Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er tiden ved at løbe ud, og dette bliver vores sidste blog-indlæg om vores rejse til US. Tiden flyver af sted, og vi har oplevet mere, end vi kunne drømme om.
Forrige torsdag, d. 16/2, havde vi vores sidste EA-tur med universitetet og grundet, at det var vores sidste tur, måtte hver enkelt klasse selv bestemme, hvad de ville opleve - bare det var skole/kulturrelateret selvfølgelig. Annes klasse bestemte sig for at besøge Manoa Vally, som er en kæmpe dal med eksotiske frugter, tropiske planter og vilde fugle fx. undulater. Turen foregik med en lokal guide - han viste dem igennem nogle haver; først en have med etniske planter fx. taro, så en have med de ting, polynesierne tog med sig fx. ananas og bananer og til sidst en have med de ting, japanerne og kineserne tog med sig fx. sukkerrør, bambus og ris. Igennem turen så de også smukke blomster. Turen sluttede bag på et lad ned af bjerget. Min klasse, Cecilie, valgte at tage på en Waikiki-tur, hvor vi så og lærte om de mest essentielle statuer, monumenter og hoteller i byen, hvilket var meget interessant, da vi ikke havde beskæftiget os så meget med historien, som vores egen by kunne fortælle. Vi sluttede vores tur af med at spise på en meget populær restaurant, som hedder "Ono Hawaiian Food", som betyder "Lækkert, hawaiiansk mad". Vi prøvede at smage traditionelt, hawaiiansk mad - deres mad ser ikke så indbydende ud, og der er ikke kræset for detaljerne, men det smagte super fint og det var sjovt at prøve. Dagen sluttede af med smoothies på restauranten Dukes med live musik nede ved Waikiki Beach.
Mandag og tirsdag d. 13.- og 14/2 havde henholdsvis Sema og Johanna fødselsdag. Jeg, Cecilie, går i klasse med Sema og på hendes fødselsdag, havde vores lærer Lara medbragt den flotteste fødselsdagskage med bær, hvor hun satte lys i og ønskede Sema tillykke med fødselsdagen. Hun fik endvidere en blomsterkrans om halsen med den besked, at her i US fejrer man fødselsdag ved at give fødselaren kage og gøre dagen god for hende/ham (hvor vi i Danmark er vant til, at det er fødselaren, der har kage med, er det her helt modsat). Det var super sødt af Lara, og Sema havde med sikkerhed en dejlig dag.
Fredag d. 17/2 var der arrangeret fødselsdagsfest for Sema og Johanna - temaet var "hula", så vi havde alle hawaiiansk tøj på. Vi spiste kage og frugt og hyggede os, og som underholdning var der zumba-inspireret dans med Olivia som instruktør, en fra vores gruppe. Efterfølgende hyggede vi os på værelserne.
Lørdag d. 18/2 mødtes vi med nogle piger fra gruppen kl. 04.45 om morgenen, da vi havde besluttet, at vi skulle ud at hike et bjerg, der hedder Koko Head. Det tog en times tid med bus og femten minutters gang at gå ud til bjerget - derfor skulle vi af sted så tidligt; vi skulle nemlig nå at hike, inden solen stod højt på himlen, for ellers ville det være uudholdeligt. Bjerget havde engang været anvendt til togtransport, og selve togskinnerne var stadig bibeholdt og lavet om til en slags trappe hele vejen op af bjerget. Selvom hiket "kun" tog 35 minutter, var det det hårdeste hike, vi endnu havde været på grundet den ekstreme, stejle stigning. Sveden haglede ned af os, da vi endelig nået toppen, men det var en fed fornemmelse, da vi havde gennemført det! Samme aften var Anne og jeg inde og se mændene spille vollyball på universitetet - vi var så heldige at få gratis billetter til kampen, da vi stødte på en af arrangørerne uden for arenaen. Kampen var spændende, og vi prøvede at lure nogle tricks af til dagen efter, da vi selv skulle ned på stranden og spille volleyball med de andre fra gruppen. Hehe.
