Så er vi endelig ankommet til det Guest house, som skal være vores hjem i de næste fem måneder. Her er der trådløs internet og strøm (10 timer om dagen), så der er ganske gode muligheder for at opdatere bloggen her. Vores guesthouse ligger i byen Pokhara, som er den by hvorfra man kan se flere af verdens højeste bjerge, og hvorfra de fleste "backpackere" starter deres trekking-tur.
Det har været noget af en tur. Vi sagde farvel til familie (og kæreste, for Riannes vedkommende) onsdag eftermiddag, hvor vi fløj fra Kastrup lufthavn. Halvanden time senere landede vi i London, hvor vi skulle med næste fly til New Delhi - Og så fra New Delhi til Kathmandu i Nepal. Hele flyveturen gik godt, og der var ingen forsinkelser - herligt!! Dog gjorde maven allerede der lidt oprør - Som Rianne så fint formulerede det: "Skal din mave på toilet?". Heldigvis gik det hurtigt over igen.
Da vi ikke havde hørt fra børnehjemmet, frygtede vi også lidt at der ikke ville være nogle til at samle os op i lufthavnen, men den frygt kom helt til skamme. Da vi kom ud fra ankomsthallen (som mindede mere om en halvgammel kommuneskole end en lufthavn) stod der en rar nepalesisk mand og ventede på os - Han genkendte os med det samme, og kaldte os hen. Med fælles hjælp fik vi proppet vores bagage ind i en meget lille bil - Vi måtte sidde med halvdelen af det på skødet. Heldigvis skulle vi ikke så langt. Han fortalte os at vi ville blive kørt til et hotel, hvor vi skulle tilbringe første nat, og fredag morgen skulle vi så med bus videre til Pokhara. Da vi var blevet indlogeret på hotellet (som var uden varme, varmt vand eller strøm), gik vi lidt ind i byen for at få noget at spise. Selvom Kathmandu er en hyggelig by, blev vi også hurtigt enige om at det nu ikke gør noget, at det ikke er der vi skal bruge 5 måneder. Det er virkelig en overvældende by. Der er biler overalt, og de synes vist alle at det er dem der skal først frem. Så alle dytter af hinanden, meget tit og meget højt - Lyskryds er der ikke noget af. Det kunne minde lidt om den danske studenterkørsel, med alt det dytten og hujen. Der løber både aber og hunde rundt i gaderne, og overalt er der boder og butikker. Det er lidt som at være på et marked, hvor det ikke er usædvanligt at blive tilbudt at købe forskellige ting og sager. Efter lidt tid i hovedstaden, skal der nok meget til at overraske en. I løbet af den korte tid vi var i byen så vi både køer, aber, munke der sad bad på en lastvogn, en gammel dame i sari (en farverig slags "kjole") som sad bag på en motorcykel, og meget mere.
Fredag gik næsten hele dagen med at køre til Pokhara, igennem de snoede bjerge. Det er bestemt ikke en tur for folk med dårlige nerver eller højdeskræk, da bussen kommer faretruende tæt på kanten nogle gange. Turen tager 7-8 timer, selvom der højst er 300 kilometer imellem. Måske fordi bussen kun kørte med ca. 60 km/t og der var flere spisepauser undervejs. På grund af de hullede veje, blev vi rystet godt og grundigt igennem, og da vi endelig var fremme skulle det hele lige falde på plads igen. Vi priste os lykkelige for at vi havde taget køresygepiller! Og der var da også flere som havde det dårligt og kastede op. På vores andet stop, fik vi øje på nogle små gadedrenge, som vist ikke helt kunne finde ud af om de skulle tigge eller lege - Så det blev en blanding, hvor de det ene sekund gik efter folk og tiggede om penge, og det andet sekund prøvede at vinde i fangeleg. Der var det lidt svært at finde en grimasse der kunne passe. Heldigvis fik de da lidt mad og penge.
Lige nu sidder vi på vores værelse, slapper af og venter på at skulle ned og spise Dal Bhat her på "Himmalaya Guest House". Strømmen har det med at gå engang imellem, hvilket den gjorde lige før. Da den så kom igen, kunne man høre en dreng udenfor døren råbe "JAAAAAAAAAAAAA" - Ja, der skal ikke meget til at glæde folk, her i Nepal. :)
I morgen skal vi hen på børnehjemmet for første gang (som kun ligger 5 minutters gang herfra, rigtig dejligt), for at sige hej/namaste til børnene og se hvordan det hele foregår - Lidt som en slags følgedag. I løbet af næste uge begynder vi så for alvor at arbejde.
Ha' det godt alle sammen. :)
Anne, Rianne og Nanna