Idag har jeg gået et marathon! Eller sådan føltes det. og så har jeg røget mig en fed cigar på gaden med don Erik og Don Nis. Men det vender jeg tilbage til..

Efter at have tilbragt en uge i Nicaragua hvor mange nye indtryk skulle sluges, er vi begyndt på sprogskole. Jeg har soloundervisning 4 timer om dagen de næste 2 uger. Det skal nok blive godt. Min lærer er 26 år, ligner en på 32. Hun er jehovas vidne, hendes far døde under borgerkrigen, hun elsker film med adam sandler og hendes store passion er mad blandt flere ting. Nej, vi dater ikke!! Det er sådan jeg lærer spansk. Ganske intimt og personligt. Men det virker og det virker vist godt.

Men jeg er jo faktisk også kommet herned for at lave noget i pædagogisk øjemed! I sidste uge og tillige i mandags besøgte vi "Fabreto"! Med støttte fra udenlandske fonde og sponsorer kører denne institution først og fremmest som en skole for børn i alderen 6-10 år ca. Herudover køres et større projekt sideløbende ude i "La Gruz". Udenfor Esteli ligger en skraldeplads og få kilometer derfra ligger en bygning, hvori indretningen er sparsom. Dog bærer den præg af, at her kan undervises. Her lever håbet om et andet liv for de mange børn der lever derude. For de børn tjener penge ved at samle skrald på skraldepladsen. Så fattigdommen er tydelig! På alle måder, i enhver kontekst. Men herude lever håbet om et andet liv. I en undseelig bygning, midt i ingenting, hvor 2 æsler går slukørede rundt. Her har jeg muligheden for at være en del af noget forhåbenligt bæredygtigt. Der skal laves aktiviteter, børnene skal væk fra skraldepladsen.

Det er så nu det bliver svært....

For idag besøgte vi "casa de adolescentes". Her er megen inspiration at finde og hente hos de unge mennesker der vier deres liv gadens udsatte unge. Med en livshistorie lig dem de hjælper, går de med liv og sjæl ud i "El barrios" og opsøger unge mennesker og fortæller dem om et andet liv. Et liv uden kriminalitet, uden vold, uden prostitution. De giver, i ordets betydeligste forstand, livet videre "pay it forward".

Begge projekter er fremragende og dybt inspirerende og jeg er mildest talt i tvivl om hvor jeg skal lade skoen falde. En ting er sikkert. Jeg bliver en del af noget, jeg synes er stort og det giver mig sommerfugle i maven.

Om halvanden uge har jeg taget en beslutning og så bliver det en del af historien om mathias i Nicaragua.

hvorom alting er, har jeg bly i benene idag. Vi har gået meget og byen bliver også mindre og mindre for hver dag. Idag blev vi kulturelt stimuleret, efter en tur til Estelis kulturhus og efterfølgende slentren indtil dagens spansktimer. Her ramte vi ganske tilfældigt en mindre tobaksfabrik. Vi kom med ud i baglokalet hvor vi købte os en ordentlig cigar hver. Jeg er ikke så god til det cigar. But:"when in Rome, do as the Romans". Og nej, det er heller ikke sidste gang!

Ellers går dagene som sagt med sprogskole og småaktiviteter. Snart bliver det anderledes, når arbejdet træder i kraft og vi bliver en del af kulturen, men indtil da er vi stadig 10 skridt fra hverdagen...

Mis amigos

Nos vemos