2 dage tilbage - og det med ambivalente foelelser. Jeg glaeder mig til at rejse videre med Mie i de naeste 3,5 uge, hvor turen gaar mod Delhi, Varanasi, dernaest sydpaa til Hampi, Goa og Kerela. Det bliver fedt at opleve andre dele af Indien - paa egen haand og med nogle gode erfaringer i bagagen.
Men det bliver svaert at forlade Shiv. Jeg nyder virkelig at vaere en del af hverdagen og samfundet her, og her er saa mange tanker og levemaader der fascinerer mig. I den sidste halvanden uge har jeg vaeret paa community-visit: paa besoeg hos forskellige familier i omraadet for at snakke, informere - og drikke chai. Folk er altid venlige og lytter samt stiller spoegsmaal tilbage, og besoegene har ogsaa sat saa mange tanker igang hos mig selv, saa de er ogsaa meget laererige for mig.
Idag koerte vi mod Gunga, og da jeg saa ud over oerkenen, saa jeg et syn som ofte moeder mig, men alligevel altid fascinerer mig. I horisonten kom en farverig kvinde gaaende, paa hovedet baaerende paa en stor skaal med grene. Bag hende fulgte 5 geder, og ved hendes side gik to drenge, begge baerende paa tunge sager ogsaa. Da jeg i farten kiggede naermere efter, gik det op for mig at det var mine to yndlingselever, broedrene Sadul og Saru. Jeg vinkede ivrigt fra bussen, og fik straks et ivrigt vink tilbage ude fra den gloendende oerken. Altsaa, min hverdag her er bare fyldt med saa mange smaa glaedesstunder! Og boernene er ogsaa en stor grund til at det bliver svaert at forlede dette sted...
Men nu vil jeg nyde mine to sidste dage, og saa glaeder jeg mig egentlig vildt meget til at komme vaek fra 46 graders varme. Puha, jeg glaeder mig saadan til at fryse igen.