Så er der igen gået en uge, og der er sket en masse! Der er kun to uger tilbage i praktikken og en ferieuge og der er så meget at nå!

Det har været den sidste uge i teamet HDU og fra i morgen (tirsdag) gælder det intensiv. Jeg havde i sidste uge meget at gøre med den samme lille baby. Det er lille Lars, hvis far er oprindelig svensk, og så snart jeg hørte navnet vidste jeg at jeg måtte passe ham. Lille Lars har det lidt svært og mor har det endnu mere svært. Hun er så stresset og ked af det og vil de fleste dage slet ikke røre ved ham fordi hun er bange for at gøre ham ondt. Det kan godt være lidt svært, hvad man skal sige til dem, især når det er på et andet sprog og jeg ikke ved alt. Det kræver vist lidt øvelse.

Jeg tilbragte en dag mere på operationsstuen, fordi jordemoren synes det kunne være en god idé og så hele 7 kejsersnit på en dag. Alle blev født til tiden, men jeg fik et meget godt indblik i hvordan et barn kommer til verden. Det er en voldsom oplevelse for forældrene, både på godt og ondt, for der er jo altid en risici med at få et indgreb, men især førstegangsforældrene var det helt specielt for. Jeg fik et par små opgaver sammen med jordemoren, såsom at give en injektion, tjekke om barnet havde ti fingre, to ører, to øjne - ja, alt bliver tjekket.

Det bliver bare så spændende at komme på intensiv fra næste uge! Det siger jo sig selv, at de mindre og/eller mere syge, og det bliver spændende at se om jeg får lov til at være lige så selvstændig som jeg har været indtil nu. Men selv hvis jeg ikke bliver selvstændig, bliver det en stor udfordring, da det jo er nogle andre og mere kritiske problematikker.

Fredag og i dag (mandag den 9.4) har jeg haft fri pga. påsken og heldigvis har vejret været helt fantastisk. Helt klar og skyfrit! Det er med at udnytte når vejret er godt, så det er med at komme udenfor. Jeg har været i Blue Mountains som var helt vidunderlig. Jeg fik vandret en hel del, både i bjerget og nede i regnskoven. "The Giant Stairway", hvor der var meget stejle trapper og rigtig mange af slagsen. Vejen ned var ikke slem men vejen op var værre. En pige havde talt til 871 trin og jeg har de seneste dage kunne være at jeg har to ben! Det var fedt da jeg kom op. Når man kigger ud over bjergene er det helt grønt og man kunne undre sig over navnet. Men der er et blåt skær over bjergene, som skyldes dampe fra eukalyptus bjerge - derfor ikke "The Green Mountains". De andre piger havde ikke lyst til at tage til Blue Mountains eller havde været der, så der tog jeg alene ud. På én måde er det lidt mærkeligt at tage alene af sted, men på den anden side er det næsten en fordel. Man kan gøre lige hvad der passer én. Det bliver en udfordring at tage til Darwin alene i fem dage, men jeg glæder mig helt vildt.

Lørdag var vi på marked og spiste lækker frokost på café. Da vi stod og ventede på bussen skete noget meget uforudset. En fyr stillede sig ved sig af os, sagde "Hey" og vi kiggede selvfølgelig. Det vidste sig at han var blotter og vi så mere end vi havde lyst til. AD! Om eftermiddagen kom Anette og Nicoline, som har været på Tasmanien, til Sydney. Jeg gik i skole med dem i Holstebro indtil sidste år, så vi skulle selvfølgelig mødes! Det endte med at blive i lang bytur en masse forskellig steder, her iblandt på en bøssebar indtil kl. 8 om morgenen. Vi endte med at bruge søndag og mandag sammen også, hvor vi bl.a. tog til Mount Ku-Ring-Ku. Det var så smukt og det var godt med en god vandretur på en skyfri dag. Nogle by og sted navne lyder lidt mærkelige, men det er fordi det er fra aboriginernes tid. Heldigvis er man begyndt at anerkende at de var her først og man kalder mange steder ved deres originale navne. Efter at have brugt en helt masse solcreme i næsten 2,5 måneder valgte jeg i dag at forsøge mig uden. Kan jo ikke komme til Danmark uden at være godt brun! - og det bliver bedre og bedre, men helt brun bliver jeg vist aldrig! Det har været skøn at se nogle piger hjemmefra, som man kender ret godt. Det var næsten lige som at være hjemme i Danmark.

Take care - Mette