede af vejen kunne vi faa samme billetter til 1,9 millioner (svarer til ca. 1000 kr). Det var vi foerst og fremmest godt og grundigt irriterede over og klagede ogsaa, men fik kun raab og skrig tilbage. "Nu skal vi bare til Borneo" taenkte vi, det var trods alt den foerste deciderede daarlige oplevelse vi havde haft. En halv dag og et stopover paa Java efter, ankom vi til et ligegyldigt hul af en by i den indonesiske del af Borneo. Ingen snakkede engelsk. Absolut ingen. Vi fik ved hjaelp af biblen (Lonely Planet) indlogeret os paa et hotel og gik rundt og proevede at tegnsproge os vej frem til en mulig bus- eller flybillet til Malaysia. Og efter megen besvaer fandt vi ud af at, trods af at vi var saa taet paa, at den eneste maade at komme dertil, var at tage tilbage til Java, altsaa Jakarta, flyve til Kuala Lumpur og derfra tage et fly til til Borneo. Det var den eneste mulighed vi havde, og vi tog derfor det naeste fly til Jakarta, derfra ventede vi et par timer paa et fly til Kuala Lumpur og ankom dertil kl 12 om natten. Vi var traette og sure og ville bare sove. Men lufthavnshotellet var fuldt booket og der er 75 km ind til Kuala Lumpur fra lufthavnen. Alle flyselskaberne var lukket, saa vi ikke kunne koebe flybillet til Borneo, men vi fik at de aabnede kl 5 og at der gik et fly til Kota Kinabalu kl 7. Hvad goer man saa? Man finder det bagagebaand der ser mest behageligt ud, og sover og venter og spiser macdonalds til aftensmad/morgenmad. Det var aegte backpacker-style. Vi ankom dagen efter til Kota Kinabalu, med en rejse bag os paa tre dage, fem fly og alt for mange penge. Men nu er vi her, har oplevet en del allerede, men det kan i hoere om naeste gang.

Mange kaerlige hilsner og tanker hjem til jer alle

Ninni

Ps. Billedet er fra Singapore

Pps. Frederik har ogsaa en blog i kan laese paa felding.blogspot.com som er anderledes vinklet og vaegtet og lidt kortere.