Byron Bay, var efter 150 km til at skue i horisonten, gemt mellem grønne bjerge på den ene side, og det brusende hav på den anden. Byen bar præg af et hektisk turistliv, og det er et sted tusindvis af unge australiere vælger at bruge deres ferie, grundet de fantastiske barer og byliv, og ikke mindst på grund af de fantastiske surfer-muligheder stranden byder på. Det mest specielle ved byen, er at den vælger at værdsætte det gamle antikke bybillede, og alt kommercialisering er ikke velset i byen, dermed er det ikke tilladt at bygge høje bygninger og en McDonalds er umulig at finde.

Brødrene blev igen taget i overhalningsbanen af japanere, kinesere og andet skidtfolk, som absolut skulle indtage byen samtidigt med dem. Hvilket gør at det eneste motelværelse som var ledigt kostede 1300 for en overnatning, hvilket brødrene takkede pænt nej til, og ville langt hellere sove i deres eget rullende grønne luksushotel frem for at blive taget godt og grundigt et vist sted af rigmandsfolk som udnytter at det er højsæson for turistlivet. Efter denne beslutning valgte vi at begive os ned og se stranden, som der havde været så meget snak om, og vi må indrømme at det virkelig var en rigtig strand, med kridhvidt sand så blødt at man sank 20 centimeter i, og flere kilometer til hver side, og med blåt vand med fantastiske bølger og op ad dagen blev den også invaderet af tusindvis af mennesker som var kommet for at nyde livet ved New South Wale's bedste strand. Da klokken begyndte at nærme sig middag, kunne vi godt mærke at solen for alvor havde valgt at tage ved i dag, og der blev glohedt for de to drenge. Som valgte at begive sig ind i byen for at få en burger til frokost, hvilket fik dem til at længes efter en Gilleleje-burger i groteskt omfang.

Efterfølgende satte vi os igen til rette i vores strandstole nede i vandkanten, og fik os en lille blunder i den brændene sol, hvilket gav os en smule tørre muler, og vi begik os derfor op på den nærmeste cafe med havudsigt, som kunne lave en forfriskende lemonade med et lille skvis gin i. Tilmed fik vi smagt et par stykker af den lokale øl, som vi hvertfald mente var den bedste øl vi havde fået den dag. Efter at have fået væddet ganen satte vi os igen til rette i vores stole, hvilket måske ikke var det smarteste trick, eftersom vores fødder og hud nu var røde i et omfang som kunne få Jytte Abildstrøms hår til at virke afbleget.

Med andre ord, må vi indrømme at det har været den varmeste dag indtil nu, og den mest afslappede. Hvilket der heller ikke er noget at sige til, eftersom sandet og asfalten var gloende hedt, og det nærmest kun var ved stranden man kunne holde ud at være. og vi kunne da ikke lade være med at fryde os lidt over, at i derhjemme sidder i kulde og stormvejr, og den største bekymring vi gør os, er hvorvidt vi skal have mere solcreme på eller ej.

Aftenen tilbragte vi på en resteplads lidt uden for byen, tildels fordi vi føler os tvunget til hele tiden at skal holde vores blog up to date for jeres skyld, men ligeså meget fordi at det ikke er lovligt at holde på parkeringspladserne og overnatte i Byron Bay.
Restepladsens andre overnattene fik sig dog en bræt opvågning midt om natten da de to brødre ankom, eftersom den lille grønne er tyveri-sikret på et niveau lignende Franz-Jägers dyreste pengeskab, og da Kenneth derfor ville ud for at slå en streg, startede en sirene så høj, at den kunne advare hele Danmark om begyndelsen på 3. verdenskrig. Da roen igen var faldet på, og Kenneth havde fået tømt blæren, var der ikke andet end en god film i forruden, og troperegnen der trommede på ruderne udenfor til at bryde stilheden i den stille nat.

Med Venlig Hilsen

Brødrene Andersen