I dag skulle der siges farvel til en af de australske fysioterapeutstuderende som havde boet på samme etage som os i 3 uger. 3 nye tasmanske sygeplejerskestuderende valgte at joine os - og så måtte jeg jo lære dem "Vodka for sjov"J Beccas ven, Shauwn dukkede også op og så var flokken oppe på 6. Vodkaen slog hurtig til lad mig bare sige at vores togtur ind til Sydney var noget højlydt. Morskaben bredte sig ikke kun til os, men også til de andre passagerer. Der blev sunget og danset - endda blev det foreslået at en mandlig passager at jeg skulle forsøge mig som sanger J Sangeriet fortsatte gennem Sydneys gader til morskab og garanteret irritation fra alle omkring os. Jeg vil spare jer for en masse kedelig snak om hvor meget jeg fik at drikke på vores nye stambar, men i stedet hoppe direkte til hjemturen. Klokken var blevet mange og fra Sydney holder togene pause fra kl. 1 til kl. 5 og i stedet er der busser der ikke kører særligt regelmæssigt! Det var kun mig og Becca der havde holdt ud, og fik os bevæget ned til bussen, som ikke ville kører før om en time. Her havde vi fået en lille tilhænger i form at et mandligt bekendtskab. Vi beslutter så alle 3 at gå ned på KFC for at spise indtil bussen ville komme. Let me say, Marianne havde totalt fråderen på; der blev købt en burger med pommes frites, og 6 piece chicken med barbecue sovs. Efter at have fortæret dette, bevægede vi os igen må bussen. Ved ikke hvor den lige var gået galt, men bussen ville i hvert fald ikke komme i lang tid. Vores nye ven tilbød os da at vi kunne sove på sofaen, da han boede lige rundt om hjørnet. Becca og jeg talte lidt om det, men besluttede at tage imod tilbuddet. Vores kære ven løj dog - det føltes mindst som 2 km! Vi fik anbragt os i en kæmpe sofa i den pæneste lejlighed jeg længe har set. Lørdag morgen var vi på vej ud af døren kl. 7:30 uden at vække vores nye ven J Men det skulle vi måske ikke have gjort. Vi komme ind i elevatoren, men der sker ikke noget, lige meget hvor mange gange vi trykker på knappen. Vi kan ikke engang få elevatoren til at åbne! Vi ved ikke om vi skal grine eller græde! Vi kæmpede imod at gå i panik, men efter 10min var det svært at se det sjove i det længere. Men heldigvis begynder elevatoren - at køre opad! Ind træder en midaldrende mand på vej på arbejde. Det viser sig så at man ikke kan få elevatoren til at køre med mindre man har et kort, som kun dem der bor i bygningen har. Dér kunne vi ellers have været fanget i lang tid! Da vi kommer ned til fordøren, tager det os så 5 min at fatter at døren kun kan åbne ved at trykke på, hvad der ligner en lysknap. Man kunne dog ikke andet end at være glad da man kom ud på Sydneys gader, da solen allerede skinnede fra en skyfri himmel J