Profile
Blog
Photos
Videos
Efter fire luxusdage på Promenade Palladium blev mig og mit Visa kort enige om at tage tilbage til Mellow Yellow på Copacabana.
Det første der skete da jeg ankom til hostellet var at Adelmo kom mig løbende i møde. Til daglig arbejder Adelmo på Copacabana strand, hvor han tegner portrætter af folk, men i dag tilfaldt æren mig. Da vi var færdige med morgenmaden, fandt han derfor papir og blyant frem og lod så penslerne tale.
Portrættet var færdigt efter tre kvarter, og tiden var nu kommet til at tage afsted til São Conrado for at dyrke ekstremsporten handgliding, som er en at Rios specialiteter. På vejen derhen lavede jeg og et par vener fra hostellet stop ved Café Garotta de Ipanema. Caféen er kendt for at været stedet, hvor Vinicius sad og skrev sangen 'The Girl from Ipanema', som lige siden har været synonym med Ipanema strand.
Mens vi kørte afsted mod São Conrado, fortalte vores taxi chauffør ved navn Tiago, som til daglig arbejder som professionel musiker, en anekdote fra 80'ernes Rio. Han var denne aften på vej hjem med bussen til Barra da Tijuca, efter et spillejob inde i Rio centrum. Pludselig kom to bevæbnede mænd ind i bussen og begyndte at plyndre alle der kørte med. Da røveren pegede på Tiago's kuffert, som indeholdte hans saxofon, bønfaldte han røveren om ikke at tage den, og forklarede at instrumentet var han arbejdsredskab. Røveren pegede bare på Tiago med sin pistol og sagde: "Det her er mit arbejdsredskab!", hvilket fik Tiago til pænt at aflevere sin kuffert med sin elskede saxofon. Til trods for denne historie fortalte Tiago, at favellaerne er sikre at færdes i nu om dage, og man ikke behøves at frygte for at blive overfaldet, hvis man færdes i disse områder.
Efter en halv time i bil, var vi fremme ved bjerget, og herfra gik turen stejlt opad, indtil platformen kom til syne mellem palmerne. Her mødte jeg min pilot ved navn Chico, som i den grad er en rutineret herre hvad angår handgliding.Chico er på landsholdet i handgliding og har den sydamerikanske distance rekord, idet han har fløjet 364 kilometer i et stræk. Derudover har over 10.000 flyvninger bag sig, og i en ekstremsport som denne, hvor man i bogstaveligste forstand skal kaste sig ud fra en bjergskråning 520 meter over havets overflade, var jeg glad for at være i trygge hænder. Da jeg trådte op på træpladerne som udgjorde vores afgangsbane, prøvede jeg at visualisere den kommende flyvetur, men jeg fik ikke meget betænkningstid, inden Chico sagde 'run' og så var det afsted. Idet vi løb ud over kanten fra bjerget, følte jeg vinden tage fat i vingerne, og bringe os højt op over byen. Omgivet af Rios flotte bjerge og strande kiggede jeg nysgerrigt ned på Tijuca National Forest under mig, mens jeg følte en let tropisk brise ramme mit ansigt. Vi cirklede rundt i ørnenes slipstrøm og så vores skygger danse hen over træer langt under os. Vinden susede i mine ører, da vi svævede ud over havet, der glitrende smilede op mod os. Vi nød udsigten og stilheden et øjeblik mere, inden vi svingede skarpt til venstre og lagde an til landing på São Conrado strand.
Om aftenen blev mig og nogle af mine venner fra hostellet inviteret til fest på den eksklusive natklub Baronneti, som er beliggende på Ipanema. Stedet var denne aften lejet ud til et modelbureau fra Rio som også var togholder for festen, men der var bestemt ingen der var for fine til at give den gas.
- comments