Så har vi endelig haft vores første dag på hospitalet.
Vi startede med at vente 2 timer, før vi kunne komme igang. Vores papir, som er dem der giver os lov til at arbejde, var stadig ikke kommet frem.
Vi blev vist ind på den medicinske afdeling for mænd, hvor Laila og jeg skal være den næste uge. En sygeplejerske, Noel, tog imod os og fortalte lidt om arbejdsopgaverne på afdelingen. Kl. 9.00 og kl. 15.00 går en sygeplejerske og en studerende rundt med piller og injektioner, en anden studerende går rundt og måler puls, blodtryk, respiration og blodsukker. Mellem kl. 9.00 og 15.00 sker der næsten ingen ting.

Afdelingen er en medicinsk afdeling, så der ligge patienter med HIV/Aids, malaria, meningitis, tuberkulose osv. Det er meget spændende at se en anden type sygdomme, end dem vi ser hjemme i Danmark. Det er ikke mange danske patienter der er indlagt for dette.
Afdelingen har plads til 40 patienter hvor ca. 10 er isolationspladser, 30 af pladserne er i samme rum. Når en patient er i isolation, som fx ved tuberkulose, ligger han unde under et halvtag, altså uden for afdelingen. Dette er nødvendigt, da de ikke har små stuer og derfor kan lave isolationsstuer som i Danmark.
Der er ingen udluftning, så alle døre og vinduer står åbne, hvilket går at der er fugle inde på afdelingen.

Den første dag brugte jeg til at observere og se hvordan sygeplejersken arbejder. Sygeplejersker i Kenya yder ikke omsorg som vi gør i Danmark. I Kenya er det familien der køber mad og vand til patienten, de vasker ham hvis ikke han selv kan osv.
Sygeplejersken har ikke samme tavshedspligt som i Danmark, eller hvis hun har, så overholder hun den ikke. På vores vej rundt på afdelingen, stoppede Noel op ved en patient og fortalte os, at han var meget umulig og gad ikke samarbejde. Dette foregik mens patineten hørte på.

Alle nyindlagte patienter skal have lavet en HIV-test, så dette var jeg også med til. Når en test viser positiv, laver men anden test for at være sikker. Vi kom hen til en ældre mand, som blev testet positiv. Svaret fik han så alle andre patienter og pårørende kunne høre det. Hans kone blev også tilbudt testen og takkede ja, hun var så heldig at komme med ind i et andet rum, så alle andre ikke kunne høre svaret, desværre var hun også positiv. Det var lidt af en oplevelse, da måden svaret blev givet på, aldrig ville være fundet sted i hjemme.
Mens vi testede denne dame, begyndte Noel også at snakke om en anden patient, der ikke ønskede testen. Den havde heller ikke gået der hjemme. Man drøfter aldrig en patients situation, når der er andre pårørende tilstede.

Vi var også med til en stuegang, igen meget anderledes. Til stuegang var en overlæge, en læge og 9 lægestuderende, en sygeplejerske, Laila og jeg. Alle stod vi rundt om sengen og kiggede på patienten, mens lægen og overlægen diskuterede patientens behandling. Der var ingen der spurgte til patienten. Jeg kan ikke lide denne form for stuegang, da jeg føler patienten udstilles og fratages sine rettigheder. Jeg skal ikke med til flere stuegange mens jeg er her!

En anden overraskende oplevelse, var da en mand midt i 30'erne kom ind på afdelingen, med meget besværet vejrtrækning. Han blev kørt i en kørestol og måtte selv hoppe over i sengen. Manden var meget udmattet og havde meget svært ved at få luft. Ingen sygeplejersker eller læger kom til ham, han fik bare lov at ligge for sig selv. Efter noget tid gik en sygeplejerske over og gav ham en brugt iltmaske på og satte en 1/2 liter saltvand op. Noel fortalte at patineten havde været indlagt før, men ikke havde råd til medicin, derfor kan der ikke gøres noget.

Det har været en lang dag, men også meget spændende. Jeg har allerede lært hvordan en sygeplejerske IKKE skal være og IKKE skal arbejde :)
Der er mange nye indtryk der skal sluges. Men tror det bliver en rigtig stor oplevelse!

Her til aften har vi lavet bannanasplit til familen, da den ældste søn, Eric, blev 21 år. Familien holder normalt ikke fødselsdag. Men vi kom med flag og dessert alligevel :)