Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med jer,
så giver vi lyd fra os igen. Det er desværre efterhånden blevet en vane, at vi skriver med lidt større mellemrum end oprindeligt planlagt. Men nu er vi i hvert fald tilbage.
Siden sidste blog har de amerikanske vælgere valgt en ny præsident. Det har været en lang valgkamp som har fyldt meget i medierne og vel egentlig også hos Louise og jeg.
November har været "crunching time" for Louise og jeg. Louise har virkelig givet den gas med specialet og fået foretaget en masse interviews og observationsstudier. Jeg selv har også været med på den 3,5 times lange køretur - hver vej - når det har været muligt. Sidste gang havde Louise arrangeret det således, at vi skulle være der over to dage hvilket betød, at vi skulle overnatte i Virginia Beach. Louise skaffede os et nyt, fedt hotelværelse hos noget der hed Aloft. Vi var de første der var på værelset, så det var luksus. Men det bedste var nok, at sengen havde en DYNE!! Dynen er stille og roligt gået hen og blevet et synonym med Danmark. Vores eget lagen og comforter er bare ikke det samme. Nå, men værelset var i hvert fald nyt - så nyt at badeværelsesvasken ikke havde monteret en knap eller lignende der skulle få vandet til at forsvinde eller også var vi bare ikke smarte nok til at finde denne knap. Vores stolthed sagde os i hvert fald, at vi ikke ville spørge om det i receptionen, hvis vi nu skulle komme til at fremstå som dumme eller noget. Klassisk Louise & Kristian. Det endte med at vi hver gang vi skulle benytte vasken måtte kæmpe med proppen for manuelt at få den op så vandet kunne løbe ud. Det var lige en lille sidegevinst.
Men ellers har november måned for mit vedkommende bestået af en del projekter som skulle afleveres samt præsentationer der skulle fremlægges. Det er gået stille og roligt - dejligt at få det overstået. Ultimo november fik vi besøg af mine forældre, Kurt og Irene, som havde planlagt en uge i Raleigh inden næste punkt som jeg kommer ind på om lidt. De kom fredag aften og vi havde planlagt en lille middag til dem. Jeg hentede dem i RDU Int'l airport (eneste årsag til at den er international er, at der går ét fly til Canada). Louise blev hjemme og passede middagen. Så efter at have fået hentet Cadi'en kørte vi i konvoj til Manor Village Way. De to danskere havde medbragt forsyninger i form af op til flere poser Eldorado, Tyrkist Peber, Piratos, Pingvin Blandinger og Vampyrer. Og i bytte kunne vi tilbyde en frisk Thanksgiving-middag med alt hvad dertil hører: En kalkun med mad til fjorten dage, masser af stuffing, sweet potatos, green beans og cranberries. Til at skylle det ned havde vi kolde arbejder-øl fra Bud Light til mændene og kolde ginger ales til pigerne.
Ligesom da Louises forældre, Keld og Mette, var her var vi ude at se os lidt på det omkringliggende samfund og de eventuelle seværdigheder der kunne opspores. Det betød, at vi besøgte Duke Homestead - cigarettens fødested, Duke University, Raleigh city center og naturligvis Krispy Kream. Desværre var der ikke helt friske donuts fra fabrikken, men det var nu dejligt alligevel.
Vi tog også en dag ind i landet til bjergene mod Asheville hvor den berømte Blue Ridge Parkway krydser. Vi havde glædet os til at se de flotte udsigter efter fire timers kørsel, men vi fik os en lang næse da vi kom derind. Vejen var åben i ca tre mil og lukket derefter pga at vejen var skredet sammen og et heftigt snefald havde blokeret vejen. Men i stedet kunne vi hygge os med fire timers power-Besserwisser - meget lærerigt og underholdende.
Den følgende dag, torsdag d. 27 november vækkede mobilalarmen os kl 0330. Kl. 0400 holdt Kurt og Irene (Mor og Far) nede foran og var klar til at tage os i lufthavnen. Kl. 0600 fløj vi via Miami til Montego Bay, Jamaica. Dejlig fornemmelse at komme fra 0 grader C til 30 grader C. Louise og jeg kom først igennem immigrationsmyndighederne og ilede afsted efter bagagen. Den stod allerede på en vogn klar til os. Dumme som vi var troede vi at det var en gratis service men vi blev klogere. Ud af den ene mundvig sagde en af de arbejdende: "Don't you give a tip? I did that for you!" Og så var vi ellers i gang. Naturligvis fik han en skilling for det - vi skulle bare lige aklimatisere os så vi var på samme bølgelængde. Billejen var også en oplevelse. Far havde lejet den største bilklasse man kunne leje på Jamaica - en Suzuki Grand Vitara! Udlejningsmanden tog os med ud til bilen hvor han sammen med os ned i mindste detalje inspicerede bilen for ridser og buler hvorefter han markerede på en tegning så vi ikke skulle betale noget når bilen skulle afleveres. Hvad var det vi skulle ud til? Man kører i øvrigt i venstre side på Jamaica - det er vel en gammel britisk koloni. Bare sådan for at øge sværhedsgraden en smule. Vejskilte havde man ikke ulejliget sig med at stille op - hvorfor skulle man også det, man kan ikke få satelitnavigation over Jamaica - hvorfor skulle man også det, der er jo ingen skilte! Og sidst men ikke mindst kørte de bilister vi så mildest talt som var det til et stock car-løb. Måske var det alt det "rum and grass" som var meget populært som forårsagede den hasarderede kørsel. Ved de små kiosker langs vejen blev der heftigt reklameret med "cold beer" og "joints"... Men frem kom vi. Fattigdommen var dog til at tage og føle på. At se folk bo i skibscontainere og faldefærdige hytter hvis tage bliver holdt nede af en musten i hvert hjørne er noget af en øjenåbner. Det er skræmmende at se og vi fik også en klump i halsen. Men nu skal det heller ikke gå op i triste ting, for vores hotel i Negril var virkelig dejligt. Hotel lå ti meter fra vandet - nærmest på stranden. Stranden er blevet kåret til den fjerde bedste strand i verden og er også her en af de gamle 007-film er optaget. Ellers var det bare ren luksus. Restauranten lå også ned til vandet, så når det var frokosttid kunne vi bare lige vende liggestolen og nyde god mad, Red Stribe øl, pina coladaer eller hvad man nu kunne tænke sig - dejligt.
