Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen
Jeg (Louise) føler ligesom jeg er nødt til at knytte en kommentar til de nyeste billeder, da det var en rimelig syret dag. Lørdag aften var vi til football. Der er nogen der siger at amerikanerne er meget religiøse og vil jeg til en vis grad give dem ret i, en ting er sikkert i Raleigh, North Carolina tror de på football og deres gud er Wolfpack. Det starter dagen inden kampen med flag på bilerne. På selve dagen mødes de med venner og familie på parkeringspladsen foran stadium, de slår pavilloner op, slæber grill, køleskabe (måske ikke helt køleskabe, men det er ikke det vi kender som en køleboks) også videre frem, det meste af dagen går så med at grille og drikke bajere, iført de obligatoriske røde trøjer, bukser, kjoler, med andre ord rullet i rød fra top til tå. Kristian var heldig da han tilfældigvis havde en rød T-shirt der endda havde et amerikansk flag på maven på, - jeg følte mig temmelig meget som en outcast.
Efter at have drukket, grillet og hængt ud går de så til kamp, (det var først her vi kom til). Selv Kristan der er vant til at stå blandt de blå/gule på vestegnen i tide og utide og synge/danse/hoppe, var helt paf. Til at skabe en stemning og støtte ulvene kræves der: 57.000 tilskuere, et marchingband á 50 mand, 20 dansepiger, 30 cheerleadere - som laver kraftspring, vejrmøller og saltoer i rabatten, to maskotter OG et sækkepibe orkester og to måbende tumper fra Hellerup. Det stakkels hold de spillede mod havde sølle 100 tilskuere med, og 8 cheerleadere.
I begyndelsen stillede jeg mig meget undrende overfor de af tilskuerne der havde deres børn med til det her cirkus, men da spillet gik i gang gik det op for mig: for at kunne vokse op til at blive en dedikeret footballfan skal man have reglerne ind meget tidligt - eller også tager det bare tid at fatte dem. For de der ikke kender så meget til spillet så kan det beskrives som: høvdingebold møder stofferbold. For selvom de kalder det en interception når det modsatte hold griber bolden, så er det fuldstændig det sammen som en "befrier". Derudover er det intet mindre end organiseret bøllebank. Under den ene kamp vi så var der tre skadede, hvoraf den ene selv kunne rejse sig og gå ud fra banen, den anden måtte støttes og den sidste er heldig hvis han nogensinde kommer til at gå igen.
I en sidebemærkning bør jeg nok nævne at det ikke er det bedste hold i guds eget land, ugen inden fik de tæsk af naboerne fra South Carolina 34-0.... Alt i alt en fed sport - glæder mig allerede til næste kamp.....
- comments