Saa har heden overtaget oerkenbyen Shiv. Efter en uges miniferie kom vi ’’hjem’’ til en ulidelig varme paa campen. Pt. er der op til de 45 grader, og indtil vi tager videre i midt april, bliver det kun vaerre.
Vores lille ferie gik til Delhi, Agra og Jaipur, hvor vi saa Taj Mahal, forts og bare noed fridagene og den vestlige mad der var tilgaengelig i storbyerne. Det var noget af et kulturchok at komme til mere moderne byer efter vores nu 7 uger i oerkenen, og engelsktalende indere, piger i cowboy-bukser og kaerestepar der viste deres kaerlighed paa aaben gade, var nogle af de uvante syn, der moedte os. Her i Shiv er vi vant til kommunikationsproblemer, tilklaedte kvinder fra top til taa, og ingen naerkontakt mellem mand og kvinde – hvilke ogsaa foerst danner par efter aegteskab. Og det er bare blevet en del af vores liv nu, hvor vi ogsaa selv gaar i ’’salva kamise’’, som baade daekker skuldre og knae, samt et tilhoerende toerklade om halsen, hvilket udstraaler en vis respekt for sig selv som kvinde. Det var ogsaa underligt at opmaerksomheden omkring os ikke var saa stor som vi er blevet vant til, da de er mere vant til turister i de stoerre byer. Her omkring er vi altid centrum, hvorend vi gaar, og man vaenner sig til at der altid er mindst et saet oejne rettet mod en – og uden haemninger, nogle kan staa og stirre i timevis. Og hvis man foerst falder i snak med en lokal, kan man taelle til ti, se sig omkring, og pludselig vaere omringet af en tyve stykker, der forsoeger at deltage i samtalen. Sladderfunktionen er ogsaa altid helt i top – hvad end man fortaeller til en person i bus, tog eller paa gaden, ved de resterende passagerer/omkringstaaende folk i loeet af nul komma fem. Men det er fint nok, for saa er man da fri for at fortaelle det flere gange. Og det er selvfoelgelig ogsaa rigtig hyggeligt med folks interresse, da man ofte faar sig nogle interressante samtaler med mange forskellige slags mennesker. Vi var endda saa heldige at falde i snak med en Mr. d*** *** i toget mod Delhi, hvilket jo medfoerte et godt grin. I det hele taget er vi blevet godt oerkenkulrede, og faar det sjoveste ud af alting her hvor der egentlig ikke sker noget som helst. Vi har i oevrigt ogsaa vaennet os til at et ”yes yes” fra en inder ikke taeller for noget, ligesom ’’inder-nikket’’ (fra side til side), ogsaa er saa godt som intet svar at faa. Vi er ovenikoebet selv begyndt at bruge samme metoder som respons. Vi har ogsaa vaennet os til at tage en ting af gangen – ingen fortaeller hvad der skal ske next, saa man maa bare acceptere uvidenheden og ’’go with the flow’’. I det hele taget gaar alting bare langsomt her, og der er egentlig en rimelig doven stemning i byen, hvor maendene bare sidder og daser den i skyggen – men det er alligevel paa saadaan en livlig maade, fordi der altid er gang i snakken og boernene loeber ind og ud mellem dem – sammen med alverdens. Det er et meget traditionspraeget samfund langt vaek fra civilisationen, og derfor var det ogsaa ironisk, da der forleden blev fejret hinduistisk nytaar – aar 2067! Det matchede ikke lige den primitive levevis der dyrkes her.
Et barns alder er ikke noget der holdes styr paa i familierne, men en generel regel er at den dag barnet taber sin foerste tand, fylder ’’det’’ 7 aar – saa forleden skulle en af Anne-Sofies elever pludselig aendre den laerte saetning ’’I am 6 years old’’ til ’’7’’. Det er meget primitive og smalsynede opfattelser man ofte moeder, men det er ogsaa charmerende at opleve denne form for levevis. Da vi forleden morgen kom ud til skolen i nabobyen, kom hele landsbyens maend imod os, baerende paa en gaze-indsvoebt mand, der var blevet koert ned. Da de kom naermere, kunne vi hoere en syngende graad, og de fungerede alle som et stort graedekor. For os virker det maerkeligt med en paataget graad, men det var deres maade at vise deres respekt paa – selvom nogle ogsaa maa have graedt oprigtigt. Kvinderne er ikke en del af begravelsen, og soerger derfor hjemme. Her bliver altsaa dyrket mange ritualer, som for laengst er blevet udskiftet i moderne byer.
