Profile
Blog
Photos
Videos
Så er jeg tilbage. Det er længe siden igen. Ja jeg ved det. Men hvad har jeg så lavet siden sidst. Øhhmm. Jeg kan fortælle om min fødselsdag som blev holdt med manér hernede.
En af de bedre fødselsdage, takket være gode og initiavrige rejsekammerater. Jeg blev vækket af flokken med morgensang på værelset. Og selvom jeg nu er fyldt 29 år har jeg tilsyneladende stadig tendens til at rødme, når 6 mennesker står og synger fødselsdagssang for mig. Efterfølgende var der stort morgenbord og hjemmelavede boller. Godt arbejde! Og så var der gaverne. Adaptar til stik hernede, Praktisk og ønskværdigt. Så fik jeg sørme også en rigtig cowboyhat, ligesom jeg havde ønsket mig den. Og så en fin og smart lampe/ur, jeg dog endnu ikke har taget i brug. Det har jeg stadig til gode.
Senere fik jeg minsandten også en gave af vores udlejere, der havde opsnappet at det var min fødselsdag. En fin flaske "Flor de caña", god og dejlig rom er det.
Efter morgenbordet tog jeg på arbejde, men egentlig kun for at vise mit ansigt, snakke lidt med kollegerne, gå en tur over på universitetet og derefter vende hjemad igen, for at fejre videre. Her ventede en piñata. Som at slå katten af tønden, men i stedet en hest af papmaché og med bind for øjnene. Og så går der altså lidt en djævel i en.! Efter mange hug i luften, på væggen og et næsten smadret vindue, fik jeg hul på dyret og det fossede ud med slik og søde sager. Det var bare alletiders.
Om aftenen gik vi ud og spiste på et af vore stamsteder pullasos olé, hvor vi fik gode bøffer, øl og cocktails.
Alt i alt en rigtig dejlig fødseldag hernede i Nicaragua. NU har jeg så et år til at forberede mig på den fødseldag alle altid snakker om, men der er et helt år til endnu.
Udover min fødselsdag holdt jeg jo påskeferie rundt omkring i nicaragua. Planen var jo egentlig isla de ometepe, men da det efter 3 dage bare blev for kedeligt, rejste vi videre til rivas, san jorge, san juan del sur og derefter Granada, for så at tage vende snuden hjemad til estelí igen. En meget begivenhedsrig tur hvor jeg fik set mange nye steder. Desværre var der fuldt booket i san juan del sur, hvor det så kun blev til tre timer. Jeg oplevede blandt andet en kæmpe strandfest i San jorge. Det var mægtig skægt og i anledningen af påskeferien var der rigtig mange mennesker. Både børnefamilier og meget fulde mennesker. Heriblandt også fulde fædre med deres meget små børn. Pinligt, oprørende, men desværre meget normalt hernede! Men det var hyggeligt nok. Fik mig et par rom, som var ret så billige.
Nu arbejder jeg så bare igen. Det er stadig en udfordring. På mit arbejde er de( lederen) meget resultatorienterede. Det betyder at når jeg sidder og laver musik og hygger med ungerne, er det ikke målbart. Mine to andre kolleger har gang i kreative projekter som munder ud i bl.a. billeder og t-shirts med print. På den måde står jeg lidt med næsen i postkassen, når vore forskellige forventninger til arbejdet gøres op. Men jeg har forklaret min leder hvordan jeg ser tingene og jeg har ikke tænkt mig at skabe resultater for hans skyld, ligeledes ville jeg aldrig stå til fals for en sådan holdning i en dansk institution. Jeg må følge min egen overbevisning og gøre det jeg mener er hensigtsmæssigt for børnene og de unge. I det her tilfælde, samværet og glæden ved at spille, synge og lege med musikken.
I øvrigt havde jeg også en endagstur til miraflor, som er et meget flot område nord for estelí højt oppe i bjergene, men det var nærmest en gyserhistorie. Bussen gik ikke på de forventede tidspunkter, hvilket også er forventeligt! Hehe. Derudover gik den i stå 3 gange, hvor den sidste gang var for stedse. Så endte det med en 25 minutters travetur i bælgravende mørke under junglelignende forhold. Ikke videre behageligt når man lige forinden har fået at vide, at folk i bjergene ikke har meget tilovers for udlændinge og derfor kan finde på at gøre ikke videre behagelige ting. Men der skete ikke noget og efter 25 minutter var fincaen der. Altså gården som det hedder hvor overnatningen fandt sted. Men det var meget mærkeligt. Utrolig flot, men uhyggeligt kedeligt. Dagen derpå var der heldigvis et par, hvoraf manden arbejdede for regeringen, som skulle til estelí, og som havde en bil. Så der var lige en gratis tur hjem med noget bedre comfort. Det var nu dejligt nok. Men ellers ingen fornøjelse.
det var alt for nu.
chao chao
- comments


