Jeg ved godt at bloggene er fuld af stavefejl, men jeg orker aldrig at laese dem igennem.
Men alt er stadig vel her i oerkenen, hvor trafikken snegler sig afsted mellem dyrerne, og maendene sidder i vejkanten og skider. Her begynder lige saa stille at blive varmere og varmere om dagen, og jeg frygter virkelig en uudholdelig varm hverdag om bare en maaned.
Lige nu sidder jeg med hovedet fuld af pink pulver - farvefestivalen er sat igang her i oerkenen, og baade paa morgen- og eftermiddagsjobbet, benyttede boernene muligheden for at overkaste mig med farver. Her til morgen, da Johanne og jeg overvaerede morgenboen paa skolen, bedte laererne os ioevrigt om at synge en sang - vi stod overfor alle skolens elever og sang. Det var virkelig en maerkelig - men meget sjov - oplevelse. Vi kommer serioest ud for de underligste situationer hernede, og vi faar os virkelig nogle gode grin.
I morgentimerne er alt stadig kaotisk, forid man aldrig ved hvor mange der dukker op i ens gruppe, og hvis det er mange, er det saa svaert at faa ro. Jeg har en pige fra 6. klasse, som er 'mentalt skadet' (ingen har endnu formaaet at forklare mig det helt), og hun forstyrrer konstant, opfoerer sig som en baby og er virkelig en udfordring. Hun burde vaere paa en special skole, men det koster penge, saa det er desvaerre ikke saa enkelt. Siden sidst har vi vaeret paa community-visits i Gunga, hvor skolen ligger, og vi besoegte familierne til hhv. de svageste/dem der aldrig kommer samt de bedste - begge dele for at motivere til skolegang og hjemmearbejde. Igen havde vi vores excecutive med, som vi snakkede igennem. Dog var det en lidt maerkelig oplevelse, da hele landsbyen naermest fulgte os fra hus til hus - vi er aabentbart en begivenhed, lige meget hvad vi laver..
I sidste weekend var vi i Jaisalmer, hvor vi var paa kamelsafari og sov under aaben himmel paa et tag. I weekenden inden var vi i Jodphur (vi har jo weekenderne fri til at goere hvad vi vil), hvor vi boede paa et guesthouse ejet af en kvinde ved navn Nisha. Hun skulle til hendes faetters hindibryllup loerdag aften - og indtil tirsdag, for saadanne bryllupper tager mange dage - og inviterede os med. Anne-Sofie og jeg takkede ja, og loerdag brugte vi paa intensiv shopping ind og ud af rickshaw med hende som hjaelper, for at finde det rette udstyr til et bryllup. Loerdag aften tog vi adsted, og ankom sent til en stor bygning fuld af mennesker og sang. Der var en lang gang med doere ind til en masse vaerelser der bestod af en stor seng. Saa vi 'tjekkede ind' paa et af disse med hele hendes familie; mand, boern, soeskende, svigersoeskende, nevoer og niecer - what a circus! Efter at have sovet taet om natten, vaagnede vi klokken seks naeste morgen op til sang fra gangen, hvor kvinderne igen var igang. Hele dagen gik saa med at udfoere forskellige 'functions', som er en del af et hindi-bryllup. Anne-Sofie og jeg trak foest i Saari for, sammen med de andre kvinder (40-50 stk.) at gaa i optog ned gennem byen, mens et orkester foerte an. Vi overvaerede ogsaa da gommen fik gaver fra brudens familie - unfair tration -, da han blev velsignet af kvinderne, nogle situationer jeg ikke helt forstod samt dagens mange kaempebuffeter. Om aftenen blev vi koert til et nyt sted, hvor 1000 mennesker var inviterede. Her moedte vi for foerste gang bruden, og manglede os ellers bare med folket, mens vi tog for os af buffeten. Da vi sent om aftenen koerte hjemad, var det helt soergeligt. Det havde vaeret en vildt udmattende dag, men vi havde oplevet saa meget og laert saa mange mennesker at kende. Alle var saa soede og imoedekommende, og her fik vi tid til at laere folk at kende paa lige fod, for de vaennede sig hurtigt til vi var der, og vi var som en del af dem. Saa vi forlod naermest vores nye familie, da vi koerte hjemad. Selvom det nok lyder plat at laese nu..