Så er min tid i praktikken på Royal Prince Alfred slut og det var været en kanon oplevelse at være på et hospital i et andet i så lang tid. Jeg har oplevet en masse, både personlig og som sygeplejerske. Man har her været nødt til at sige "det her kan jeg godt, det må jeg godt, så det skal jeg gøre". Det er noget helt andet at være studerende her da man selv skal tage meget mere initiativ end i Danmark, og det var vi blevet advaret om. Det er en god øvelse. Men jeg kan alt i alt konkludere, at jeg har været utrolig heldig på neonatal afdelingen, de har været bedre til at tage imod mig, end de har på de fleste afdelinger.

Den første tid på intensiv startede lidt mærkeligt, fordi jeg ikke kendte min rolle. Om jeg måtte gøre noget eller ej, men så talte jeg med i min vejleder som forklarede at jeg måtte gøre alt, blot under supervision, som er meget fair! I denne uge har jeg virkelig oplevet hvor sårbar det for tidligt fødte barn kan være. Jeg har ikke passet babyer der vejede over 700 gram. Nogle er intuberede (i respirator) og er rigtig syge. Specielt en baby har gjort et kæmpe indtryk. Hun blev født i uge 24, altså er der kun gået lige over halvdelen af graviditeten, og hun vejede 450 gram ved fødslen - ikke en gang en pakke margarine. Hun var intuberet, har haft en infektion i maven så der gik hul på noget af tarmen og hun skulle opereres. Forældrene har aborteret fem gange tidligere og deres største ønske er at få et barn. Hun er et lille bitte menneske som har brug for rigtig meget hjælp uden at tåle at blive rørt ved. Det er meget klart for mig nu, hvor meget man skal have styr på sin faglige viden, samtidig have overblik og have god kontakt til og være støtte for forældrene. Det er ikke noget man lærer på to uger, men noget jeg meget godt kunne tænke mig at arbejde med når jeg er færdig som sygeplejerske. Det giver bare så meget mening at være sygeplejerske et sted, hvor plejen ikke bare er noget der kan vente til i morgen. Hvis man ikke gør det nu, er patienten i livsfare.

Heldigvis, mens jeg har været på afdelingen, er ingen babyer døde. Det er virkelig utrolig hvad man kan gøre for at holde dem i live. Afdelingen er også en af de meste specialiserede i hele landet og den er attraktiv.

Fritid er gået stille og rolig. I går havde Lene studiedag og hun fik arrangeret to billetter til operahuset til studiepriser. Det vi allerhelst ville, var at se en forstilling i den store sal. Vi så en symfoni, hvor der var musik fra svanesøen og nøddeknækkeren. Der var ca. 70 musikere på scenen og en masse instrumenter, hvor jeg ikke kender navnet på andet end klaveret, violinerne, harpen og trompeten. Det var klassisk musik og det smukkeste jeg nogensinde har hørt. Meget dramatisk og der var meget energi i det. Levede mig faktisk så meget ind musikken, at jeg kom til at fælde en lille tåre. Det er noget helt andet at se bygningen indeni og opleve musikken. Jeg aner intet om musik og toner, men blev fortalt at lyden var skøn derinde. Arkitekturen er utrolig smuk. Det var virkelig en god oplevelse og man bliver stolt af at en dansker har designet det.

Inden jeg tog af sted til Australien havde jeg beslutte mig for at jeg meget gerne ville springe i faldskærm. Den tanke har stået på standby, fordi jeg ikke rigtig turde. Sidste weekend besluttede jeg mig for at jeg måtte opleve det. ingen af de andre piger havde lyst (eller turde), så jeg tog alene af sted, hvilket i sig selv er en udfordring. Jeg skulle af sted tidlig morgen og havde bestemt mig for at sove i toget. Sådan gik det ikke, for jeg var simpelthen så nervøs. Da jeg kom dertil blev jeg endnu mere nervøs, nærmest bange. Instruktørerne var dog rigtig søde, men kunne ikke få min puls under 200. Vi kom op i helikopteren og vi skulle 14.000 fod op, ca. 4,200 km. Heldigvis havde instruktøren lidt situationsfornemmelse og jeg skulle først ud så jeg slap for at se alle de andre vælte ud. Det er nok det mest angstprovokerende jeg har prøvet i hele mit liv, men det var simpelthen så sjovt. Det første minut er faldskærmen ikke sprunget ud endnu og man falder bare ud i luften. Det minut husker jeg kun som en mega følelse af frygt, blandet med forvirring og propper i ørerne. De sidste ca. 5 minutter var fantastisk. Udsigten var skøn, solen skinnede og man kunne faktisk nyde det, hvilket jeg absolut ikke havde forstillet mig. Resten af dagen var jeg helt høj. Er overbevist om, at det må være bedre end diverse stoffer. Hvis man ikke har prøvet det - så gør der lige!

I dag er jeg kommet til Darwin. En 4 timers flyvetur fra Sydney. Klimaet er anderledes, det er meget fugtig. Bor på en backpacker hostel på et værelse med 5 andre piger. Jeg ser frem til de næste dage hvor jeg forhåbentlig får set en masse naturlig og gået en masse.