Profile
Blog
Photos
Videos
Uge 3Hej i DanmarkVi har nu været i Tanga i lidt over en uge. Vi er startet på vores arbejde, og er langsomt ved at vænne os til det hele.Mandag havde vi besøg af Tone og Kirsten, to af vores veninder, som vi mødte i Helsingør og senere på Zanzibar. De bor i en bjergby små 3 timers kørsel fra Tanga, og var kommet til Tanga for at købe cykler. Mandag eftermiddag tilbragte vi ved stranden, og derefter tog vi hjem til David og Annett. Pigerne havde fået lov at overnatte hos os, så vi havde en hyggelig aften.Tirsdag var vores første arbejdsdag. Sine og jeg cyklede mod skolen efter morgenmad. Vi skal som sagt være på "New Hope Nursery School", som er en skole/børnehave for de helt små børn. Vi har delt os i to. Jeg, Maria, er hjælper i en klasse med børn i på 4-6 år. Sine er hjælper hos de mindste fra 2-4 år. Senere hen regner vi med at bytte om, så vi får begge ting prøvet.I min klasse lærer børnene om alfabetet, tallene, dyrene, figurere osv. - selvfølgelig alt på engelsk. Jeg har både undervist og set på mens klasselæreren gør det. Jeg har undervist i alfabetet, hvor jeg sagde et bogstav og så skulle børnene skrive bogstavet på deres lille tavle. Nogle havde ingen problemer med det, mens andre gik fuldstændig i stå når det indebar mere end at sætte en streg. Modsat klasselæreren, der mener dem der ikke kan finde ud af det er uhøflige, gik jeg rundt og satte mig ved dem og hjalp dem - nogle har jo bare nemmere ved det end andre. Hver morgen har jeg børnene selv et stykke tid, hvilket i starten var ret kaotisk, da børnene lige skulle prøve mig af. Men i fredags var de overraskende søde, så måske er de omsider ved at finde ud af at jeg er god nok!? Sine underviser de helt små. Det er et mix mellem leg og læring. Hun lærer dem bl.a. tallene fra 1-5 og de første bogstaver i alfabetet. De synger også mange engelske sange, hvor Sine tit kan høre at det er meget indøvet, og tit bliver der sunget så hurtigt at ordene ikke bliver udtalt korrekt, så det bliver der selvfølgelig lavet om på når Sine underviser!;) Børnene på skolen har skoleuniform på, hvilket er sødt. Om morgenen kommer de og giver os hånden og siger: "Good morning madame". Vi bliver begge kaldt madame af vores elever og også af de andre lærere. Hver dag sidder vi og skriver deres "homework" ind i kladdehæfter, da skolen ikke har bøger som i danske skoler. I weekenden har jeg fået en masse hæfter med hjem, så jeg kan skrive lektier ind til dem. Tirsdag, onsdag og torsdag var vi på skolen fra ca. 8-12.30. Herefter er vi cyklet hjem til frokost, og har brugt eftermiddagene på at læse, være på marked og på internetcafé osv. Fredag slutter undervisningen kl. 11.30, da en del af vores elever er muslimer, og derfor skal hjem til fredags bøn. Vi brugte resten af dagen ved stranden. Stranden er selvfølgelig ingenting i forhold til Zanzibar, men den er okay. Vi har fundet et sted ved en yacht klub, hvor man kan ligge i nogenlunde i fred. Men selvfølgelig er der altid nogle lokale der kommer forbi, og råber "I love you", men det hører jo med. Vores daglige cykling er hver dag en halvfarlig beskæftigelse. For det første cykler vi i venstre side af vejen, det tog lige lidt tid at vende sig til. For det andet er der rigtig mange cykler i Tanga (byen er kendt for det enorme antal cykler). Disse cyklister cykler som det passer dem, og i et meget, meget, meget langsomt tempo (alt i Afrika skal åbenbart gå langsomt J). Sine og jeg overhaler gang på gang uden problemer. For det tredje dytter bilerne enormt meget hernede - og af alt! Man bliver derfor ofte lidt forvirret når der bliver dyttet, for man ved aldrig om det er fordi man skal rykke længere ind mod kanten eller om det bare er for at dytte. Den fjerde ting ved trafikken er, at det er cyklisterne der skal tage hensyn til bilerne, og ikke omvendt. Så i rundkørslerne er det os, cyklisterne, der skal holde tilbage for bilerne. Det har skabt nogle lidt vanvittige situationer, da man konstant skal være meget opmærksom. Men efter en uge på cykel er vi faktisk ved at blive ret gode til at følge "reglerne" hernede, og vi nyder den enorme frihed det er at have en cykel.Weekenden blev brugt på at læse, vaske tøj (i hånden), spille kort og endnu en tur til stranden, hvilket resulterede i en lidt øm hud hos os begge. Solen hernede er overhovedet ikke til at spøge med!;)Kærlig hilsen Madam Sine & Madam Maria P.S. Som altid er i mere end velkommen til at skrive nogle mails til os, da vi meget gerne vil vide hvad der foregår i det kolde nord.
- comments