Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi ankom til Cochabamba, blev vi mødt af en dejlig varme, som vi ikke havde mødt siden Cuba. Det var helt nyt for os at trække i shorts og toppe, da vi i regnskoven stadig måtte have lange bukser og trøjer på pga. myggene. Vi tilbragte et par dage i byen med at komme os efter den vilde cykeltur og de mange andre oplevelser, som vi havde med i bagagen. Derudover var det også her, at vi kunne få booket turen til de næste oplevelser. Det viste sig ikke at være så let, som vi havde troet. Vi kunne godt mærke, at vi var kommet væk fra storbyen, der havde mere fokus på turisterne og turistkontorerne samt forhandlerne af ture var ikke sådan lige til at finde. Efter megen søgen fandt vi endelig et sted, hvor vi kunne booke turen til nationalparken Toro Toro. Udover at finde et salgssted gik vi også rundt og beundrede byen. Cochabamba er en storby, men virker som en mindre by med flot arkitektur og grønne områder. I Cochabamba er også verdens største Kristus figur på toppen af et af de mange bjerge, der omgiver byen. Figuren er omkring 40 cm. højere end den berømte figur fra Rio de Janeiro, så selvfølgelig skulle vi op at beundre ham og ikke mindst den slående udsigt fra bjergets top.
Vejblokader er ret almindeligt i landene i Sydamerika og selvom vi har været meget forskånet for dem, så ramte de os den morgen, hvor vi skulle af sted til dinosaurparken og vores chauffør var derfor noget forsinket. Han var opvokset i Californien med en cubansk mor og en boliviansk far, men var flyttet til Bolivia et par år forinden, så heller ikke han forstod, hvorfor det var nødvendigt med vejblokaderne. Han fik os igennem byen og vi fortsatte vores rejse mod nationalparken. Asfalterede veje er ikke en selvfølge i disse lande og dette fik vi at se på vores tur. Der var 4 timers kørsel ud til parken og 3 af dem foregik på stenede grusveje op og ned af bjerge samt ud og ind af sving. Det var en bumlet køretur, men den fantastiske natur, som jeg endnu ikke havde set et sted i Sydamerika, fik mig til at glemme vejens kondition og blot kigge fascineret ud af ruderne. Bjergformationer, farverne tog pusten væk fra mig og fik mig til at glemme tid og sted, indtil 10 min. før vores ankomst til Toro Toro, hvor vi måtte stoppe pga. et fladt dæk, der skulle skiftes. Da vi langt om længe ankom til byen, kørte vi igennem denne lille landsby og ud til hotellet "El Molino", hvor vi skulle overnatte. Et STORT hus, der var indrettet meget amerikansk, med store lædermøbler foran den åbne kamin og store dobbeltsenge på værelserne. Vi var virkelig kommet til en luksus, som vi ikke endnu har oplevet på vores tur.
Efter en god nattesøvn skulle vi ud at opleve, hvad nationalparken havde at tilbyde. Det var fascinerende at stå og gå ved siden af de små og store dinosaur fodspor, der spredte sig over de store klipper, der var blevet afsløret efter mange millioner år. Det var surrealistisk at sidde i de store dinosaurspor fra en brontosaurus eller de store dinosaurer med tre klør. Helt ufatteligt, at vi efter så mange millioner år får disse spor at se pga. jorden størknede efter deres færd og herefter gemt indtil nu.
