I praktik som boernepasser og hollaender

Sad lige og laeste min forrige blog og hvor er der sket meget siden sidst! Saa jeg vil proeve at tage tingene fra en ende af. Sidst tror jeg, jeg endte med alpaca-forfoelgelser? Det har der altsaa ikke vaeret noget af siden sidst. Til gengaeld har der vaeret meget andet (altsaa ingen dyre-forfoelgelser).

Sidste weekend tog vi til Chocolatada i en by i the Sacred Valley der hedder Qeo'kocha (paa Quechua). Det var en lille bitte by med en befolkning paa 350 mennesker hvor vi skulle overnatte og dele toej, broed, legetoej og chokolade ud til byens befolkning saa de ogsaa fik julegaver i aar. Vi startede i en privatbus fra vores residencia, men da vi skulle skifte i Pisaq skulle de 18 mennesker der havde vaeret i forrige bus fyldes op i en minivan, dvs. halvt saa stor som bussen. Dette resulterede i at faa af dem blev noedt til at sidde paa taget sammen med alt vores bagage. Og jeg skal hilse at sige at vejene ikke er de bredeste i verdenen (der kan i hvert fald ikke vaere to firhjulstraekkere ved siden af hinanden som paa de fleste veje i DK). Og hvis bilen skrider er der kun skraent og det gaar stejlt nedad. Saa det var i hvert fald en oplevelse for mig. Men los cusquenos er vant til det regner jeg med!

Vi ankom kl 9 om aftenen og da det havde taget lidt laengere tid end regnet med var det baelgmoerkt! Og sindssyg koldt! Jeg foelte naesten at jeg rejste fra Cuba og ankom paa Nordpolen! Byen var i over 4000 m hoejde saa det havde nok ogsaa noget med minusgraderne at goere. Men da vi kom til byen blev vi modtaget af 10 smaa linseluse. Jeg sir jer, boernene i Cusco og omegn elsker kameraer, deres funktion og er i hvert fald ikke kamerasky. Hvilket er soedt, og fedt, da de fleste aeldre indbyggere ikke vil have deres foto taget.

Vores to halvstore telte blev sat op og vi fandt ud af hvordan vi skulle sove: paa jorden (uden underlag), kun 8 mennesker i vores telt, i kulde og til vores store frygt: i regn! Ved 12-tiden begyndte styrtregnen og fortsatte 8 timer frem, og da vi ikke havde underlag blev jorden selvfoelgelig vaad og vi sov alle i en form for swimmingpool, paa sten og med benene oppe under os, da der ikke var meget plads i teltet saa vi blev noedt til at fylde saa lidt som muligt.

Men efter vores festlige nat stod vi op kl 6 og fik serveret nuddelsuppe med kartofler til morgenmad. Lidt specielt. Men saa skulle vi arbejde. Vi skulle pakke slikposer, legetoejsposer, lave chocolatada (bestaar af: quinoa, ren chokolade og kanel i en stor gryde- tror det er rigtig laekkert faktisk!) Men foer indbyggerne fik gaver ville de danse for os, saa boernene af den gaard vi befandt os paa, havde alle traditionelt peruviansk, farverigt toej paa og lavede en lille dans hvorefter de dansede med os. De er faktisk meget danseglade hernede synes jeg. Men det har jeg jo intet problem med! Da det var gave- og spisetid stillede de sig alle op i en paen, lang raekke og ventede hoefligt paa deres tur. Hvilket jeg synes var meget fint. Jeg snakkede desuden med en pige. Hun var 18 aar gammel og bar rundt paa en lille pige paa 1 aar hvilket var hendes datter. Hun lignede en kvinde i 30'erne. Dette er normalt, da abort er illegalt for det foerste og hvis det var legalt havde de muligvis ikke penge til det. Vilkaarene der hoejt oppe i bjergene virkede ogsaa lidt mere raa end hjemme i Hellerup. Efter jeg havde lavet chocolatada skulle jeg aflevere en ske i koekkenet. Kvinderne og lavede cuy (marsvin) til os. Hun braekker halsen om paa dyret, straekker det, afskinner det med en kniv, skaer hul i maven saa alle indvoldene vaelter ud i en spand. Jeg skal altsaa ikke vaere kok. Men det var bare et eksempel paa vilkaarene. Det var som sagt roevkoldt og de fleste af indbyggerne gik rundt med bare taer.

