Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er vi igen i Rio og blogindlægget her, skulle egentlig være lagt ud for et par dage siden, men grundet ø-wifi, lod det sig ikke gøre. Altså er vi mange oplevelser rigere end dette blogindlæg dækker. I får dog det hele med næste gang i en extended version!
Når hvor kom vi fra... Vi ramte Parati efter en hård dag med busser og små uheld.
Derfor blev det besluttet, at næste dag, lørdag d. 25, skulle stå i afslapningens tegn og nyde de smukke lokale by- og natur omgivelser. I Brasilien kan sådan en dag kun finde sted på stranden, så der fandt vi hurtigt vej med vores amigo Tomas, som vi så senere tog afsked med, da han skulle videre i den vilde verden. Ren hygge, kulminerede i rå kajaktur tværs gennem øer og jungler, i det 30 graders tempererede atlanterhav. Aften blev brugt sammen med lokale og rejsende på det myldrende markedsstræde med coverband-live-musik og alt godt til børnene.
Næste dag kom det os for ørene, at på den anden side af et lille bjerg, bevogtet af vild og snarrådig natur, skulle der ligge en paradisstrand af den anden verden. Sådan en information giver man ikke to gange til et par livsnydere som os, og afsted drog vi.
Vi fandt hurtigt den såkaldte sti, som førte os op på en lille støvet og skummel landevej og senere op til en gammel kolonibefæstning, øde og bevogtet af antikke kanoner, halvvejs op af den ene bjergside. Efter en lille badetur fra en af de mange barske klippevægge, skulle den virkelige og endelige udfordring ramme os.
Vi troede vi fandt den rette sti, men efter et kvarters vandring og derefter vildfarelse i det sande ingenting, måtte vi erkende, at vi havde mistet vores sti og det rette spor.
Anført af viljestyrke og en smule arrogance, valgte vi at tage kampen op i bedste "man vs. nature" stil.
Gennem slam, linianer, krogede træer, ubarmhjertige klipper, op og ned af kamikazeskråninger, i kamp med øgler og edderkopper, kravlende eller på hug, jog vi gennem den menneskefjendeligejungle i 40 graders hede, som to gummitarzaner med klipklapper. Efter 2 timer, kunne vi til sidst svømme de sidste 100 m. til hvad der viste sig, at være blot en middelmådig strand.
Efter velfortjente forfriskninger returnerede vi to sårede krigere, af en irriterende kun kvarters lang sti, hjem, lige til døren.
Aften blev brugt på is, hygge og små gåture, før vi ville knalde brædder på vores hostel.
Så let blev det dog ikke. En stjernefuld, ca. 50-årig, portugisisk dame, havde åbenbart fået seng på vores værelse, til at sove nattens gerninger ud. Søvn blev det dog ikke til, for nogle af os tre, da hun med hyppige mellemrum udbrudte i latter, portugisiske gloser og vilde fagter, alt i mens hun nøgen vandrede frem og tilbage i mørket, smadrede vores toilet og gjorde vores bagage til et dansegulv.
Hylende morsomt, men tarveligt, for næste dag skulle vi mod Ilha Grande og det blev igen med masser af transportudfordringer. Først brændte vores fyldte, femtenpersoners-taxibus sammen, på motorvejen. Efter en 30 minutters venten i heden, kom endelig en ny taxibus, men denne havde kun plads til 11 personer. Derfor måtte jeg, Mathias, og 2 hollandske fyre få et lift, efter de andre, af en brasiliansk madamme i hendes personbil. Uheldet stoppede ikke der. Vi brændte ikke sammen en gang, heller ikke to, men tre gange på den 2 timers lange tur mod færgen. I mål kom vi dog, og efter 20 minutter med det der viste sig, at være en speedbåd, ankom vi til gudeøen Ilha Grande. Et paradis for surfere, trekkingentusiaster og livsnydere.
Ilha Grande er cirka lige så stor som Bornholm og ejer kun én enkelt by, som er center for restauranter, caféer, proviant og hotels. De sidste 19/20 dele er vild, dyrerig natur og strande jeg end ikke tør være bekendt, at sætte ord på.
Efter vi ankom, fik vi booket os ind på et hostel, spist fantastisk, lækker mad og sidst festet med brasilianere og backpackere fra verden rundt. Tiden skal bare bruges på, at trekke, bade, sole, sejle og alt det andet gode som det almene Ilha Grande hverdagsliv kan mønstre.
Torsdag tager vi på ny mod Rio de Janeiro og mere nordlige eventyre. Det til sin tid, for her lever vi bare i nu'et
- comments