Profile
Blog
Photos
Videos
Godt nytår fra Rio de Janeiro!
Først og fremmest håber jeg alle havde en fantastisk aften og er kommet godt ind i det nye år!
Mens jeg går ned af Ipanema strand og nyder solens stråler som atter skinner over stranden, er det tid til at kigge tilbage på gårsdagens nytårsfest.
Nytårsfesten var allerede i fuld gang, da Ole og mig mødtes om formiddagen ved Post 7 for at styrketræne i Ipanemas svar på Fitness World. Vi trænede i selvskab med de lokale cariocas med udsigt over havet og stemningen var helt i top. Selv de største bodybuildere, som normalt kun kigger på deres biceps, kom hen og ønskede os et godt nytår.
Efter endt træning satte vi os på en café på Ipanema og bestilte en Faxe Kondi hver, men da tjeneren tilsyneladende ikke var bekendt med denne drikke, nøjes vi med at skåle kokosnødder. Herfra tog vi hjem for at gøre os klar til aftenen.
Copacabana post 4 var mødestedet for min navnebror Morten, Ole mig, og på trods af den massive menneskemængde som allerede strømmede ned til den store scene, fandt vi hinanden. Regnen begyndte nu at sile ned om ørerne på os, hvilket dog kun resulterede i mere fest og mere dans. Vi fandt et hyggeligt sted at spise, inden turen gik retur til Copacabana Palace, hvor nedtællingen til nytåret ville blive holdt. På scenen underholdte to lokale musikere ved navn Beth Carvalho samt O Rappa, som opvarmning for David Guetta der skulle optræde senere på aftenen. Derudover kom en fjernstyret kæmperobot på scenen, og dansede i takt til musikken. Da klokken nærmede sig midnat gik vi ned på stranden, så vi kunne opleve fyrværkeriet fra først planket. Sammen med 2 millioner mennesker på Copacabana Beach, som alle var klædt i hvidt som en anden Sensation White, byggede spændingen sig op. Regnen stoppede nærmest som aftalt, da nedtællingen endelig begyndte som surroundsound på Copacabana. Fyrværkeriet oplyste himlen og champagnepropperne sprang som startskuddet til et nyt og fantastisk 2012.
Efter 20 minutters fyrværkerishow af en anden planet, som bare var højere og vildere end jeg nogensinde har oplevet tidligere, fortsatte festen foran den store scene, hvor David Guetta gik på til lyden af 'Sweat'. Aftenen forløb helt uden problemer, og hvad angår kriminalitet, så har jeg set duer på Rådhuspladsen som var mere skræmmende end det jeg oplevede den aften, og det til trods for at to millioner mennesker var samlet på samme sted.
Tilbage på hotellet kl. 7 efter solopgang på Ipanema, og direkte ind og spise morgenmad. LML
- comments