Udover de fascinerende fodspor bød denne tur også på den mest krævende oplevelse, jeg nogensinde har prøvet. I Colca Canyon kæmpede jeg med min fysik og min vilje til at gennemgøre trekket. Her i Toro Toro mødte jeg den største drypstens hule " Gruta de Umajalanta" i Bolivia, som vi egentlig ikke ville se, men guiden mente, at det ville være en stor oplevelse, så vi sagde ja alligevel og hvilken oplevelse. Vi kæmpede os over og under store kampesten inden vi overhovedet kom ind i hulen og inde i hulen skulle vi have vores pandelamper tændte for overhovedet at se 10 cm frem. Men hjelme og pandelamper begik vi os med vores guide Emilio ind i grotten. Vi kæmpede os over og under klipperne, hvor loftet var lige over os og vi kravlede igennem små passager, hvor vi skulle mave os frem, da loftet blot var 50 cm eller mindre over os. På et tidspunkt forsvandt vores guide igennem den mindste passage, vi endnu havde set og han havde lidt problemer, så jeg var sikker på, at her stoppede turen for mit vedkommende, men da Lonni kom igennem, kunne jeg også. Med hovedet og hjelmen først kantede jeg mig igennem denne 20-30 cm brede passage, hvor jeg virkelig kæmpede med mine klaustrofobiske tanker. Med bankede hjerte kom jeg igennem og resten af turen, foregik med at rappelle op og ned ad klippesider, twiste og dreje mig omkring hjørner. De mange drypsten var i forskellige højder og bredder, men i starten af hulen var de meget små, da lokale turister inden parken blev til nationalpark, skar de mange drypsten ned og tog dem med hjem, som souvenirs. Så det var først, da vi nåede et stykke ind i hulen, at vi kunne se de rigtig fascinerende drypsten, der bl.a. var formet som en ubåd. Da vi endelig kom ud af grotten, stod sveden fra panden og smilene var store. Der blev givet "high five" og vi var lettede over at have overlevet denne ekstreme situation. Det gjorde også gåturen tilbage til bilen lidt lettere. Jeg sov rigtig godt den nat.
Området byder også på dybe dale og flotte vandfald. Næste dag var vi på trekking til "El Vergel", som er en flot oase dybt nede i dalen med flotte vandfald og en naturlig pool. Efter at have beundret den flotte canyon de Toro Toro gik vi de 700 trin ned og igen kravlede under og over kampesten. Da vi nåede vandfaldet, mødte vi et fascinerende syn. Midt i det tørre landskab, der var i flodlejet, var denne grønne oase, der strakte sig op ad klippesiderne, hvor vandet strømmede ned ad. Her svømmede vi i det MEGET kolde vand og fik taget en masse billeder. Efter lidt afslapning på klippesiderne gik vi den hårde tur op ad de 700 trin igen. Den var ekstra hård, da vi dagen forinden havde været igennem drypstenshulen.
Om eftermiddagen gik vi i et flodleje, hvor vi så "kærlighedsbroen", "skilsmissebroen" lavet af vandet i floden i regnsæsonen. Derudover fik vi hulemalerier " Batea Q'ocha" lavet af inkaerne at se. Det var en meget mærkelig oplevelse at se disse malerier, som kunne være lavet af et hvilket som helst barn, men som alligevel så meget gamle og primitive ud. Malerierne blev lavet for at fortælle direktioner i området.
Den sidste dag brugte vi til at slappe af. Vi tog et smut ned i landsbyen, hvor de fejrede provinsens jubilæum. Alle de lokale var klædt i deres traditionelle tøj og de udførte en ceremoni, der skulle bringe lykke og held til landsbyen og dens beboere. Med taler holdt på "Qechua" og musik spillet på nogle meget primitive fløjter, festede både gamle og unge og der blev drukket og spist til den store guldmedalje. I byen er der et hus, hvor alle dets vægge er dekoreret med sø fossiler og andre levn fra dinosaurtiden. Manden, der bor i huset "Pachamama Wasi", tog disse fossiler til sig, inden Toro Toro området blev lavet til nationalparken. Ikke nok med at han gjorde det dengang, men han mistænkes stadig for at betale byens børn for at tage ud i parken og stjæle fossiler, som de så får en skilling for at aflevere til ham. Han er ikke en populær person, og vores guide ville ikke være i huset længe ad gangen, så vi forsvandt hurtigt igen. Herefter bedrog vi os ud på den lange rejse, som skulle vise sig at blive ekstra lang. Da vi havde brugt reservehjulet, da vi punkterede den første dag, var vi ret skrøbelige overfor flere punkteringer, især fordi dækkene på bilen var ret slidte. Vejene er rigtig hårde ved bilerne og især dækkene. Selvfølgelig skulle vi, da vi var halvvejs, punktere igen. Denne gang var dækket helt sprunget og vores chauffør måtte nu prøve at lappe dækket, der punkterede den første dag, så vi kunne komme til den nærmeste landsby, der lå 30 min. kørsel væk. Vi holdte altså ude midt i INGENTING med bjerge og snirklede veje omkring os. Dækket blev lappet og vi kunne nu køre 15 min, inden dækket skulle pumpes op igen. Men det gik ikke… Da vi var 10 min. fra den næste landsby, kunne dækket ikke mere og nu var gode råd dyre.
