Buenas...

Jeg har haft en dejlig dag idag, efter en hård men også fremragende weekend i León.

Jeg starter med León, byen hvor fugtigheden er noget man bliver nødt til at forholde sig til. Og byen med alle backpackerne. men bedst af alt, byen hvor det kun tager en halv time til solnedgang over stillehavet.

Vi ankom fredag eftermiddag, til vores hostel. Det var, hvordan skal jeg sige det, en oplevelse! Et toilet der ikke kan skylle ud og folk med menneskelige behov, er i situantionen en uheldig kombination. But I´ve tried worse :)

Efter en smule sure opstød oplevede vi byen, som byen ser ud i skæret fra gadelygterne. Og sikke en kontrast til Estelí. Der er faktisk folk på gaden efter kl.22, Både lokale og tjeles! Både kvinder og mænd... og hunde!

Vi spiste på en højtbeliggende restaurant, med et diskotek på etagen nedenunder. vi var 6 og vi drak øl, vi drak 2 flasker rom og nogle fik drinks og vi spiste igen. Og ved i hvad det kostede..? 2000 cordóbas! og i vil vel også gerne vide hvor meget det er. Under 500 kr og det var 6 mennesker der spiste, der drak, der spiste igen og drak endnu mere! Det er svært at vende sig til, men bare roilg, det skal jeg nok.

Om lørdagen tog vi tidligt afsted til stranden. Ved stillehavet! prøv det!

Vi badede, spiste, drak øl og cocktails, snakkede med mennesker. Og vi gjorde det hele dagen indtil solen glødede ned over de sidste skyer på stillehavets perfekte surferbølger. Wauw, sikke en dag. Bare rolig Leòn, vi kommer igen!

Vi tog en bus tilbage til byen om aftenen og spiste atter engang på Mirador, som restauranten hed. Igen blev det allerhelvedes billigt! Ja allerhelvedes billigt sagde jeg, for det er det virkelig.

Søndag morgen tog vi en tidlig bus hjem og selvom turen var alletiders, var det også en fornøjelse at komme "hjem" igen, hjem til Estelí. For Estelì er jo nu engang mit hjem, i hvert fald de næste 6 måneder. Og det er altså fedt nok.

Idag gjorde jeg og anders os selv en stor tjeneste. Vi valgte at forcere et af de nærliggende bjerge, med det formål at blive konger af en Nicaraguansk bjergtop. Det lykkedes og det var et sus. En times halvhård bjergtrekking og vi var der. Med udsigt over hele Estelì, med den knejsende "cathedrál" liggende i centrum af byen, for at markere religiøsitetens mærkbare tilstedeværelse.

Efterfølgende var jeg igen på skolebænken i 4 timer og jeg har aldrig snakket mere spansk end jeg gør nu. En uge mere og så er det ud i virkeligheden og hverdagen, hvis det da nogensinde bliver det, i et land så fremmed som dette.

Billeder fra dagens bjergvandring lægger jeg op herinde, men dagene i León er ude på facebook.

jeg har det godt, jeg er ved godt mod og jeg er edderspændt på at se hvad fremtiden bringer hernede i mellemamerika. Hernede i estelì, Nicaragua!

de kærligste knus

Mathias