Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag den 1. august var alle studerende til infomøde, hvor Flemming og Elisabeth, ægteparret som står for Rise Above Foundation, fortalte om Filippinerne, kulturen, vejret og vores praktikker. Dette var virkelig dejligt, da alle vores spørgsmål blev besvaret.
Filippinerne er fuldstændig besat af USA, hvilket betyder at maden hernede er meget fastfood og de frituresteger næsten alt. - så maden har virkelig skuffet mig! Der er slet ikke alle de lækre grøntsager og frugter som jeg havde forventet. ØV!
Filippinerne tiltaler os hvide mennesker for mam and sir, og inden infomødet fandt vi det virkelig mærkeligt og også en smule belastende. For Filippinerne tilhører hvide mennesker herreracen, og de vil gøre alt for os, og aldrig sige os imod. De er virkelig høflige og alle er meget ivrige efter at hilse - det er meget sødt, men efterhånden også ret træls man ikke kan gå på gaden i fred.
Torsdag kørte Flemming os ud til vores forskellige praktiksteder. Meningen var at vi skulle møde den ansvarlige på børnehjemmet, som skulle vise os rundt osv. Derefter skulle vi på egen hånd finde hjem fra stedet. Men da vi kom ud på Childrens Haven, var der kun en rengøringsdame og den ansvarlige havde åbenbart glemt at vi skulle komme - typisk filippinerne, som tager tingene som de kommer. Vi gik dog selv en hurtig runde og kiggede på børnehjemmet. Hjemmet er bygget på vandet og det er VIRKELIG fattigt. Børnene sover i hullede køjesenge UDEN madrasser. Deres legefaciliteter er sparsomme; de har et lille legetårn med rutsjebane, som bliver brændende varm om dagen. Der er ringe mulighed for at spille bold, da børnehjemmet jo er omringet af vand, og andet legetøj var ikke at se nogen steder. Efter at have set os omkring i ca. 5-10min kørte Flemming os hjem.
Fredag og lørdag stod på ren afslapning og shopping i det KÆMPE 8 etagers SM shoppingcenter. Meningen var at vi blot skulle hurtigt ind og købe nogle få ting, men da det er så gigantisk, tog det os hurtigt 5 timer. Det er en kæmpe oplevelse at være inde i det store center, hvor alting er så fint med de mange mærkevarebutikker, hvorefter man bevæger sig udenfor til de mange gadekøkkener, og fattige mennesker som lever på gaden. Det er to vidt forskellige verdener som støder direkte op imod hinanden.
Lørdag aften var vi til BBQ hos Flemming og Elisabeth. Det var en virkelig hyggelig aften, og dejligt for alvor at møde de andre studerende. Stemningen var virkelig god, med højt musik, latter og raslende bambus i baggården. Dog måtte vi tidligt hjem, da søndag stod på vores første dagstur; en dejlig tur på vandet, hvor nogle af de andre studerende var ved at tage dykkercertifikat. Jeg slappede bare af på båden.
Mandag var første dag i praktikken. Børnene går i skole fra ca. kl. 7 til kl. 16 eller 17, hvilket betyder at vores arbejdsdage bliver aften og weekend arbejde. Dog var denne mandag en helligedag, så vi kunne møde fra morgenstunden - hvilket var virkelig dejligt. Spændte mødte vi ind på børnehjemmet, hvor vi blev mødt af den ansvarlige. Hun fortalte om børnehjemmets historie og kom med forslag til hvad vi kunne lave derude - dog mindede hun os også om, at vi selv skal betale ALT hvis vi skal lave noget med dem, hvilket kan blive en dyr fornøjelse, når man skal underholde ca. 60 børn.
Efter ca. en times samtale gik vi ud for at møde børnene. Heldigvis kalder børnene os ikke for mam, men ate, som betyder storesøster. - dette er en dejlig befrielse. Børnene er virkelig søde, men de fleste passer meget sig selv. Så forventningen om at skulle ud og hjælpe børn, som havde oplevet meget og været igennem meget hårde ting, faldt hurtigt til jorden. Jobbet består udelukkende i at være underholder for de børn som har lyst til at deltage i aktiviteter. - altså betyder det, at det er nogenlunde som at arbejde i en SFO i Danmark. Dagen gik med at synge og lave klappesange.
I weekenden var vi på tur til Oslob, hvor vi snorklede med hvalhajer. Det er et kæmpe stort dyr, at befinde sig lige ved siden af. De var ca. 6-8m lange, og med et kæmpe gab hvor vandet bare strømmede ind, når den åbnede munden. - det var en kæmpe oplevelse, som klart kan anbefales! Derudover var vi på en super lækker og virkelig eksotisk strand. Det var dejligt at komme ud og se andet end Cebu City.
Som nogle måske har observeret er der uvejr i Filippinerne i øjeblikket, og mange har spurgt om jeg befinder mig der hvor det er. - det gør jeg heldigvis ikke. Til infomødet fortalte Flemming at Filippinerne årligt rammes af ca. 36 tyfoner. Flemming og Elisabeth har boet her i Cebu i 12 år, og kun oplevet en enkelt tyfon. Altså er Cebu et rimelig sikkert sted at bo, da byen er omringet af bjerge. Så der er ingen grund til bekymring.
Håber alle har det godt i lille Danmark!
TAKE CARE!
- comments
Hanne Nielsen Rigtig dejligt at høre fra dig Louise, det er mærkeligt at tænke på det er så fattigt dernede , så har vi det jo godt i lille Danmark. Håber du nyder dit ophold. Knus herfra faster Hanne.
Joan Thyrsted Dejligt at høre fra dig ven og at du oplever så meget spændende. Meget spændende læsning. Håber du fortsat får en rigtig god og spændende tur. Knus fra os....:-)
Hanne Kjær Chari Hej Louise, rigtig spændende at læse din bloog det lyder til at du får fyldt godt op i oplevelses rygsækken. Pas på dig selv og nyd det, det bliver et ophold du aldrig glemmer er jeg sikker på. Knus