Profile
Blog
Photos
Videos
Efter 3 dage i Salvadors krigsild, har vi søgt venligere og fredeligere territorie i form af den nordlige kystby Natal.
Salvador, som vi ankom til onsdag d. 5/2 og tog afsted fra lørdag d. 8/2, var både en flot og pressende fornøjelse.
På vores hostel boede vi så centralt som overhovedet muligt, i byendelen Pelourinho/Pelo, som er historisk centrum. I en radius af 1 km lå alle de store kirker: San Francisco, etc., og de berømte stræder: Terrerio de Jesus, Largo do Pelourinho, etc., hvor akrobater i stor stil udøvede kampsportsdansen Capoeira, som har sin oprindelse i Brasiliens slavetid, og hvor utallige talentfulde malere og kunstnere pynter gaden med streetart og malerier af den ene og den anden kunstform. Om aftenen kom de hjemløse børn på gaden, med musikprojektet Olodum, som bla. Madonna, Simon & The Garfunkel og MJ, har været i studiet med, og blæste gaderne fulde af trommerytme.
Masser af power og masser af dynamik dagen lang.
Hver medalje har dog sin bagside.
Aldrig har vi mødt så mange påkrævende, anmassende irriterende, kompromisløse møgunger, som tilfældet var i Salvador. Det kommer naturligvis af nød, men ikke desto mindre tog det lidt af glæden ved at befærdes i den ellers charmerende by. Allerede et par timer inde i første dag på gaden, blev vi røvet.
Tilfældet var dog mildt og vi ansede først alvoren, da han begyndte at snakke om sin store kniv.
Måltiderne blev nydt i det afrikanske køkken, som er i en kryderisk liga for sig, med fantastiske råvarer og originale opskrifter.
Første hele dag havde vi hurtigt fået set alt der kunne ses gratis, så vi tog en beslutning om, at gå mod en strand. Vi tog den famøse 500 år gamle elevator, Elvador Lacerda, ned til lavlandet og industri/havne kvarteret. Mange kilometers motorvej, gadekræmmeri og slum- og metaljungle lagde vi bag os før vi fandt en lille favelastrand, hvor byens narkobosser, ludere og andet skidtfolk lagde til. Hvad den manglede rent tropisk, gjorde den tilgengæld op med i ghettocharme med guldkæder, kække damer og en bragende ghettoblaster. Kun uendelige blikke ramte os, ingen skudsalve fra en vis Pablo Escobar, så vi kunne frit forlade stedet igen efter et par øl til ganen. Flere kilometer blev lagt bag os før vi ramte den endelige, målsatte strand. Denne var heller ikke nogen Lopes Mendes, men meget lokal.
Efter flere svømmere og øl, tog vi op og så blomsten af Brasiliens ungdom gøre sig i deres domæne, i en officiel (ikke at den virkede sådan) fodboldkamp.
Om aftenen, tilbage på vores hostel, mødte vi en tysk middelaldrene forretningskvinde der havde sagt f*** det hele og taget til Brasilien. Vi faldt i god jord sammen, tog ud og spiste, og bagefter på bar, hvor kunstnere, artister og altskindsfolk fra den kreativeklasse mødtes for at hylde hinanden og kritisere samfundet og dens borgerlige medlemmer.
Næste dag havde vi stadig set alt det store, så vi besluttede bare at gå modsat retning af forrige dag, mod en sø som Mark angiveligt havde set.
Kun ved hjælp af et kompas og en afrikansk dames misvisende koordinater drog vi afsted og fór selvfølgelig vild. Gennem lokale værkstedskvartere, kilometerlange motorveje, hotel- og turistområder, marker, shoppingcentre, markeder og tværs igennem en favela, kom vi, før vi ramte vor destination. Sårene blev slikket med en enkelt Cola i græsset og så måtte vi ellers tilbage for klokken var blevet mange.
Efter endnu et fremragende måltid, ramte vi samme bar som forrige dag og faldt hurtigt i snak med andre backpackers, hovedsageligt brasilianere og chilenere.
Alt for vildt blev det ikke, da næste dag stod i transportens tegn (igen i igen). Et sidste afgørende skridt før vores tre-trins vision om, at komme fra Rio til Natal, kunne blive fuldført.
Den sidste brasilianske bustur blev ikke en let en af slagsen, det kunne vi selvfølgelig have sagt os selv med vores held, men vi havde ikke desto mindre, efter rådførelse med buspersonale, klargjort en rejseplan der lød på 7 timer, fra formiddag til aften.
Istedet for 7 timer, sad vi i den fordømte bus i 23 timer, før vi kom til Natal. På vejen stødte vi ind i en demonstration/protest (vi beklager manglende baggrundsinformation), hvor talrige demonstranter havde sat ild til vejen og lagt træer til ydeligere forhindring, så de kunne få medieverdens opmærksomhed.
Fedt! - så kunne vi jo sidde der.
Flere timer efter, da TV-holdet endelig var kommet og havde lavet et interview med talsmanden og den hujende pøbel, kumme vi få lov at passere. I 13 timer sad vi da og kiggede ud af det mørke vindue, i bidende aircondition-kulde, efter et skilt med det favorable ord "Natal" på.
Frem kom vi jo, så vi skal nok tage sutten i munden igen.
I Natal var/er vi så priviligerede, at vi har fået gæsteværelser hos den kære verdensmand og familiefar, Christian Vendelbo. I hans palæ har vi slået flag og det den næste uge frem, i overdådig luksus og laid-backstil.
Natal betyder jul på portugisisk og i dominus domicil er hver dag da også som juleaften (nu har vi selvfølgelig kun været her en hel dag, og man ved aldrig om vi bliver smidt ud i morgen).
Byen er et typisk ferieparadis, 6 grader fra ækvator, hvilket betyder konstant sol (byen hedder da også Cidade Soleil: Solens by) og altid høje temperature (Ikke at vi har lidt de andre steder i Brasilien).
Det er den by i Brasilien med mindst kriminalitet og med Christians kære ansatte omkring os, så føler vi os da også som blommen i et æg.
Det må være alt for nu.
- comments
Jeanett Veirup Hej I 2 dejlige mennesker! Skønt indlæg! Vi nyder at følge jer og kan heldigvis først bagefter læse om de mindre gode oplevelser! Tak for snakken i dag og rigtig god tur til Peru! Knus fra skifolket i Italien
Birgitte Krøyer Jensen Kære Mathias Spænende læsning! Sidder og drømmer mig tilbage til tiden hvor vi var på de kanter....suk Glæd jer til Peru! En hilsen til ham der Usain Bolt Pas på jer Kærlige hilsner fra Birgitte og også fra ham den lange :-)