Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det blevet tid til at opdatere bloggen, da jeg er mega dårlig til at skrive ned løbende, bliver det endnu engang på hukommeren, men mon ikke også det går alligevel.
I weekenden har jeg været i Nagarkot, som jeg skrev jeg ville. Efter skole gik jeg hjem og pakkede mine ting, fik en kop te med familien og ved en 15 tiden gik jeg så afsted. Mødte nogle af børnene på vej ud af byen, nogle gange er det svært at kende dem uden deres skoleuniformer, men deres råb Miiiiss fanger hurtigt opmærksomheden. Det er sjovt at møde dem udenfor skolen, så kan man også se hvem der bor i området og hvem der leger med hinanden uden for skolen. Der er generelt meget mere leg på tværs af klasserne her end jeg husker der var på min skole, vi holdt os mest til vores årgang og hvis det endelig var, så var det klasserne lige over og under. Her er de sammen på kryds og tværs af klasserne. En af grundene er nok at der er så stor aldersforskel i klasserne, så der er mange jævnaldrende på tværs af klassetrinene.
Planen var egentlig at gå op til Nagarkot, men da jeg kom til den anden side af byen, hvor bussen mod Nagarkot starter (kører en gang hver 2.-3. time, sagt på en anden måde: når det nu lige passer dem), så skulle den lige til at køre, så tænkte jeg "Gå op ad bakke i 3 timer eller køre 1 time i bus", svært valg må man sige - jeg nappede bussen, meget spændt på hvordan den tur ville blive, for nu har jeg jo for en måned siden gået den modsatte vej og det er ikke hvad jeg ville betegne som en farbar vej for en bus.
Der er vidst ingen tvivl om at det ikke er en bus hvor specielt mange turister kommer, ihvertfald ikke at dømme på dem der sad i bussen med mig. Det blev gloet til den helt store guldmedalje. En lille pige flyttede plads så hun sad på sædet bag mig, for at hun kunne sidde og pille ved mit hår hele vejen. Busturen var vanvittig, det er den sygeste bustur jeg har prøvet til dato. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal beskrive det, men hvis jeg skal prøve, så forestil Jer en grusvej med dybe huller i, hvor en bus så kommer kørende, det ene øjeblik kører hjulene i den ene side, på vejen, dernæst hjulene på den anden side og bussen bumper fra side til side, så jeg på et tidspunkt overvejede om den mon ville dreje hele vejen rundt. Jeg er imponeret over at bussen kan holde til turen mere end en gang. Men det var nu meget sjovt, jeg har droppet det der med at være nervøs for at der sker et uheld her, for så ville man bare få dårlige nerver, så jeg satser på at det går godt og indtil videre er det da heldigvis også gået godt. Og jeg vil sige da vi var 5 min. udenfor Nagarkot satte chauføren Ice Ice Baby på - der glemte jeg hvilken dødstur det havde været og humøret kom helt i top.
Overnattede på samme hotel som sidst "Hotel the End of the Universe", og det var selvfølgelig overskyet. Ejeren fortalte at i de sidste 2 uger havde det været fuldstændig klart, lige indtil torsdag. Arh pis dog af. Nåh men jeg bookede en tur til udsigtstårnet ved solopgang. Jeg gik til tårnet med Sophie og Milan sidste gang jeg var her, men det tager ca 2 timer at gå og solen står op kl. 6, så det ville betyde at jeg ville skulle begynde at gå kl. 4 i komplet mørke. Ej det tror jeg ikke lige kommer til at ske. Så kl. 5.20 lørdag morgen kom en jeep til hotellet og hentede mig, samt et australsk par der også skulle med. Turen derop var faktisk længere end jeg huskede, og på vejen var jeg så taknemmelig for at det var en bil og ikke mine ben der fragtede mig derop, jeg var på ingen måde vågen endnu. Fik gryntet lidt med australierne i bilen, et af de første spørgsmål var om Danmark ikke var der hvor Mary var blevet gift med en prins. Hehe jo.
Da vi ankom til området omkring udsigtstårnet skal man gå ca 50 m. op af nogle trapper for at komme op til tårnet, jeg nåede at blive mega forpustet, mine lunger var på ingen måde klar til at skulle fragte luft nogen steder hen, så da jeg kom op kunne jeg ikke lade være med at grine over hvor latterligt det var. Udsigten fra tårnet var fantastisk, der er bare noget magisk over at stå over skyerne og kigge udover et skylandskab der næsten ligner sne, og så stille og roligt se solen stige op. Der var (selvfølgelig) skyer over bjergene, så man kunne ikke rigtig se så meget, men jeg fik da nogle gode billeder hvor man kan se bjergenes skygger langt væk. Og da jeg kom tilbage til hotellet viste Newa, receptionisten på hotellet, hvilket der var Everest. Sååådan, så nu har jeg set verdens højeste bjerg. Ikke dårligt.