Heldigvis stoppede en lokal mand med sin ladbil fyldt med folk op og spurgte, om vi havde brug for hjælp. Vi kunne få et lift til Cochabamba, hvor vi skulle med natbussen til Potosi. Taskerne fra folkene blev presset sammen på bagsædet og vores store rygsække med klemt op sammen med de 6 personer, der sad på ladet og Lonni og jeg pressede os ind på bagsædet og nu gik det over stok og sten til Cochabamba. Vi var virkelig i tidspres og vores nye chauffør gjorde alt, hvad han kunne for, at vi kom fremad. Ja faktisk så meget, at jeg begyndte at bede til at vi ville komme levende fra denne tur igennem de sidste bjerge til Cochabamba, hvor natbussen ventede. Jeg var da ligeglad med, om vi nåede bussen, bare jeg kom levende fra køreturen. Det viste sig, at vores nye chauffør var mekaniker, så han viste altså, hvad han havde med at gøre og det gjorde mig lidt mere tryg, men mine tanker gik stadig til de stakkels folk, som sad og hoppede omme på ladet. Vi kom alle levende tilbage til Cochabamba og vi nåede bussen, der så selvfølgelig var 40 min. forsinket.
Næste morgen vågnede vi op i Potosi, som er en mineby i den sydlige del af Bolivia. Her brugte vi lidt tid på byens sølvmønt museum og kiggede op det flotte røde bjerg "Cerro Rocco". Byen var i 1500-1700 tallet på størrelse med London og rigdommene rendte ud af bjergets sider. Det var spanierne, der fik belejret bjerget og eksporterede sølvet tilbage til Spanien og kongen og derved efterlod Bolivia og den lokale befolkning med fattigdom og frustrationer. Den dag i dag kæmper bolivianerne stadig om at finde flere skatte inde i bjerget. Minearbejderne tror på, at de nok skal finde en ny åre med rigdomme, og det får dem dag ud og dag ind til at krybe sig ned i de smalle skakter med gasser og støv i luften og syrer løbe ned ad siderne. Mange turister tager på tur ned i minen, men vi mente at have afprøvet vores klaustrofobiske tendenser så rigeligt i Toro Toro, så vi tog allerede næste dag bussen til Tupiza, hvor vi kunne booke turen til saltørkenen fra. Vi havde regnet med at skulle starte saltørken turen fra byen Uyuni, men da vi mødte en dansk mand Peter i Potosi, der havde taget turen fra Tupiza og klart anbefalede den rute, var vi ikke længe om at ombestemme os og lade os føre til Tupiza i stedet.
Tupiza ligger en del lavere i højden end Potosi og mindede derfor vejrmæssigt meget om Cochabamba. Det var derfor fantastisk at slappe af ved hotellets pool og få rørt benene i det gode vejr, inden vi skulle sidde flere timer i en jeep. Salar de Uyuni er et populært turistmål for turister i Bolivia og jeg fandt hurtigt ud af, hvorfor.
