Jeg er en ulykkesfugl.

Er netop lige kommet hjem fra en forlaenget weekend ved Lake Titicaca og Bolivia. Og det var noget af en uheldig tur. Det hele startede med, at jeg forbandede turen ved at glemme mit pas fredag morgen, da vi skulle rejse. Saa vi naeede selvfoelgelig ikke vores bus og maatte finde en anden. Selskabet fortalte os at vi kunne, for 15 soles, faa praecis de samme pladser i en bus der gik 3 minutter efter. Det troede vi ikke rigtig paa, og fandt en anden bus. Jeg var taget afsted med Katrina fra Oklahoma, Linda, Ellen og Joep fra Holland, og selvom de havde faaeet tilbuddet om at tage en bus inden jeg var kommet tilbage, gjorde de det ikke, sikke nogle gode venner :) Efter at have ventet i en ca. en time kom vi med bussen. Men efter kun 45 minutter var der problemer igen. Chauffoeren havde nemlig ikke tilladelse til at koere laengere ved graensen til Cusco. Han havde aabenbart ikke lige taenkt at han skulle tjekkes? Saa alle ud af bussen, og vente paa en anden bus. Da den anden bus endelig ankom kunne alle ikke vaere i den, da der allerede sad en del lokale, saa nogle maatte staa op. Der var desuden kyllinger om bord paa bussen og Titanic paa spansk. Og det var bare starten.

Vi ankom til Puno sent om aftnen da busturen fra Cusco til Puno tager 6 timer. Og paa dette tidspunkt gik der ikke flere busser til Copacabana, Bolivia da graensen lukker kl 6. Synes jeg i oevrigt loed lidt mystisk. Men vi fandt et hostel og overnattede i Puno, som forresten ikke er en saerlig spaendende by. Jeg boede paa vaerelse med Katrina og vi havde aabenbart faaet "blik"-vaerelset da vi havde bliktag og det regnede om natten. Desuden var der en der tunede sin motorcykel foran vores vindue, og saa var der generelt bare gang i gaderne. Saa tror vi fik sovet maksimum 1-2 timer den nat. Dagen efter tog vi bussen til graensen og allerede tidligt om morgnen startede vores problemer den dag. De fire europaerere kom glidende over graensen mens amerikaneren lige pludselig fik fortalt at hun skulle betale 135 dollars. Dette er aabenbart fordi folk fra Bolivia skal betale for at komme ind i USA. Men hun havde altsaa ikke lige 135 dollars paa sig. Efter megen diskussion (paa spansk) fik vi overtalt dem til, at hun kun skulle betale 70. Saa vi gik tilbage til Peru, betalte og efter graensebetjenten havde vaeret ude i baglokalet i 5 minutter kom han tilbage med hendes peruvianske visum og 10 dollars. Vi andre havde altsaa alle faaet taget vores peruvianske visum og til gengaeld faaet et stempel og et boliviansk visum. Men det havde hun ikke. Vores teori er, at han delte pengene med den bolivianske graensebetjent (og kunne ikke dele de sidste 10), og derfor lod hende ind i Bolivia. Vi havde altsaa bestukket politiet og sneget Katrina illegalt ind i Bolivia. Men shh, sig det ikke til nogen. I mellemtiden var vores bus koert fra os, saa vi blev noedt til at betale en ny bus for at komme til Copacabana. I Copacabana ville vi direkte til Isla del Sol og skulle paa en 2 timer lang baadtur. Vi satte os ovenpaa, udenfor, bagerst. Der var aabenbart for mange der sad netop der saa vi blev dirigeret om foran i baaden. Men altsaa uden baenke eller raelling! Men det var kun den sidste halve time der var gyngende. Og det var faktisk kun sjovt.

Paa Isla del Sol vidste vi ikke helt om vi ville sove der eller i Copacabana, men eftersom baaden sejlede tilbage til fastlandet en halv time efter bestemte vi os for at blive. Efter nogle timer med frokost-spisning, skulle vi finde et hostel. Men det var umuligt paa denne tid paa oen saa vi endte i et hotel, som faktisk var udemaerket. For at slappe af satte vi os udenfor med et par flasker vin, oel og nogle chips og noed maaneopgangen, som faktisk var helt utrolig. 5 brasilienere gik pludselig forbi os og vi faldt i snak med dem. Vi endte med at tage paa et sted kaldet Palacio del Trucha (Oerred-paladset) og sad der hele aftenen og spiste pizza og drak.

Dagen efter tog vi baaden tilbage til Copacabana, med fem styks toemmermaend. Dér skulle vi vente i 6 timer paa en ny bus tilbage til Puno. Vi ville nemlig overnatte én til nat i Puno for at se Uros, the floating islands. Katrina var ved at kaste op fordi hun var saa nervoes for ikke at kunne komme tilbage i Peru. Men hun kunne gaa lige igennem uden problemer, mens vi andre skulle staa i koe for at faa et nyt peruviansk visum. Men efter dette kom endnu et stort problem: Vi kunne ikke finde vores bus og vores teori var, at vi havde koebt en falsk billet. Men der var ca. 30 mennesker der havde koebt billet ved dette selskab og som derfor manglede bus. En bus blev efter megen diskussion bestilt, men var halvt saa stor som normale busser. Hvilket resulterede i at folk blev noedt til at sidde paa gulvet, paa hinanden og op af vinduerne. Busturen tog heldigvis kun 3 timer. Vi ankom til Puno kl. 8 soendag nat og fandt derefter ud af, at alle hostels i Puno paa dette tidspunkt var lukket. Hvilket jeg fandt meget mystisk? Saa vi fandt et usselt hotel og blev der den nat.

Dagen efter startede uden problemer. Og vi fik tilmed set et af bedste highlights paa denne tur. Nemlig the Floating Islands, Uros. Efter en halv times baadtur ankom vi til foerste lille oe. Oen er lavet af graes, husene af graes, baadene af graes, bordene, stolene, koekkene, sofaerne, sengene, osv. lavet af toerret graes. Stort set kun menneskene og souvenirsene der ikke var lavet af graes. Ca. 6 familier boede paa den foerste oe. Vi fik en guidet "tour" af den lille oe. Det var i hvert fald fuldstaendig fantastisk. Bagefter sejlede vi rundt i graesbaadene hvilket var drevet af haandkraft. Men alt i alt en meget, meget spaendende og sjov oplevelse.

Da vi ankom til Puno igen, tog vi en bus direkte fra Puno-Cusco. I bussen fik vi naaet at sige, at intet var gaaet galt i dag da vi pludselig var i en bus-ulykke. En faare-transport var koert midt ud paa vejen og bussen var foerst koert ind i trucken og derefter i groeften. Der skete ingen noget, men kofangeren paa bussen var fuldstaendig smadret. Og der var kommet en jernstang op under bussen, saa paa en eller anden maade skulle bussen loeftes for at komme fri. Det var lige en ekstra times ventetid. Men bussen kom paa hjulene igen og vi ankom endelig til Cusco kl ni om aftnen. En utrolig spaendende tur, med mange forhindringer som vi alle kom levende ud af.

Nu er jeg tilbage i trygge Cusco og skal arbejde denne uge og muligvis paraglide i weekenden, hvis vi faar bestilt det og hvis vejret er godt.

Kun fire uger til jeg kommer hjem, utroligt som tiden gaar.

Ninni