Endelig! Var man efterhånden ved at tænke da vi endelig sad i bilen, som vi efter utallige besværligheder endelig havde skaffet, som nu også var fyldt til bristepunktet med diverse overlevelses-ramedier, som man ifølge brødrende Andersens overlevelsesguide i naturen kun indebærer et lille gasblus (170 kr.) gasforsyninger(60 kr.), en wok(meget vigtigt at det er en wok, eller hvis Jakob Hyldal læser dette, en "Wong", 50kr.) en grydeske(10kr.) og en saks (af bedste kvalitet og skarphed(50kr.) tilmed en smule vand og bajere.

Trods Australiernes mærkværdige køre-vaner i den forkerte side af vejen, som om de de og Englænderne har lavet en aftale om at de absolut skal være på tværs og irriterende for alle os andre i hele verden, gik køreturen ud af Sydney i middags-traffikken forholdsvis smertefrit. Brødrende Andersen sad godt lænt tilbage i sæderne med fuld skrald på AC-DC, og var godt tilfredse med tanken om at slippe for storbyens larm, og de forbandede kinesere der hasserede ethvert gadehjørne, og som nærmest så byen gennem linsen på deres elendige kameraer.

Turen var rettet mod Blue Mountains, som er navnet på et område i bjergkæden "Great Dividing Range" som skiller det frodige land ud mod kysten og det tørre røde landskab ind i landet. Her var der mulighed for at se en af de mest attraktive seværdigheder i Syd-Australien, nemlig The Three Sisters, som kan ses i vores eksklusive og nærmest fotografisk professionelle foto-album her på bloggen. Tilmed var der rig mulighed for at få stillet alle lyster for bjerg/junglevandring, hvilket vi i den grad fik.

Inden turen stillede vi allerførst sulten med en sandwich og en flaske vand. Hvorefter vi begav os ud i den faretruende jungle, sammen med firben, slanger, edderkopper og utallige grimme, kedelige fugle som slet ikke var barske nok til de to brødre.

Efter 4-5 timers vandring gennem vildtnisset, 20 kilometer senere, og med en alt for lille estimeret vandbeholdning kom vi ud af junglen, med meget mere hår på brystet og ildelugtende armhuler, end da vi gik ind. Herefter satte vi kursen i den lille grønne bil mod byen Newcastle, men eftersom det var en tur på 250 km, og vi var godt udbrændte efter vores lille spadsere-tur, måtte vi holde ind på et noget kun olmt udseende motel ved navn "et eller andet kinesisk, som vi ellers ikke var fan af", dog viste det sig trods alt at være okay. Og der gik ikke meget mere end et par timer før de to drenge faldt i dyb, dyb søvn.