Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det efterhånden ved at være længe siden, at jeg er rejst fra Filippinerne og jeg har først nu fået renskrevet mine sidste oplevelser, og lagt dem her ind på bloggen.
Det er utrolig hvor hurtigt man kommer tilbage til den normale, travle, stressende og faktisk ret kedelige hverdag. Man når slet ikke alle de ting man gerne vil, og går og håber på at der snart er to torsdage på en uge. Dog var det utrolig skønt at komme hjem til min familie, venner og kæreste igen, men når man har været hjemmet et stykke tid, drømmer man sig tilbage til livet i Filippinerne, og savner alle elementer der fra - undtagen det, at ens familie er så langt væk! Der går næsten ikke en dag uden jeg tænker tilbage på de mange oplevelser.
Trods det, at det er ved at være længe siden, vil jeg gerne fortælle om de sidst 11 dage i Filippinerne.
Lisette og jeg var på et weekend ophold til Bantayan, som er en lille hyggelig ø, med rige muligheder for at møde de lokale. Vejret var ikke så godt, så vi hyggede os med at tage ind til byen. For at komme fra hotellet og ind til byen blev vi cyklet derind. Overalt i byen var der nogle, som havde lavet deres egne transportmidler, hvor de havde bundet en vogn på siden af en cykel, og så kunne man sidde der. Det var meget sjovt, og man må sige at den lille filippiner- mand fik sig en opgave da to danske piger, som var næsten et hoved højere end ham, skulle transporteres. Men han insisterede på, at han godt kunne cykle os begge på en gang. - og faktisk gik det utrolig godt, både derind og tilbage igen. Utrolig hvad de små mennesker kan udholde - hvis det havde været i Danmark, havde vi nok strejket ellers var arbejdsskadestyrelsen helt sikkert kommet et smut forbi.
Mine sidste dage på Adam Jennies var, som mange af de andre, utrolig skønne. Vi fik lavet aktivitetsrummet færdigt, og det blev helt fantastisk - og alle på skolen, både børn og voksne, var helt vilde med lokalet. På vores 2. sidste dag blev vi sendt hjem fra arbejde, da de skulle forberede en overraskelse til os, til vores sidste dag. Og det må jeg virkelig sige at de havde gjort godt. Da vi mødte næste dag, havde de lavet en kæmpe fest for os. Der var lavet den fineste scene med billeder af os, og en masse søde og rosende ord. De havde arrangeret en masse aktiviteter og konkurrencer, hvilket var rigtig fint og meget typisk filippinerne. Som en ekstra overraskelse havde de inviteret Flemming, som er manden bag Rise Above Foundation, og ham der har fundet alle de mange praktisksteder i Cebu - det var virkelig hyggeligt. Efter de mange aktiviteter, blev vi kaldt op på scenen, hvor Sir Lee, forstanderen for Adam Jennies, overrakte os et diplom fra skolen, hvor på der stod, hvad vi havde lavet og opnået. Derefter blev vi placeret på stole midt i det hele, og der blev spillet en film fra vores tid på stedet. Derefter samlede alle forældrene og lærerne sig om os i en halvcirkel, hvor de begyndte at synge for os. Imens kom alle børnene, med gaver til os, og gav os kys og knus. Børnene og forældrene grad, og selvom jeg gjorde et ihærdigt forsøg på ikke at græde, kom der alligevel en tåre ned af min kind. Det var virkelig rørende , og afskeden var helt igennem fantastisk. Hvis der er noget filippinerne er gode til, er det at lave arrangementer som disse. Det var en fantastisk afslutning på nogle helt igennem fantastiske måneder på skolen.
Derudover var vi de sidste dage rundt og se nogle seværdigheder i Cebu City. Bl.a. var vi på Skywalk, hvilket var en fed oplevelse. Her går man rundt om en bygning på en glasplade på 37. etage, 127 m over jorden. Da vi kom derop og stod og kiggede ud af vinduerne så det ikke ud af så meget. Men det skal jeg lige love for at det var, når man først stod ude på pladen, med vind i håret og blafrende tøj, så rystede benene alligevel under en. Den først side af bygningen var lidt skræmmende, men langs de tre andre sider kunne man begynde og nyde udsigten - hvilket jo var helt fantastisk smuk!