Der var rimelig mange mennesker ved udsigtstårnet og det var simpelthen så sjovt bare at stå og glo på dem, jeg stod til slut ved siden af en familie-ish, som alle havde deres kameraer fremme for at filme solopgangen, så de stod der på række og så siger ham den ene mand på engelsk "Nu sker det, nu kommer den" - hvilket jeg synes var mega sjovt, fordi det er altså ikke ligefrem sådan at det ene øjeblik er solen væk og det næste kommer den frem og siger tit tit bøøøh. Men de stod der på række og havde alle sammen trykket på optag så de kunne filme solopgangen, men der var jo mange skyer, og når solen står op, så rejser skyerne sig mod strålerne, så skyerne rejste sig og blokerede for solen, og de fik dermed ikke filmet nogen solopgang. Så kunne de lære det. :)
Derudover fik jeg fornøjelsen af at lege semi-kendis, i og med at der kom nogle nepalesiske piger hen og spurgte om de måtte få et billede med mig. Tja hvorfor ikke, da de så skulle til at feje Simon og Beverly (de 2 australiere) væk spurgte jeg om de ikke også måtte være med, det var ok, så stod vi der som 3 pauseklovne, mens de tog det ene billede efter det andet, først med den ene ved siden af mig, så den anden og så den tredje. Noget af et show, men ok så har jeg også været Paris Hilton for en morgen.
Det meste af lørdagen brugte jeg på at hænge ud med australierne, de var super fine og fik mig bare til at glæde mig endnu mere til at komme til Australien om en måneds tid.
Søndag morgen stod jeg igen op kl. 5.30 for at se solopgangen, denne gang dog kun fra templet ved hotellet. Intet andet end skyer. Jeg kan slet ikke begynde at sige hvor deprimerende det er at tage et sted hen for at se bjerge og så ikke se andet end skyer. Omkring kl. 7 begyndte jeg så turen tilbage mod Sankhu, 2,5 time med Joey Moe i ørerne hele vejen ned, det var f æ n o m e n a l t. Vejret var a-ok, køligt pga tidspunktet og ellers klart og solrigt. Jeg nåede at komme tilbage til Sankhu i tide til at få ris hos familien sammen med Sophie, der var ankommet lørdag eftermiddag fra Pokhara.
På skolen havde de sidste uge fortalt mig at der var sportsuge på skolen i ugen inden Tihar, helligdagene der starter den 26. oktober. Det fik vi afvide igen i går.
I dag stod jeg tidligt op og lavede bingo plader til børnene - eller i går printede jeg pladerne, jeg havde fundet på nettet, på skolens computer og i dag lavede jeg de talbrikker som skulle bruges, hvor der vel normalt bruges talbolde. Jeg skulle hilse at sige at det tager lang tid først at rive tegnepapir i 90 stykker, så tegne en stjerne på den ene side og skrive et tal på den anden side. Hvis jeg skulle gøre det igen, havde jeg nok gjort det anderledes, men flotte blev de. Da jeg var færdig rejste jeg mig fra den plastikstol hvor jeg havde siddet sammenkrøllet i 2 timer og kunne stort set ikke strække mig ud. Jeg gik 3 skridt og måtte så stoppe op og gøre en indsats for at strække mine lange lemmer ud, ellers var jeg aldrig kommet ned af trappen. Sådan er det åbenbart at være 26.
I skolen spillede jeg bingo med dem (stor overraskelse ikke), eller jeg læste tal højt og de prøvede at krydse af, det var de ikke helt ekseptionelle til, men det var super hyggeligt. I 4. klasse lavede jeg matematik med dem, det elsker de og det elsker jeg, så det var jo en win win. Vi kørte 1-10 tabellerne igennem.
Mega hyggelig dag, hvilket var meget heldigt, for da jeg kom tilbage til lærerværelset fik vi afvide at sportsugen starter i morgen. De er sgu utrolige. I Danmark ville en sportsuge starte på den første dag i ugen, mandag - hvilket her ville være søndag. Men nej nej, i Nepal starter vi den da på en tirsdag. Men det betyder jo så at jeg har haft min sidste undervisningsdag, og ja også at jeg er taget tilbage til Sankhu for at undervise i 4 dage, selvom jeg troede at det var 2 uger. Det er vidst hvad man kalder The Nepali Way.
Så i morgen og frem til Tihar er der altså sportsuge, det glæder jeg mig til at se hvad betyder her.
- comments