Saa er vi i fuld gang med arbejdet! Og det har vaeret en haard og kaotisk start. Mie, Johanne og jeg arbejder om formiddagen paa en skole i nabobyen, Gunga, hvor vi underviser 1. og 2. klasses niveau. Men der er nogle fra 4. og 6. iblandt, og nogle af eleverne medbringer ogsaa mindre soeskende - saa egentlig er det alle aldre fra 3-11 aar. Vi har delt klassen op i tre efter kunnen - ca. 12 elever hver, - og jeg underviser de daarligste, hvilket godt kan virke opgivende, eftersom det handler om at laere dem alfabet, farver, former mm. Men saa ligger udfordringen i at finde sjove oevelser, hvorpaa de lettere laerer det. Og der er nogle soede boern iblandt, men hvor er der ogsaa bare nogle moegunger. Foerste dag var de virkelig paa banen, men i takt med at man laerer deres navne at kende og saetter dem paa plads adskillige gange, ser det ud til at blive overskueligt at undervise. Indtil videre har Mie og Johanne undervist i hver sin ende af et klasselokale, mens jeg har undervist udenfor, og derfor ogsaa er blevet forstyrret meget af alle skolens andre nysgerrige elever, der enten tager del i undervisningen eller staar paa sidelinjen og siger mit navn. De er skide irreterende. Om morgenen, naar vi moeder, skal vi vente paa at en af laereren kommer og laaser op til skolegaarden. I ventetiden staar vi udenfor skole, omringet af smaa og store elever i skoleuniform, som alle er ved at tabe kaeben mens de stirrer, eller er helt pjattede og oppe at koere. Og vi er lige spaendende hver gang. Naar der saa bliver laast op til skolegaarden, er der morgenboen for eleverne. Denne foregaar ved at de staar paa lige raekker, og der bliver givet ordre til at staa ret, som var de smaa soldater, for derefter at blive beordret til meditationsstilling og bede i tilhed. Undervejs staar forskellige elever for morgenboen-sang, hvorefter resten gentager. Det er lidt svaert at forklare det hele, men det er en flot oplevelse hver morgen i skolegaardens foerste solstraaler. Forresten har vi en projekt-executer med til at hjaelpe og oversaette, og det fungerer bare super. At der er brug for os paa skolen, skyldes i oevrigt at laererne paa skolen ikke rigtig kan tale engelsk, og derfor ikke kan laere fra sig. Det er dejligt at vi er tre, saa vi kan koncentrere os mere om hver enkelt elev, og dermed laere dem med andre metoder end den udenadslaere der dyrkes i undervisningen hernede. Vi har helt andre metoder at laere fra os paa, og vores maader at faa stilhed og elevernes opmaerksomhed, er ogsaa helt anderledes; de indiske laerere giver hellere end gerne et slag i baghovedet, og idag, da jeg underviste ved tavlen, kom en laerer for at tjekke at alt var vel i min gruppen, og jeg kunne hoere at han lige gav et par dunk i ryggen paa nogle, men undlod at vende mig om. Lige nu er det hele nyt, og jeg er ikke kommet for at rette paa deres metoder, men forhaabentlig laere fra mig af mine egne. De store boern retter ogsaa de mindre med slag, men det stopper jeg dem i hver gang.
Om eftermiddagen underviser vi, som sagt, alle fem paa en pigeskole. Her er det 6.-7. klasse, og vi har igen opdelt i tre grupper, hvor Mie og jeg underviser den middelgode gruppe sammen. Det fungerer helt fint, og det er dejligt ogsaa at have nogle der forstaar noget, selvom deres engelsk er i bund. Her er ogsaa nogle ballademagere, som vi boevler lidt med, men begge steder er alle selvfoelgelig soede, selvom jeg fra nu af foretraekker generte boern; dem er der ikke saa meget boevl med.
Men i og med at jeg baade har job morgen og eftermiddag, har jeg vildt travlt i loebet af dagen; staa op, spise morgenmad, afsted til skolen i Gunga, hjem til frokost paa campen (der er forresten en camp-bus, der koerer os alle til og fra arbejde), tilbage til Gunga-pigeskole, hjem til campen klokken 5, samtale med projekt-executer, aftensmad, forberedelser til naeste dags undervisning, sove. Dog haaber jeg at forberedelserne bliver kortere og kortere, eftersom jeg skal have lavet meget undervisnings-materiale her fra start, som jeg forsat kan bruge.
Saa selvom folk siger at vi kommer til at kede os herude i oerkenen, tror jeg at der bliver nok at se til. Og som skrevet tidligere, elsker jeg Shiv (2000 indbyggere, 55 km. fra naermeste by - ad lige oerken-landevej). Den er saa livlig, og her er endnu flere dyr i gadebilledet end Goa; i Goa stoedte man paa koer, grise og hunde paa gaden- her er det disse, samt faar, geder, paafugle, aesler og kameler der faar de store lastbiler til at koere i zigzag paa landevejen. Eftersom vi er taet paa graensen til Pakistan, koerer der ogsaa konstant militaerlastbiler, da jan, feb og marts er traeningsmaaneder. Det giver en lidt alvorlig stemning, naar en lang raekke af dem koerer forbi, men her er ingen fare, og ingen veje foerer hertil fra graensen. I morges vaagnede vi ogsaa af et brag fra oevelserne. En anden forstyrrende - men sjov - lyd, er fra landevejen, som vi bor op til. Indisk trafik er kaotisk og dyttende - og her omkring lyder hornene ikke kun som ''dyt'', men som en hel melodi, hver gang man dytter. Ergo lever vi i en konstant musik fra vejens forskellige toner.
Vejret her er utrolig toert, og jeg er bange for at toerre ud inden opholdet ender. Men her er dejligt i dagstimerne, naar solen er fremme. Om natten har der dog vaeret pisse koldt, og jeg sover med sokker, bukser og bluser for at holde varmen i vores lille lerhytte. Men der bliver stille varmere og varmere, og naar vi skal forlade Shiv, lukker campen fordi der til den tid er for varmt at vaere her.
Nu vil jeg gaa i seng efter en haard dag. Jeg er spaendt paa endnu en dag imorgen, og glaeder mig!