Profile
Blog
Photos
Videos
Den tunge forurenede luft i La Paz ramte os, da vi gik ud af flyet i El Alto lufthavnen, efter vi havde overlevet endnu en frygtindgydende tur i det lille fly J Dagen efter skulle turen gå ned ad "worlds most dangerous road", men da Lonni blev syg, måtte vi aflyse turen og heldigvis kunne vi få booket vores tur om, så vi kunne komme af sted 2 dage efter. Dagene indimellem gik bare med afslapning, så Lonni kunne komme ovenpå igen. For at køre på den farlige vej er det nødvendigt at være på toppen både fysisk og mental, så det var meget fornuftigt, at vi ventede et par dage, inden vi satte os på cyklerne.
Da dagen var oprundet, tog vi af sted tidlig morgen og kørte en times tid i en minibus for at komme udenfor La Paz og op til "La Cumbre", der var stedet i 4700 meters højde, hvor vores tur havde sin start. Her fik vi uddelt sikkerhedsudstyr fra det firma, som vi var med og vi fik vores mountainbikes, der var indstillet til vores højde og vægt. I 4700 m. højde kl. 9 om morgenen er det ret koldt, så vi havde taget godt med tøj på og sammen med al sikkerhedsudstyret, lignede vi mere et par Michelin mænd end nogen, der skulle på cykeltur. På toppen af "La Cumbre" lærte vi cyklerne at kende og vi fandt ud af, at bremserne virkede, hvilket var meget betryggende, eftersom turen gik 63 km. ned ad bakke. Jeg var ret nervøs for turen ned og adrenalinen fløj rundt i min krop, mens jeg forsøgte at holde hovedet koldt.
Det første stykke af turen ned foregik på en almindelig asfalteret trafikeret vej, og selvom det gik ned ad bakke, var det et nemt stykke og vi blev fortrolige med cyklen og ikke mindst bremserne. Ad det første stykke vej kørte vi med høj fart, jeg vil tro, at vi kørte med omkring 50 km. i timen. Det gik ret stærkt og adrenalinen susede rundt i kroppen. Efter stykket på asfalten, satte vi os ind i bilen igen og kørte et stykke op ad bakke igen. Herefter holdte vi en kort pause, hvor vi fik lidt snacks og drikke, så vi var klar til at kaste sig ud i den rigtige del af "Worlds most dangerous road", hvis titel er tildelt af UNESCO. Resten af turen foregik på en smal grusvej og det krævede meget koncentration og kontrol over cyklen, men ikke mindst over sig selv for ikke at blive overmodig og køre med al for høj fart rundt i de skarpe sving på vejen ned, hvor skrænterne ned var op til 600 m. dybe. Vi holdte en del pauser undervejs, hvor vores fantastiske guide Carlos lærte os "lamategnet" og "lamadansen", som er en dans, vi skulle udføre som straf, hvis vi ikke behandlede sikkerhedsudstyret ordentlig og fortalte lidt omkring vejens historie.
Over stok og sten det gik af sted, ja ikke mindst sten for det gjaldt om at holde godt fast i styret, når vi susede ned ad vejen, som var fyldt med sten og løst grus. Bremserne kom godt på arbejde. Der skulle ikke gå meget galt før end man nemt kunne ende med at flyve over styret. Heldigvis er jeg jo ret øvet i at cykle og takker mine barndomsår, hvor jeg har cyklet op og ned ad grusvejen til mine forældres gård. Jeg følte mig godt tilpas på cyklen og følte, at jeg havde kontrol over cyklen og selvom jeg havde proklameret inden turen, at jeg ville tage det stille og rolig og ikke blive overmodig, ja så kneb det med at holde det udsagn, da vi susede ned ad bakken. Jeg endte med at køre som nr. 2 el. 3 i gruppen fremfor at danne bagtrop og måtte derfor også kæmpe med min egen overmodighed til tider fremfor frygten for farten og tanken om at styrte.
Vandfald faldt ned over vejen, som vi kørte på og en bæk måtte vi også krydse og herefter køre med lidt våde bagdele. Det var en fantastisk natur, som vi var vidne til ændre sig fra golde, støvede bjergsider til tropisk landskab og en temperatur, der startede på omkring 5 grader til omkring 30 grader med høj luftfugtighed. Turen endte i Yolosa, som lå i 1200 m. højde, hvor der ventede afslapning ved poolen og frokosten, der var meget tiltrængt efter en krævende dag. I Yolosa trådte vi glade og lettede med store smil på læberne af cyklerne og afleverede vores udstyr. Herefter fortalte Carlos, om den grusomme historie omkring skabelsen af vejen og omkring de uheld og dødsfald, der er sket siden vejen åbnede for turister. Lidt af historien er, at vejen blev lavet i 1930´erne efter den store krig i Sydamerika af tilfangetagende folk fra Bolivias nabolande, da vejen var færdig eller hvis nogle af slaverne skabte sig, fik de den tragiske skæbne at blive skubbet ud over kanten enten med et skud i panden først eller blot med et blindebånd for øjnene inden vinden tog deres krop og førte dem mod enden af dalen, der på det højeste sted er på 600 m. Siden 1999 er 33 turister omkommet på turistturene, der bliver tilbudt og derudover har mange lokale også mistet livet ved, at deres bil eller bus er skredet udover kanten af bjergsiderne.
Efter en lang dag satte vi os trætte i en natbus til Cochabamba, hvor dinosaurus fodspor i nationalparken Toro Toro ventede på os.
- comments