Vi startede turen om morgenen og sammen med to britisk/australske piger i starten af 30´erne, den fantastiske guide Carmelo og kokken Olga, begik vi os ud på nye eventyr. Første stop var på toppen af et bjerg, hvor vi så ned på den mest fantastiske dal. Dalen lignede et månelandskab og kaktusser tronede op ad klippesiderne. Efter en del fotografering af hinanden og den flotte udsigt fortsatte vi vores færd op igennem bjergene. Lamaer stod på markerne og åd tørv og græs eller sprang for deres liv over vejen, mens vi kom kørende, gamle ruiner fra spaniernes tid blev inspiceret og vi kom til den lille landsby, hvor vi skulle overnatte. Et meget simpelt rum med 4 senge var vores værelse, radiator og bruser på badeværelset måtte vi tænke os til. Vi trak i det varme tøj og under 3 tæpper og en sovepose faldt vi i søvn.
Næste dag besøgte vi nogle af de mange farvede søer i området. Flamingoer blev beundret omkring den hvide sø, kong fu billeder blev taget ved den grønne sø "Laguna Verde", som er enorm smuk med den store vulkan ""Licancabue" tronende bag sig og der giver genspejlet i søen. Flere flamingoer kunne beundres ved "Laguna Colorada", som pga. den meget stærke vinde bliver farvet rød, da en masse mikroorganismer bliver hvirvlet igennem vandet og derved giver den røde farve. I 5 km. højde kom vi tæt på de mange gejsere ved "Sol de Mañana" og måtte dække munden til for svovlgasserne, der steg op fra jordens dyb. Måske vi kom en anelse lidt for tæt på, da vi efter at have set gejserne, gik forbi et "adgang forbudt" skilt.
Turens højdepunkt var selve Salar de Uyuni. Denne kæmpe enorme saltørken strækker sig udover et kæmpe areal i 3650 meters højde og er derfor dybt fascinerende at se og være en del af. Vi havde overnattet på et "salthotel". Dvs. stedet hvor vi overnattede, var lavet udelukkende af salt - alle vægge og gulve var lavet af salt. Selv stolene, bordene i spiseområdet og vores senge var lavet af salt. Meget fascinerende. Vi kørte ud i saltørkenen tidlig morgen for at opleve solopgangen og hvilket syn. Solen farvede himlen i de mange farver, som vi kender, men idet jorden blot var hvid, forstærkede det lyset. Vi stoppede op og fik taget dagens første saltørken billeder i dette smukke lys. Morgenmaden blev indtaget ved "Isla del Pescado", som er en ø midt ude i ørkenen og som er fyldt med kaktusser, den ene er højere end den anden. Naturen imponerede igen og igen på denne tur og det beskrives bedst med billeder. Efter morgenmaden kørte vi igen længere ind i ørkenen, indtil at lyset var til, at vi kunne få taget de berømte sjove saltørkenbilleder med den hvide jord og den flotte blå himmel som baggrund. Med en masse rekvisitter og med hjælp fra vores guide fik vi en masse sjove billeder i hus.
Da vi senere samme dag skulle tilbage fra Uyuni til Tupiza rendte vi ind i endnu en af de udfordringer, som Bolivia har. Byen Uyuni var løbet tør for brændstof dvs. alle de biler, som kom tilbage fra saltørkenen, ikke kunne få fyldt deres tank op igen og komme tilbage til Tupiza. Vores guide kørte til de to tankstationer, der var i byen og der var intet at hente. Herefter var gode råd dyre, men der er altid en mulighed på det sorte marked, så vi kørte byen rundt for at finde nogle liter, som vi kunne købe til overpris. Prisen på den sorte marked var 8 bolivianos, hvilket er 6 DKK. Vi fik købt nogle liter og vi kunne begynde hjemturen til Tupiza. Om aftenen ankom vi til Tupiza og vi havde på daværende tidspunkt været på farten i 16 timer. Vi var enormt trætte og faldt også hurtigt i søvn, da vi fandt et nyt hostel at være på. Turen har været rigtig god og naturen har været meget fascinerende, men vi tilbragte mange timer i bilen, så derfor havde vi brug for nogle afslappende dage, inden vi igen satte os ind i en bus for denne gang at tage til Salta i Argentina og tage hul på den sidste del af vores rundrejse.
- comments