Nu er der gået en måned siden vi tog af sted! Hold da op hvor tiden går hurtigt, det er helt utroligt. Men det må jo være et godt tegn - det er bare med at opleve mens jeg er her, så det prøver jeg at huske på hver eneste dag.

Og jeg oplever! Både på afdelingen og i fritiden. Jeg får lov at gøre mere og mere og da jeg er på en afdeling hvor der bliver foretaget en masse indgreb, får jeg også set en masse af disse. Jeg har bl.a. observeret en patient med tryk pneumothorax få "prikket hul i lungehulen" for at få overtrykket ud, og set en tracheostomi, altså hvor man skærer en åbning ind til luftrøret så man i stedet kan trække vejret herigennem. Det vildeste var dog torsdag, da jeg på et tidspunkt ser en læge ved at gøre klar til et indgreb af en slags og derfor går derover for at kigge på, hvad end det er. Pludselig sker der det at patienten han skal til at i gang med, begynder at bløde voldsomt, både ud af munden og andre stedet. Der er blod over alt i sengen og på ham, og så der bliver bare handlet hurtigt af diverse læger, sygeplejersker mm. Jeg holder mig i baggrunden og kigger bare helt utrolig meget! Det er ret vildt at observere hvordan de arbejder for at holde ham i live, og da hans hjerte stopper går de straks i gang med hjertemassage og genoplivning, hvilket tydeligvis er hårdt arbejde.

Det går vildt for sig! Nogle gør livredende førstehjælp, nogle lægger slanger og drop og andre farer bare rundt for at finde adrenalin, flere blodposer, kanyler, slanger mm. Pludselig er der brug for flere til at tage over med genoplivningen, og jeg bliver spurgt om jeg kan finde ud af det! Jeg får fremstammet at jeg har prøvet på en dukke i skolen, hvorfor jeg får ca. 8 sekunders intensiv oplæring i det og er derefter næste i rækken til at tage over! Adrenalinen pumper rundt i kroppen på mig, det er ret vildt - pludselig står man her og skal lave livredende førstehjælp på en anden mand! Hans hjerte begynder dog at slå af sig selv inden det bliver min tur, så jeg når ikke at prøve. Bagefter tænker jeg næsten det var ærgerligt, da jeg egentlig gerne ville have prøvet, men godt han overlede! Det var en voldsom, men lærerig, oplevelse!

Derudover er damen med levertransplantationen vågnet op fra sin koma. Jeg må indrømme at jeg blev helt rørt på det tidspunkt hvor hun reagerede på vores tiltale til hende. Sygeplejersken råbte hendes navn og bad hende åbne øjnene, hvorefter damen åbnede øjnene forsigtigt. Jeg fik helt tårerne i øjnene og datteren begyndte også at græde. At hende man i en uge nu kun havde set som en dukke næsten, pludselig viser sig at være "der inde bagved". Det var både utroligt og lidt skræmmende!

I weekenden har vi hygget, lavet pandekager og bagt kage, og hele lørdag var Mette og jeg på Bondi beach. Vildt lækkert! Der foregik også noget skateboard-konkurrence, så der var rigtig street-skater-stemning, og det er bare utrolig flot og lækkert der!

I hverdagen om aftenen er vi egentlig mest trætte, så har indtil nu været mest hjemme - hvilket er meget anderledes fra min hverdag i Danmark! Det er godt at prøve ikke at lave noget hele tiden, men jeg er også glad for at kunne tage af sted til fx Hillsong om aftenen, møde nogle andre unge mennesker og synge og høre noget fantastisk godt musik! I går havde en af de andre danske piger fødselsdag, så vi var nede på Darling Habour og spise steak ved havnepromenaden! Smukt og rigtig lækkert (jeg tror ikke jeg har fået oksekød siden jeg kom herned, så derfor blev det også ekstra godt) at sidde og spise ud til havnepromenaden - det er vist rigtig sådan man nyder storbylivet!

De kærligste hilsner, Lene

Ps. Næste gang skal jeg nok få lagt nogle billeder med! (billedet her er fra en af de andre pigers facebook-side, fra da vi var på ude at spise ved Darling Harbour)