Paa skolen oplever vi hele tiden laerernes metoder, som ligger saa langt fra vores egne. Et lille dask er dagligdag, men engang imellem faar eleverne en vaerre omgang efter morgenboennen pga. beskidte negle, manglende skoleuniform mm. Forleden blev de delt op i to, og halvdelen fik saa voldsomme slag af rektor, at jeg maatte se vaek (Dog snakker vi stadig kun slag, ikke bank). Bagefter fik vi fortalt at det var de boern der har en uregelmaessig skolegang, og selvom man taenker ’at det er en forfaerdelig metode, moedte usaedvanligt mange boern op naeste dag. Og jeg er egentlig ret glad for at de goer noget for at faa boernene til at komme, for det er let for dem at blive vaek, og deres foraelre bruger dem gerne til hjaelp i hjemmet. Og denne metode hjalp, saa lidt godt kom der ud af en forfaerdelig handling. Og som tidligere skrevet, bliver man mere og mere hardcore angaaende forfaerdeligheder hernede. Faktisk er mit problem paa denne skole ogsaa at jeg har de daarligste elever, hvilke er de mest dovne og dem med mest uregelmaessig skolegang. Og det er et kaempe problem, da det derfor er svaert at laere dem flere forskellige ting, naar man har forskellige elever hver gang. Saa jeg oensker inderligt en mere regelmaessig skolegang for dem alle. Mern ikke misforstaa mig – denne haarde metode er ikke en af de ting jeg tidligere brugte ordet ’’charmerende’’ om.
Forresten – hver gang man moeder fremmede boern paa gaden, fyrer de altid deres faa engelske gloser af, og ’’what is your name?’’ faar man altid med paa vejen, selvom det er de faerreste af dem der ved hvilket svar de skal forvente.
Her paa campen er alt stadig vel, selvom der bliver faerre og faerre ting at give sig til, eftersom der bliver varmere og varmere. Man vandrer ofte bare rundt fra kontoret til dinninghall til faellesrum til sin hytte. I hytten er vi saa heldige at have et vestligt toilet, men naar det er tid til bad, er det med den primitive ’’spand og kop’’-metode. Vi staar selvfoelgelig selv for at vaske toej, saa jeg er blev rigtig god til at vaske toej i haanden (hvad siger du saa, far?) Og det luksuioese i den sammenhaeng, er at toejet toerrer i loebet af nul komma fem paa toerresnor i solen. Vi har i hytten besoeg af baade myg, firben og fugle, der alle finder vej gennem straataget, men en af de andre voluntoerer har vaeret saa heldig at dele seng med en oerkenrotte, der elegant kravlede over hendes ansigt, saa det ene ben landte i munden paa hende, og paa den maade vaekkede hende op. Og Line, en af mine rejsekammerater, traadte forleden i en halvmeter lang slange, der viklede sig rundt om hendes fod, foer den flygtede. Virkelig ulaekkert, men lidt sjovt, eftersom der ikke skete noget. Og hvis der var sket noget, ligger der et hospital lige bag campen, saa der er ingen grund til bekymring.
Nu er der kun 4 uger tilbage af vores voluntoer-ophold, og derefter skal vi opleve Indien paa egen haand. Det glaeder jeg mig selvfoelgelig vildt meget til, men 4 uger gaar saa hurtigt her, hvor man oplever hver dag, og det er soergeligt at vi ’snart’ skal forlade Shiv – for altid. Forlade baade alle de skoenne boern, hvis fremtid man ikke faar lov at foelge med i, men ogsaa forlade de ansatte paa campen, som alle er ’lokale’ og mange jaevnaldrende med os. De er en stor del af vores nuvaerende liv, og det er maerkeligt at man skal forlade alt hvad det indebaerer – men heldigvis er vi fem til at bringe alle minderne med hjem samt have dem sammen for altid.