Med til hotellet var også adgangen til et andet hotel som havde fitness center, pool!!, tennisbaner med videre. Noget som Louise og jeg naturligvis skulle benytte. Fitness centret var godt og tennis lød også interessant efter en lang dag på stranden hvor vi ikke havde lavet dagens gode gerning. Louise havde ellers forinden foreslået at vi enten prævede kræfter med parasailing, blive trukket på en "banan" efter en motorbåd, hoppe på en kæmpe hoppepude ude i vandet eller sejle hobie cat. Alt dette havde jeg høfligt afvist med den henvisning til, at Louises track record mht såkaldte "vilde ting" ikke var så god. Der var bl.a. noget med et surf board og en hjernerystelse samt lapning af læbe på Hawaii sidste år. Derfor slog det mig ikke at tennis også skulle karakteriseres som en vild ting. Men jeg blev klogere. Efter et kvarters spil - ellers i hvert fald når spil karakteriseres som at vi rammer bolden tre gange i træk - gik det galt. Efter at jeg havde slået en glimrende topskruet forhånd vred Louise om på sin højre fod. En kraftig forstuvning som man også kan se på billederne var slutresultatet. Jeg bar hende hen i baren hvor de hjælpsomme bartendere hurtigt hjalp med is mens jeg spurtede kilometeren hjem for at hente bilen. Turen hjem blev også en af de interessante da der lugtede af hash hele vejen hjem. Det var helt vildt. Nå, men hjem kom Louise og så kunne man ikke gøre andet end at slappe af. Jeg blev hyret som pakæsel og bar Louise ned og op fra vandet - til og fra hotelværelset osv. Så fik jeg også trænet :-) Mens vi lå der ved stranden kunne vi observere alle de handlende som gerne ville afsætte ciiiigarettes, ciiiigarettes, ciiiigarettes - Cuban cigars, Laaaabster (lobster red.) laaabster, "you smoke? I've the best grass" eller "you want a brownie? They're great maaaaan.
Tjeneren på vores restaurant var også en oplevelse i sig selv. Han var høj nok til at kunne indgå på ethvert NBA-hold. Hver gang man bestilte noget ellers sagde tak for noget, blev det gengældt med et "Yah maaan" eller "Yes maaan". Vi fandt aldrig ud af om han var påvirket af noget eller om han bare hyggede omkring os, for han kunne finde på at spørge os om vi alle fire skulle have kaffe til morgenmad hvorefter han strakte hele sin hånd frem med fem fingre. Efter at have holdt den frem i ca ti sekunder kiggede han spørgende på sin hånd og "fandt ud af" at der var én for meget. For os var det i hvert fald underholdende.
Men hjem skulle vi også. I lufthavnen kaprede vi en rullestol til Louise hvorefter vi kom i "handi"/VIP-køen og kom foran alt og alle. Meget dejligt. Louise havde virkelig brug for den, så det var jo meget dejligt. I Miami skulle vi også igennen immigrationen igen igen og denne gang blev der stillet lidt flere spørgsmål til Louises visa end første gang vi kom til USA. Til de af jer der ikke ved det, har vi haft en del problemer med hendes visa. Først modtog vi papirerne fra NC State OIS (Office for International Services) med fejl i Louises fødselsdag. Derefter måtte vi sende det tilbage til USA hvorefter vi modtog nye papirer med den korrekte dato. Disse papirer skal jo bruges til den amerikanske ambassade i København. Ambassaden har så valgt at udstede et såkaldt F1-visa (studievisa) i stedet for et F2-visa ("kone"-visa). Tilbage til historien: Naturligvis ville manden i Miami stille og roligt begynde at problematisere hendes visa, men heldigvis var den dovne skrankepave i Washington som var vores første port of entry ikke så opmærksom for det hjalp os sammen med Louises og mit charmerende selv os til at komme ind i Guds eget land -igen.
Nu er vi hjemme i go'e gamle Raleigh igen, mit semester slut og resultaterne kommer snart, næste fredag er vi i Miami frem til den 26 december inden vi vender næsen mod Danmark. Vi er ved at være klar til at tage hjem. Louise har lige et par interviews som skal overstås, vi har en bil der skal sælges og noget overskydende tøj der skal sendes hjem. Vi er hjemme om under tre uger, så vi ses jo nok snart.
Louise & Kristian
- comments