Det var en meget staerk oplevelse for mig, da jeg endelig saa hvordan folk boede udenfor Cusco. Vi var tilmed inde i deres koekken og dagligstue. Dagligstuen bestod af tre sten ifoert taepper og et staerinlys. Ingen elektricitet, ingen loebende vand, toilettet er et hul i jorden. De havde alle slags dyr paa gaarden: heste, grise, koer og faar, alpacaer, hoens og hunde. Alt og alle var beskidt. Foraeldrene talte haardt til boernene, mange af de aeldre kvinder har ni boern. Generelt var det meget anderledes end Cusco by.

Da vi saa skulle afsted igen klappede de af os! Det foelte jeg var helt forkert. For jeg kom for at give dem noget, og selvom det er fantastisk de var saa taknemmelige, foeltes det maerkeligt at blive klappet af for at have givet nogen noget.

Udover den oplevelse med lokal befolkningen, er jeg jo startet paa mit volontoerprojekt sidste onsdag! Hvilket jeg er rigtig, rigtig glad selvom det er lidt kraevende. I fredags havde vi en masse gaver til dem saa vi lavede bingo. Hvilket er lidt svaert med disse boern, da de er meget oppe og koere hele tiden naar de er i Colibri (navnet paa mit projekt). Om dagen gaar de alle i skole, hvorefter de gaar paa arbejde paa hovedplazaen med at saelge postkort, fingerdukker, tyggegummi, skopudsning etc. Ved 3-5-tiden kommer de til Colibri indtil de bliver hentet af deres foraeldre for at gaa paa arbejde igen. De arbejder stort set alle paa hovedplazaen (Plaza de Armas), og siden det er der vi befinder os det meste af tiden ser vi dem meget ofte. De kommer loebende imod os naar de ser os og raaber "Amiga, amigaaaa!" Det er herligt.

Til gengaeld havde jeg en meget ubehagelig oplevelse med en af pigerne i fredags. Keep in mind, hun er 8 aar gammel. Jeg moedte hende kl 12 om natten efter at have vaeret ude og spise. Hun solgte tyggegummi saa jeg koebte en pakke for 3 soles selvom de kostede 1. To timer efter (kl 2 om natten!) moedte jeg hende igen og jeg spurgte hvornaar hun skulle hjem. Det skulle hun foerst naar hun havde solgt alt. Hun havde indtil videre solgt en pakke og havde kun 3 soles paa sig. Dvs. det jeg koebte og gav hende. Hun var traet og froes. Og der er virkelig ingenting man kan goere, for det hjaelper jo ikke at koebe det hele af hende hver eneste dag. Saa jeg sad med hende i en halv time indtil hendes mor kom og raabte af hende. Maerkeligt. Det eneste jeg solgte da jeg var otte, var mine gamle anders and-blade paa Christiansvej og det var kl 14 om dagen.

Men nu skal jeg ud og spise frokost med Lola. Jeg uploader snart billeder fra the Chocolatada!

Tusind tak igen for alle jeres fantastiske beskeder, det er rart!

Stort kys Ninni

P.s. Jeg er omringet af hollaendere. Alle mine venner taler hollandsk saa det goer jeg nok ogsaa naar jeg kommer hjem. Dvs. spansk, fransk, engelsk, dansk og hollandsk!

P.p.s Gutten paa billedet er min yndings indianer og blevet min ven. Han spiller floejte i mit yndlingsband som forresten har udgivet ny cd som jeg selvfoelgelig har koebt!