Profile
Blog
Photos
Videos
Endnu en opdatering her fra Filippinerne.
Siden sidst har Rasmus været på besøg. Vi havde nogle helt fantastisk oplevelser sammen - med afslapning på Boracay og oplevelser i El Nidos, Palawan, smukke uberørte natur.
Den første uge, var vi på Boracay, som er en SUPER lækker strandø. Helt hvidt og fint sand, og det smukkeste klare vand. Det er uden tvivl en af de smukkest sandstrande jeg nogensinde har set! Langs stranden finder man en masse hyggelige restauranter og barer, hvilket kan nydes i vandkanten til bølgernes brus. FANTASTISK! Dette sted er 100% anbefalelsesværdigt, og vi kunne sagtens have brug flere dage på den dejlige ø Boracay.
Ugen efter tog vi til Palawan og videre til El Nido. Rejsen til El Nido er ret lang, specielt den sidste time, som foregår på en grusvej med høj hastighed, så stenene flyver rundt. Jeg må sige, at jeg er yderst glad for, at det ikke er min bil, der skal den vej hver dag. Men trods en lang køretur kom vi til El Nido - en lille lokal by, hvor strømmen kun er halvdelen af døgnet, og ingen muligheder for at hæve penge - men dog ganske hyggelig. El Nido er kendt for den uberørte natur - og jeg må sige, at det er helt på sin plads. Vi var på to dagsture, hvor vi sejlede rundt til nogle af de mange øer i El Nido området. Her oplevede vi lækre hvide sandstrande, gemte strand, små og store laguner. Området er så smukt, at jeg faktisk har svært ved at beskrive stedet - det er helt sikkert et sted der bør opleves! Jeg vil dog forsøge, at beskrive nogle af områderne så godt jeg kan.
F.eks. besøgte vi secret beach. Vi snorklede igennem en lille åbning i klippen, en åbning som kun kunne ses, når man kom helt tæt på. Der var helt ekstremt liv af fisk ved åbningen og det var helt fantastisk smukt. Da vi var kommet igennem den lille åbning, kom vi ind til et område med lavt vand, og en smuk lille hvid sandstrand. Det var SÅ flot og en fed oplevelse!
Vi besøgte nogle fantastiske laguner, bl.a. en hvor vi skulle krave igennem et lille hul i klippen. Man skulle nærmest forme kroppen som hullet og ud i nogle ret akavede stillinger, for overhovedet at kunne komme igennem. Inde på den anden side, var der en lille fantastisk lagune, og klipperne var tårnhøje hele vejen omkring os. På den anden side af lagunen, var der en super lækker strand med den smukkeste udsigt!Vi besøgte derudover nogle lækre strande, bl.a. 7 commandos beach, som er en rigtig fin sandstrand. Her slappede vi lidt af på stranden, mens vi til den ene side kunne se det smukke turkisklare vand, og til den anden side kunne vi se aberne kravle rundt i træerne.
Turene i El Nido er virkelig helt fantastiske, hvorfor jeg også har besluttet, at jeg skal dertil igen her sidst i December, når mine forældre kommer til Filippinerne. Jeg glæder mig helt ekstremt til at komme dertil igen, men mest af alt, glæder jeg mig til at se mine skønne forældre igen.
Derudover besøgte Rasmus mit praktik sted, hvilket var en herlig dag. Vi kom en fredag, hvor brugerne har idræt, så vi spillede en masse bold med dem. Derefter gav vi dem lidt snacks, som vi havde købt med. Som afslutning dansede brugerne, som tak for snacks og besøget. Brugerne hyggede sig og det gjorde vi bestemt også.
Desværre går sådan en ferie alt for hurtigt, og vi måtte tage afsked igen…. Og 2. gang er bestemt ikke nemmere end første gang, men i det mindste var vi klar over, at denne gang vil der kun gå 2 måneder til vi igen ses. Ikke mindst har vi haft en masse bonustid, fyldt med oplevelser og en masse afslapning!
Siden han er rejst, har jeg bare arbejdet. På Adam Jennies er vi nu så småt begyndt på rummet, og det er allerede indviet med lidt boldspil og hygge. Brugerne elsker allerede rummet, og man kan allerede nu se at det bliver helt fantastisk. Jeg glæder mig til, at vi når så langt, så vi kan indvie rummet helt!
I tirsdags var der tyfon her i Filippinerne. Vi måtte ikke gå ud, da den ville ramme her imellem kl. 13-19. Heldigvis blev det ikke så slemt her i Cebu City - det vildeste var nok at vi mistede strømmen, og måtte leve uden den i 12-13 timer. Men det klarede vi ved at smide vores madrasser ud i stuen, og så hyggede vi ellers med "pandoras" æske, godter og stearinlys - og var dybt taknemmelige for, at det ikke blev så slemt her. På naboøen, Negros, som jeg beskrev i mit sidste indlæg, er byen Dumagette, hvor jeg boede, godt oversvømmet, og de har mærket ret meget til tyfonen. Det er virkelig skræmmende, at det pludselig er så tæt på, men jeg tror jeg er havnet et virkelig godt sted i forhold til de mange naturkatastrofer, som rammer Filippinerne hvert år. HELDIGVIS!
Jeg håber I alle har det godt hjemme i det snefyldte Danmark og at julestemningen efterhånden er ved at indtræde.
Jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår…. Jeg glæder mig til 2013 - og der lover jeg, at jeg ikke sådan lige rejser i en længere periode.
TAKE CARE!
Louise Gade
- comments