Fredag aften kom to af pigerne fra skolen og spurgte om vi ville med på udflugt til en lille landsby, dagen efter, det ville vi selvfølgelig, så vi aftalte at vi skulle være klar kl. halv 6 lørdag morgen.

Lørdag, stod Katrine og jeg op kl. 5, da vi jo havde aftalt med pigerne at vi skulle mødes kl. halv 6, da vi var færdige med vores morgen rutine satte vi os ned for at vente på pigerne. Vi ventede og kl. blev kvart i 6 og 6 og kvart over 6, kl. halv 7, en time efter vi havde aftalt, dukkede pigerne op og vi kunne tage af sted. Vi troede jo selvfølgelig at pigerne mente halv 6 men de mente altså halv 6 Ghana tid, som jo betyder en halv til en hel time efter det aftalte tidspunkt. Men vi var glade over at de kom og hentede os. De fortalte os at vi skulle hen til en anden sygeplejeskole og derfra ud til den lille landsby hvor vi skulle måle blodtryk, tjekke øjne, ører og informere om personlig hygiejne.

Da vi kom ind i bussen, som var fyldt til randen med studerende, blev der sagt en bøn og så kunne vi køre. Efter at have kørt i ca. 30 sekunder begyndte de første studerende at synge en sang, resten faldt hurtigt i og så var der ellers dømt fællessang og dans i bussen. I Danmark plejer fællessang næsten altid at dø ud i løbet af et par sange, men her i Ghana fortsætter man til man når frem til sit bestemmelses sted, det vil sige omkring 2 en halv time senere. Jeg er rimelig imponeret over at de kunne blive ved i så lang tid.

Da vi ankom til skolen gik vi ind og hilse på de andre elever og satte os derefter ned, nu fik vi at vide at der ville være en kort spirituel velkomst. Efter halvanden times bøn og sang var jeg godt træt og svedte helt vildt, solen stod nemlig lige ind af vinduerne eller myggenettene som vi ville kalde dem i Danmark og bagte på mig. Igen er jeg imponeret over deres glæde ved at bede og synge. Efter velkomsten kunne vi sætte os ud i den varme bus og få noget mad, ris med et lille stykke kylling, og så kørte vi ud til landsbyen.

Ude i landsbyen gik vi rundt til de forskellige huse og skure og fortalte at vi var sygeplejersker og at de kunne komme og få et sundhedstjek hos os. Næsten alle stirrede på Katrine og jeg, som om vi kom fra en anden planet, der ude havde de ikke set hvide før, Katrine fik endda en lille dreng til at græde da hun smilede til ham. Flere kom hen og ville snakke og røre ved os, det er noget overvældende at blive rørt ved af folk man ikke kender. Hele turen gennem den lille by havde vi små børn gående efter os, man kunne se at de var meget fascinerede af os og gerne ville snakke men ikke rigtig turde. Jeg kunne ikke lade være med at smile til dem og nogle af dem kom med nogle forsigtige smil tilbage.

Landsbyen bestod af mange små lerhytter og blikskure, en rimelig stor kirke som også var skole for de små, mange af de ældre børn går ikke i skole, enten fordi deres forældre ikke har råd eller fordi de ikke mener at de kan lære dem noget, de vil hellere sælge ting langs vejen og tjene en smule penge. Selv om disse mennesker ingenting har så er de alligevel meget smilende og glade, de ler og snakker om alverdens ting.

Efter vi havde været rundt i byen gik vi tilbage til bymidten og begyndte at måle de værdier og vejlede folk i hvad de skulle spise og hvornår de skulle søge læge. Der blev også lavet en HIV test på dem som ville have det.

Efter konsultationerne kørte vi tilbage til skolen til endnu en spirituel afslutning, denne gang dog kun i 45 minutter og så kunne vi køre hjem.