Weekenden inden vi rejste fra Cebu var der Sinulog i byen. Det er en kæmpe festival, hvor der kommer utrolig mange mennesker udefra. Her er der gadeparade igennem de store gader i byen, hvor de folk der er med i optoget er iklædt alverdens flotte og farverige kostumer. De danser og spiller på instrumenter, og laver shows med en masse rekvisitter i alverdens afskygninger. Allerede inden festivallens egentlig start var byen fyldt med turister, og man kunne i hele ugen op til festen, ikke få en taxi hjem fra centrum, hvorfor vi fik mange lange gåture igennem byen. Men lige som man troede det var mange mennesker, blev man snydt for under selve festivallen var der EKSTREMT mange mennesker. På gaderne i og omkring optoget kunne man kun komme en vej, og det var samme vej som optoget. Dertil må det nævnes, at der normalt kører 4 biler i hver retning, og vi gik virkelig som en sild i en tønde! Dog endte vi med at blive en del af optoget, efter at have taget billeder af en del af paraden stod vi pludselig midt i det hele, og endte derfor med at gå med hele vejen igennem. Folk var helt vilde og vi, hvide mennesker, var pludselig meget mere interessante end dem der egentlig gik i optoget. Alle ville have taget billeder med os, og de jublede hver gang de fik lov. Det var meget sjovt at prøve, "at være kendt for en dag", men efter at have gået i 5-6 timer var det sjove ved at gå af, og vi tog hjem.
De sidste par dage tog Jennie og jeg et ophold på Mactan. Det var utrolig mærkeligt at forlade Cebu, og da jeg kørte over broen fra Cebu til Mactan, følte jeg en klump i halsen, kiggede ud af bagvinduet, og så tilbage på et halvt år i Cebu City, fyldt med oplevelser, spænding og nye bekendtskaber. På Mactan boede vi på et vildt lækkert luksus hotel; Bluewater Maribago Beach resort. Det var det vildeste luksushotel, med flere lækre pools, flere restauranter, et utrolig lækkert værelse og en dejlig hvid sandstrand og ikke at glemme ejede hotellet også en privat lille strand ø. På hotellet blev man kørt rundt i noget lignende golfvogne, hvis man f.eks. ikke lige ville gå hen og fodre hajerne , som hotellet også ejede. Den luksus kan man hvis kun få i Filippinerne/asien, når man normalt betegnes som en fattig studerende.
Efter at have været et par dage i luksus, følte jeg mig igen ren, hvilket jeg ikke havde gjort igennem det sidste halve år. Så med det var jeg klar til at rejse tilbage til Danmark, dog skulle vi lige have en overnatning i Manila. I Manila skulle vi overnatte hos en dansk dame, og hvem havde troet at dansk standart kan være så ussel. I det sekund jeg gik fra at have være dejlig ren, følte jeg mig mere beskidt end jeg havde gjort det sidste halve år. Der lå hunde efterladenskaber såvel inde som ude, der var hundehår overalt. På det beskidte værelset hvor vi skulle sove, kunne døren til toilettet ikke lukkes, brættet var ødelagt, der manglede en del af armaturet på bruser og vandhane, der var døde dyr i flere hjørner og ikke mindst i den seng, hvor jeg skulle sove. Heldigvis havde Jennie et kæmpe tørklæde, som jeg kunne sove på, det gjorde det trods alt lidt mere behageligt. Efter en ussel nat, med lidt søvn, kunne vi begynde den sidste dag i Filippinerne. Dagen og den lange ventetid gik med shopping i Mall of Asia, og inden vi fik set os om, var dagen gået, og vi sad med sommerfugle og høje forventninger i flyet på vej tilbage til Danmark. Nu kunne tiden ikke gå stærkt nok. Mættet af oplevelser ville jeg hjem til min familie, kæreste og venner. Og glæden var stor da jeg ankom på Horsens Banegård.
Igennem hele opholdet, havde jeg ikke haft mod på at medbringe mit kamera, når jeg skulle på sightseeing i Cebu City, simpelthen pga. at jeg var bange for at få det stjålet. Dog fik jeg igennem det sidste stykke tid taget en masse gode billeder, både af byen og ikke mindst skolen og alle de skønne brugere - men desværre blev alle disse billeder på mærkeligvis slettet, og jeg har derfor ikke så mange gode billeder fra byen. Det er virkelig en skam, og jeg er rigtig ked af at have mistet dem.. men så er der jo ikke andet for, end at jeg snart må rejse tilbage. Jeg vil klart anbefale alle at de skal tage på et ophold som dette, hvis de har muligheden for det. Og mens det står på, er det bare med at nyde det så meget man overhovedet kan, og komme ud og opleve alt hvad man kan komme i nærheden af. Jeg fortryder rigtig meget, at jeg ikke kom ud og så nabolandende, som var så nemme og billige at rejse til, så det vil jeg virkelig opfordre alle til at gøre, hvis de er afsted .
Opholdet har været helt igennem fantastisk og det kan slet ikke beskrives hvor meget jeg har med hjem i bagagen. Trods det at nogle dage har været hårde at komme igennem, og man mest af alt har ønsket at være i Danmark, hos sine nære, er jeg utrolig glad for at jeg blev, og er helt igennem taknemmelige for alle de fantastiske oplevelser, som jeg igennem det halve år er beriget med. Det har uden tvivl været "The time of my life", og jeg vil for altid se tilbage med kæmpe begejstring!
Louise Gade
- comments