Profile
Blog
Photos
Videos
Så sidder jeg, her næsten 5 måneder efter jeg sagde farvel til Danmark i August sidste år, og undrer mig over, hvad min tid på Cathay Future har bragt med sig.
Jeg føler mig heldig og lykkelig over de ting, jeg har fået lov at opleve og være en del af, mens jeg har været i Kina. Jeg er kommet til at holde meget mere af børnene i mine to klasser, end jeg overhovedet havde forestillet mig hjemmefra. (hvor mange børn kan jeg mon stjæle uset med hjem?)
Jeg har krydset mange grænser i forbindelse med undervisningen og har lært at være mere kreativ og impulsiv, fordi man aldrig helt kan planlægge med børn. Og børnene har lært mig, at jeg skal være omstillingsparat, fordi deres koncentration kan være svingende til både positivt og negativt. Selvom børnene også har krævet en masse af mig, har de givet mig mindst ligeså meget tilbage - jeg kommer oprigtigt til at savne dem.
Generelt har omstillingsparat været et helt centralt begreb for min hverdag i Kina, fordi langtidsplanlægning ikke findes i Kina - alting er som regel lidt i sidste øjeblik, og man hopper bare på vognen og følger med. Men det har også været med til at gøre oplevelsen mere spændende, sjov og udfordrende.
Jeg fik aldrig helt gennemtænkt mine forventninger til hele Kinaopholdet, inden jeg tog hjemmefra - jeg sprang nok ud i det uden helt at tænke så meget. Så hvordan gør man status bagefter?
Da jeg kom til Kina var mange ting et kulturchok for mig, fordi kineserne og deres kultur er så meget anderledes, end man kan forestille sig. Nogle fordomme er bragt til skamme, og andre er opstået. Og her bagefter kan jeg se fordele i begge kulturer, og jeg ved, at mange ting kommer jeg til at tage med mig hjem til min hverdag i Danmark.
Jeg kan mærke, at Kina på mange måder har været det helt rigtige for mig. Egentlig var det jo fuldstændigt tilfældigt, at det lige præcis blev på denne måde. Jeg vidste bare fra starten af, at jeg skulle ud og opleve noget - og det har jeg i allerhøjeste grad gjort.
Det har udviklet mig personligt og socialt. Selvom der naturligvis har været både op- og nedture, føler jeg, at der generelt har været så meget positivt, at det næsten fuldstændigt overskygger det negative.
Samtidig kan jeg nu mærke, at jeg også er blevet klar til at komme videre herfra. Der er mange ting, jeg vil tage med mig herfra. Og jeg glæder mig meget til at rejse ud i både Sydkina, Vietnam, Cambodja og Thailand. Jeg føler, at min beslutning om at forlænge mit lille eventyr, har været det helt rigtige, og jeg er slet ikke færdig med Asien endnu. (Dog er jeg meget færdig med ris!)
- comments
Marianne Kastrup-Sørensen så flot skrevet RIGTI god tur rund der ude Håber du skriver KNUS