Den 4. uge på hospitalet er nu gået og har ind til nu, været den mest spændende uge. Vi var på Casualty og Minor Theatre, som er skadestue og en mini operationsgang.

Laila var syg mandag, så vi tog en dag hjemme, da jeg ikke har lyst til at færdes alene i gaderne. Denne dag fik jeg brugt på at skrive halvdelen af min eksamensopgave, så det var både godt og skidt at hun var syg.

Tirsdag startede vi på skadestuen, som fungerer på en lidt anden måde end hjemme. Patienterne starter med at få et nummer, som er det de skal "kendes" på. Man bruger ikke personnummer, men blot et journalnummer. Når patienterne har fået sig dette nr., kan de blive tilset af en læge, som befinder sig i små undersøgelsesrum og herefter videre ind på selve skadestuen, som var der vi var. Udover disse patienter, kommer der også patienter som overflyttes fra et andet hospital. Før de kan indlægges på en afdeling, skal de om Casualty og tilses af en læge, som herefter indlægger dem på den rette afdeling. Skadestuen består af en afdeling med plads til ca. 20 patienter, som er opdelt i tre afsnit - mænd, børn og kvinder.

Tirsdag morgen startede, efter vores mening, ikke helt så godt. Der kom en patient ind, som havde brug for at blive tilset og få noget hjælp, men lægen ville næsten ikke tilse patienten, da hun lige havde vasket hænder og var klar til at gå.
Efter der var fundet en seng til denne patient, startede vi med en morgenrapport, som foregik ved hver patient, som på børneafdelingen. Efter rapport var der morgenmøde for personalet. Dette møde gik ud på, at gennemgå hvilken type skader der havde været, hvor mange patienter der havde været i løbet af døgnet og til sidst en bøn for at dagen ville forløbe godt.
Til morgenrapporten lagde jeg specielt mærke til en patient, som lå en seng fuld af blod. Patienten havde fået tæsk, formenligt af politiet, og havde en masse flænger i hovedet, som var syet, men ved øret, var en stor flænge, der ikke var gjort noget ved og patienten havde blødt rigtig meget siden dagen før. Da flængen var der hvor øret sidder på hovedet, måtte man tilkalde en specialist til at sy og der var derfor ikke gjort noget ved ham. Alt tager tid i Kenya og man skal huske på at stress ikke er sundt!! ;)
Det var ikke den eneste patient vi så blive syet og heller ikke den eneste der havde fået tæsk af politiet.
En anden patient, var blevet taget i at stjæle og havde fået tæsk for dette. Han havde blandt andet flækket sit øjenbryn, som vi også så blive syet. Udover dette så vi en mand med en flænge i hovedet, som også blev syet. Og hold op hvor er de bare sjuskede altså! Meget af det er så hurtigt og grimt lavet. Jeg forstår ikke at lægerne, kan få sig selv til at lave deres arbejde halvt!
Inden vi gik hjem, kom en ung gut ind og skulle have skiftet forbinding på et sår. Selvfølgelig bliver der også betalt for dette. Laila og jeg stod og så med og jeg sagde med det samme til Laila, at der var betændelse i. Laila spurgte den medicinstuderende om det skulle se ud som det gjorde og ja, det var bare helingen der så sådan ud. Patienten klemte på arret og ud sprøjtede det med betændelse. Dvs. patienten ikke kun skulle have skiftet forbinding, man han skulle tilses, så inden man kunne gøre dette, måtte han pænt gå ud og betale noget mere og sætte sig i kø, for at komme ind igen! Det er altså et meget mærkeligt system!

Da vi kom onsdag, kom en sygeplejerske ud med et lille barn indviklet i tørklæder, hvilket betyder at det desværre var dødt. Moren var helt ude af den og havde i ca. 4 timer omfavnet sit døde barn og troet på det var en misforståelse og barnet ville vågne igen. For første gang oplevede vi en sygeplejerske med medfølelse og som rent faktisk tog sig af moren til dette barn. Det var helt fantastisk at se!
Onsdag så vi også en mand komme ind med en ambulance, lidt andet end det Anders kører rundt i ;) Manden i ambulancen have brud på benet og lå i en meget akavet stilling, men alligevel tager man ham i "hoved og røv" og løfter ham ud.
En anden mand kom ind med en hånd der skulle syes. Han havde været meget uheldig med en motorsav og næsten skåret pegefingeren af. Hånden lignede ikke en hånd, men efter en ordentlig omgang rens, uden bedøvelse og en masse sting, så det faktisk ret godt ud.
Udover dette, så vi en mand få fjernet lymfeknuder, en dame få fjernet en knude fra brystet og til sidst var jeg med til at sy en dame sammen. Hun havde fået kejsersnit, hvorefter der var kommet en fistel, så arret ikke kunne hele og derfor skulle hun nu syes igen. Det var lidt vildt at prøve, men meget sjovt og ikke helt så slemt som jeg frygtede :)

Torsdag var vores sidste dag, da d. 1 juni er en helligdag her nede. Jeg var med til at "modtage" en patient, der havde været ude for en ulykke på en motorcykel. Dvs. patienten blev vist over i en seng og så blev der ikke gjort så meget mere. Han var hævet i hovedet og havde så mange smerter at han græd. Alligevel blev der ikke gjort noget. Jeg får det så dårligt, når man kan stå og se på at en patient, der har så ondt og ingen gør noget. Så kom dog i gang!!! Efter at jeg et par gange havde spurgt ind til, hvad planen for denne patient var, kom lægen endelig og herefter blev han sendt til røntgen. Forresten var vi også med en patient til røntgen en af dagene. Det forløber stort set som i DK.
Hen på formiddagen fik vi en fange ind. Han var fra Somalia og var illegalt i Kenya og skulle for retten. Politiet kom med ham, fordi han bar begyndt at krampe mærkeligt i maven. De mente det var hysteri fordi han skulle for retten, men manden sagde, at de tæskede ham. En lidt speciel situation at stå i.
Endnu en speciel situation, var da der kom en patient ind og vi ikke kunne se om det var en mand eller dame. Vedkommende var pakket ind i en masse mærkeligt tøj, som var i stykker. Han/hun lugtede ganske grumt og vedkommende lå og spyttede. Vi fandt aldrig ud af hvad der var sket, da der ikke var nogen der tilså patienten mens vi var der. Men umiddelbart lignede det et overfald. Jeg gik hjem med en rigtig dårlig smag i munden, da jeg helle ikke havde gjort noget for denne patient og var gået i en stor bue uden om. Jeg følte mig som en rigtig dårlig person. Men da jeg ikke vidste noget om patienten, her tænker jeg fx HIV, havde jeg ikke lyst til at gå tæt på, da patienten som sagt, lå og spyttede lige op i vejret og var lidt vild til tider. Som Laila sagde til mig, det er okay når vi er her, vi skal tænke på os selv.

Alt i alt var det tre super gode dage, med mulighed for at se og prøve en masse.