Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med jer,
så er vi tilbage med lidt nyt her fra NC. Vi har lige uploaded nye billeder fra det sidste stykke tid.
Siden sidst har vi været en tur på Wrightsville Beach for at nyde det gode vejr og de store bølger. Dagen hvor vi var derude - det tager ca to timer at køre fra Raleigh til østkysten - havde vejreksperterne advaret om rip currants, så vi bevægede os ikke særlig langt ud. Men det var fedt derude. Der blæste en del, men det gør egentlig ikke så meget når der er 30 grader plus. Derudover var bølgerne noget for sig. Det var lige før de mindede om de gode ture vi havde til Sandy Beach, Hawaii. Og når der er store bølger er der også "vovehalse" som surfede der. Vi valgte dog surfing fra da vi har erfaring med at kraftig strøm, store bølger og nybegyndere ikke altid er en fed oplevelse. Nå, men selvom vi havde beskyttet os med solcreme ad libitum måtte vi se os slået af strålerne mellem kl 12 og 15. Efter tre timers grillning var vi røde som hummere - en klassisk dansker - og klar til at trille hjem i Store Grå.
I løbet af den næste uge begyndte vi stille og roligt at planlægge næste udflugt. Egentlig ville vi gerne et smut til South Carolina og Georgia, men hurricane Gustav fik os til at revidere vores udflugtsmål. I stedet faldt valget på Washington DC. Vi kørte tidlig fredag morgen og var der ved middagstid. Gustav påvirkede også dele af Washington så der var kraftig regn i området. Det holdt dog hurtigt op efter vi ankom Downtown og fik parkeret bilen. Derefter tog vi turistturen rundt om alle de store monumenter, bygninger, parker mm som findes i området. Hyggelig tur, men trætte ben. Den næste dag, lørdag, var vejret helt i top, så humøret var højt. Det faldt dog en anelse da vi via Skypecast lyttede til Danish Open og ingen af vores favoritter var i semien. Hm, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Bedre held næste gang. Vi tog igen ind til byen og gik en laaang tur ud til bydelen Georgetown. Det minder en del om en greenwich village i New York. Ellers så nød vi bare at være lidt væk fra den daglige trummerum. De fem timer hjem til Raleigh gik med at banke hinaden hver gang vi så en VW Beetle, splintrede dæk i vejsiden, road kills og så havde jeg, Kristian, et hulens besvær med at huske hvad Lars Lilholt Band hed og hvilke sange de havde lavet!!!!! Efter en oversøisk opringning til en lettere overrasket Henning fik vi afklaret den sag. Han og jeg har på et tidspunkt været statister i DR's Mosqito - et sommerprogram som kørte for over ti år siden, hvor det band spillede. Derudover vidste jeg at hans forældre også kendte det. Kender I det når man død og pine bare MÅ have svar på noget som man ikke kan huske...? Lige meget hvor åndsvagt det er.
Det ville jo være perfekt hvis man bare kunne holde ferie herovre og specialet og fagene klarede sig selv. Men det gør det ikke og nu er vi tilbage i Raleigh. Louise er stille og roligt ved at komme i gang med specialet og jeg er ved at oparbejde mig en arbejdsbyde på skolen, så vi kommer nok desværre ikke til at kede os på den front...
Det var alt for denne gang. Vi håber I alle har det derhjemme. Vi tænker meget på jer alle.
De bedste hilsner,
Louise & Kristian
- comments