Søndag aften var jeg med til gudstjeneste sammen med de studerende, det var en 2½ times forestilling med gospelkor, sang og dans. Hernede er de meget religiøse og de tror virkelig på det der står i biblen og de tror på at det hjælper at bede til gud og siger ofte "hvis gud vil det". Under hele gudstjenesten kunne man virkelig fornemme hvor glade de er for deres gud og hvor meget han betyder for dem. Jeg tror en af grundene til at deres kærlighed til gud er så stor, er at de ikke har så meget hernede og derfor er de nødt til at tro på noget der er større end dem selv, som kan give dem håb og troen eller drømmen om noget bedre. De var meget glade for at vi var med til gudstjeneste og vi skulle pænt præsentere os, hvor vi kom fra og hvad vi lavede, jeg blev som sædvanlig helt rød i hovedet over at skulle tale foran 100 mennesker og det syntes de bare var rigtig sjovt, da man jo ikke kan se på dem når de bliver flove eller generte. Oplevelsen var virkelig stor, jeg tror helt sikkert jeg ville gå mere i kirke hvis der var gospelkor og dans i kirken i Danmark.

Mandag var første dag på medicinsk afdeling, igen en noget anderledes oplevelse end medicinsk i Danmark. Medicinsk afdeling er delt op i en mande og dame afdeling med plads til 13 i hver, her ligger alle 13 i en stor sovesal med et lille stykke tyl imellem sig. Udover de to afdelinger er der også en isolations afdeling hvor patienter med tuberkulose ligger. Her nede er der nogle helt andre sygdomme som de ligger med. Det er bl.a. hepatitis, tuberkulose og andre for mig ukendte sygdomme, der ligger også nogle enkelte med lungebetændelse. Gennemsnitsalderen er noget lavere her nede end i Danmark, hvis patienten er over 70 år er der ikke rigtig mere de kan gøre for patienten, så er man ikke så vigtig, han eller hun dør jo snart alligevel siger de. Det er lige en tanke man skal sluge et par gange for den synker ind.

Sygeplejerskerne fungerer som alt muligt mand, de henter vand, gør rent, passer patienterne, tager blodprøver, hælder medicin op osv. Ved medicin ophældning virker det som om det sker lidt på må og få, de har en håndskreven liste med den medicin patienten skal have og så har de noget af medicinen i en skuffe, frit tilgængeligt for alle, resten ligger i en rode skuffe, ikke i original emballage bare en masse piller i forskellige små poser med håndskrevet navn på. Hvordan de lige finder ud af hvem der skal have hvad og hvordan er jeg stadig ikke helt sikker på.

Der er stuegang hver dag på denne afdeling og her får hver patient hele 5 minutter hver, hvor der bliver diskuteret hvilke prøver der skal laves og hvad planen er for den enkelte patient. Her nede går det ikke så hurtigt med at få svar på fx blodprøver, det kan godt tage flere dage og det samme med røntgenbilleder som heller ikke er i bedste kvalitet, de glemmer ofte at skrive hvilken side der er hvor og de er ofte uskarpe. Dette er noget af det lægerne kæmper med, som jo også har konsekvenser for patienterne, et hurtigt svar på blodprøver redder liv, nogle gange dør patienten før de får svaret. Jeg snakkede med en af sygeplejerskerne, som fortalte at det ikke var unormalt at der døde op til 6 patienter om ugen. Så næste gang BT har en artikel, om for mange dødsfald på danske sygehus, vil jeg nok tænke tilbage på min tid i Ghana og hvordan forholdene var her nede.

Lige i øjeblikket er der ikke noget vand på sygehuset da det er tørret ud pga. varmen, dette giver en masse problemer, da man så ikke kan vaske patienterne eller skylle ud i toilettet fx, det medfører naturligt nok en lugt, som man skal være rimelig hårdfør for at kunne klare. Der går nogle rygter om at hospitalet skulle have købt noget vand udefra, som de skulle få transporteret til sygehuset, men ingen ved hvornår det skulle komme, og med de veje der er her, kan det tage uger før det kommer frem. Da vi bor på sygehusets grund har vi selvfølgelig heller ikke noget vand, men måske kan vi få noget fra inspektørens hus da hun har rindende vand, det håber vi rigtig meget på kan lade sig gøre, så vi kan få skyllet ud i toilettet og komme i bad i en spand igen.

Onsdag morgen vågnede vi op til at hus uden strøm, så vores ting i fryseren var tøet halvt op og drikkevandet var lunkent, da vi spurgte hvad grunden til at vi ikke havde strøm var, fik vi at vide at Ghana skal spare på strømmen, så en gang imellem bliver der slukket for strømmen i hele byen. Da kl. blev 12 fik vi strøm igen.

Onsdag var også dagen hvor vi var i skole for at se hvordan undervisningen er hernede. Skolen starter kl. 7 med en halv times morgenbøn og sang, herefter fordeler de tre årgange sig i tre forskellige klasselokaler med plads til 120 elever i hver. Første time vi havde, var anatomi og fysiologi, timen startede kun en halv time senere end der stod på skemaet, så lærerne kører tydeligvis også på Ghana tid. Lige så snart læren kom ind i lokalet blev der helt stille, så begyndte han ellers at undervise. Undervisningen forgår ved at lærenen spørger en tilfældig elev om noget, som eleven efter at have rejst sig, skal svare på. Hvis der bliver svaret forkert er det tilladt at grine højt og hånligt af eleven, dette gør alle også læreren. Bøgerne eller kladdehæfterne som de bruger til denne time er håndskrevne og uden billeder, læreren havde en computer med, men uden strøm virkede det ikke rigtigt, så han skrev på tavlen.

Anden time vi havde, var medicinsk sygepleje det forgik på samme måde med at læreren kom for sent, denne gang 45 minutter, folk snakkede lystigt sammen og virkede ikke særligt påvirkede af at læreren ikke var kommet, i Danmark havde man jo pakket tasken sammen efter 20 minutter. Til denne time havde eleverne rigtige bøger, nogle mere slidt end andre. Vi fik lov til at se prisen på en sygeplejerskeuddannelse her, det koster 150.000 kr. hvilket er virkelig mange penge, når en uddannet sygeplejerske får omkring 3000 kr. om måneden.

I dag, torsdag, har vi både fået vand og strøm, så det er rent luksus at være her. Jeg har været til torsdagsmøde, som er et møde hvor der bliver undervist i forskellige emner og hvor der bliver diskuteret forskellige cases fra hospitalet. Det er primært læger og højtstående sygeplejersker og jordmødre som er med til mødet. I sidste uge var det om sygeforsikring og ugen før det var det uforklarlige dødsfald på hospitalet. I dag var det om genoplivning af børn og hvad den nyeste viden siger om det, det var den ene af de 2 hvide læger fra Tyskland som fortalte om dette, det var virkelig spændende at høre hvilke måder man kan bruge de ting vi har til rådighed, hernede, på og hvor lidt der skal til for at børnene de overlever. Der blev besluttet at man på fødestuerne skulle male de trin som man skal gennemgå inden og under genoplivning så man kunne lære dem. Lægen havde også en babydukke med, som man kunne øve genoplivning på hvis man havde lyst efter undervisningen.

Ellers går det rigtig godt, Katrine og jeg hygger os med yatzy og Unospil om aftenen. Da vores driver George har et lille blikskur, hvor han sælger øl, vin og sprut fra, nyder vi også et glas rødvin om aftenen til vores mad. Rødvinen er dog ikke noget vi snakker om med andre, da det jo er ukristeligt at drikke vin, med mindre det er altervin.