Profile
Blog
Photos
Videos
I mandags var jeg til Konge fest, hvor kong George skulle indvies som konge. Katrine og jeg havde rigtig taget de fine kjoler på og sat håret op til fest. På invitationen stod der at vi skulle være der kl. 12, vi spurte selvfølgelig Sara, som skulle med, hvad tid vi skulle være der, hun sagde at vi senest skulle være der 12:30.
Katrine, Sara og jeg tog en taxa ud til den by hvor festen skulle holdes, da vi ankom, var der kun få mennesker der var i gang med at pynte op og sætte plastik stole frem. Da vi spurte om det var her kong George skulle have fest fik vi at vide at det var det rigtigt nok. Så spurte vi hvor hovedpersonen var henne, her fik vi at vide, at han var da der hjemme. Katrine og jeg kiggede lidt på Sara med nogle spørgende øjne og hun måtte pænt fortælle at hun jo havde ment 12:30 Ghana tid så at festen nok først begyndte en time senere, og grunden til hun ikke havde sagt noget var at hun ikke ville gøre os kede af det ved at sige nej til at tage af sted så tidligt. Efter lidt tid kom der nogle drenge, som ville vise os ned til kong Georges hus, så vi kunne komme lidt ind i skyggen og få noget at drikke. Jeg havde jo nok, grundet titlen konge, forventet mig en vis form for luksus, men her måtte jeg sande at titlen som konge ikke medføre en stor villa med AC og pool, det var nærmere et lille skur hvor der var proppet alt for mange møbler ind. En meget stolt George kom ud for at byde os velkommen til hans bolig. Indretningen mindede mest af alt om en 12 årig drengs værelse, ikke en 40 år gammel mand, med plakater af forskellige fodboldhold og en badebold i loftet. George som sikkert har været lidt nervøs for dagens begivenhed havde slukket tørsten i lidt for mange øl og Smirnof, han snakkede løs om at, nu var han Konge og så kunne han give os lige det vi gerne ville have. Her foreslog en lidt for kæk Katrine at, så ville hun da gerne have en bil, dette kunne han dog ikke lige klare, men en cola måtte jo så være næsten lige så godt. Efter at en lille dreng var blevet sendt ud efter drikkevarer til os dukkede nogle af Georges venner op og hilste på, her var en anden Konge fra samme by i blandt. Da han så Katrine og jeg, lyste han helt op og vi fik begge mange kindkys og knus, han proklamerede straks at han ville giftes med en af os, dette hørte George som kom over og sagde at han jo allerede havde valgt mig, så den anden konge måtte få Katrine. Katrine og jeg måtte dog, til deres store ærgrelse, sige nej tak til frieriet.
Efter en time i kong Georges hus/skur blev vi ført op til overkongens hus, så George kunne klæde om der. Eftersom George jo var i gang med at klæde om, tænkte jeg at, nu kunne det ikke vare lang tid før festen skulle begynde. Igen overrasker Ghana tid mig for efter næsten 2 timer var der stadig ikke rigtig sket noget, de var stadig i gang med at klæde George på. Efter endnu en halv time kunne vi gå ud og tage plads på en af plastik stolene, som nu stod på gaden, Katrine og jeg havde håbet på at vi kunne sidde lidt bagved, men vi fik anvist ærespladserne ved højbordet. Så begyndte trommerne at lyde og ind på gaden kom flere mænd klædt i den hvide ghanesiske folkedragt, som mest af alt minder lidt om et lagen der er viklet flere gange rundt om kroppen, stoffet er ganske vist pyntet på forskellig vis med perler og mønster. George som gik i midten, under en parasol, var klædt i et fint stykke stof og bar forskellige smykker, efter at have danset lidt rundt satte han sig ned med de andre mænd. En mand med en mikrofon rejste sig op og begyndte at tale, jeg spurte Sara hvad der nu skulle ske, hun svarede at vi ventede på at der skulle komme nogle andre konger og besøge George. Lidt efter begyndte trommerne igen at spille og der kom endnu en hel række mænd i national dragt, dette var åbenbart en anden konge, han gik dog mod forventning ikke hen til George og sagde hej, men rundt til alle os andre, herefter satte han sig ned igen. Traditionen siger åbenbart at man skal vente med at sige hej til hovedpersonen, hvordan de lige ved hvornår man skal sige hej til hvem, fandt jeg ikke rigtigt ud af. Efter noget tid hvor alle sad og ventede på at den besøgende konge skulle rejse sig og sige hej, var der nogle der begyndte at danse, de dansede alle sammen på samme måde og det de siger med dansen er, længe leve kongen og giv mig nogle penge. Efter dansen gik kongen endelig over til George og lykønskede ham med den nye titel. Så satte han sig ned igen og alle ventede spændt på George skulle gå over til den anden konge og sige tak fordi du kom. Hele denne proces tog lige omkring en time, så ankom der endnu en konge og det hele gentog sig. Katrine, Sara og jeg besluttede os for at, nu havde vi vist set hvad vi var kommet for og tog derfor en taxa hjem. Hele oplevelsen har været meget speciel og det var sjovt at se hvor mange traditioner Ghana har når det kommer til konger og så er det jo nok desværre første og sidste gang jeg bliver inviteret til konge fest.
- comments
Lilli Kochen Jeg tror at jeres tålmodighed bliver sat på alvorlige prøvelser i denne tid.....
Manohari Hej Anne, jeg synes, at du er en sej pige. Jeg kan slet ikke klare sådan en tur. Kh Mano.