Søndag d. 19/2 skulle vi, som nævnt, ned til stranden og spille volleyball. Vi, aktivitetsgruppen, havde arrangeret kampen i forbindelse med, at vi alle skulle grille på stranden til aften. Volleyball-kampen gik super godt, og folk hyggede sig - vejret var solrigt og skønt, så vi solede os på stranden efter kampen. Søndag er, som nævnt i tidligere blogindlæg, vores ugentlige dag, hvor vi alle spiser sammen, og denne gang var der arrangeret grill på stranden - vi grillede hotdogs og spiste hjemmelavede kartoffelsalat (åh, hvor vi dog savner kartofler!), og efterfølgende sluttede vi aftenen af med at se den rød-gule solnedgang ved smukke Waikiki Beach - alt i alt en meget vellykket og dejlig dag.
Mandag d. 20/2 er en helligdag i US., da det er President's Day, så vi havde fri fra skole. Vi havde læst i kulturavisen, at der var gratis yoga i nærheden af os, og det ville vi gerne prøve. Vores leder Jacob dyrker selv meget yoga og snakker en del om det, så det havde inspireret os. Vi var fem piger, der tog af sted, sammen med Jacob. Stedet, hvor vi skulle dyrke yoga, var super "street". Det var en café med et baglokale, som lignede en lille koncertsal med "street art" på væggene, bar og plads til at hygge sig. Det var rigtig sjovt at prøve, anderledes end hvad vi lige havde forestillet os, men vi ville gerne prøve det igen, hvis lejligheden bød sig.
Tirsdag d. 21/2 var vi på virksomhedsbesøg med skolen den sidste halvdel af dagen. Vi besøgte firmaet "Honolulu Design Center - Inspiration", som ejes af en dansker ved navn Thomas Sørensen, der sælger dyre møbler. Han er onkel til en dansker, vi har mødt hernede, som hedder Sebastian, og på den måde, blev der arrangeret et virksomhedsbesøg for de elever, der ville høre om at begynde sin egen virksomhed i et andet land og om markedsføring. Thomas Sørensen tog imod os og viste os rundt. Møblerne, han sælger, er primært meget dyre, og vi så en seng til 44000 dollars (lidt over en kvart million danske kroner!). Det var virkelig spændende at høre om hans virksomhed, tanker og liv. Som en del af sin markedsføring havde han en slags "club" i forlængelse af 3. etage - her holdt han arrangementer næsten hver weekend. Det første rum, man kom ind i, var hans vin-bar - her havde han omkring hundrede forskellige slags vine, som man købte et vinkort til, for at kunne tappe fra flaskerne. Det var virkelig eksklusivt! Endvidere kunne man træde ind i en sal, som blev brugt til modeshows, møder, workshops osv. For enden af denne etage var der en 5-stjernet restaurant, som vi, som en afslutning på vores besøg, skulle prøve. Det var virkeligt eksklusivt; først fik vi en kartoffelsuppe, som var virkelig lækker, efterfølgende fik vi laks på frisk salatbund (vi har aldrig fået så god en laks før!), og slutteligt fik vi hjemmelavede kokos-is (vores munde var i himlen). Sikke en oplevelse at få med - vi følte os virkelig forkælet. Samlet set havde dagen været meget inspirerende, lærerig og rigtig god.
Da vi fik fri fra skole onsdag d. 22/2, havde vi meldt os på endnu et hold, hvor vi skulle danse hula (igen). Vi var ca. ti personer fra gruppen, som havde tilmeldt os - denne gang skulle vi dog danse uden for i en nærliggende park. Sådan danses hula rigtigt - man skal være i et med naturen. Det var super sjovt at prøve igen - denne gang prøvede vi dog noget mere avanceret hula-dans. Det var svært, men efter lidt øvelse, gik det faktisk rigtigt godt.
Torsdag d. 23/2 var der graduation. Vi skulle mødes på Hotel Hyatt nede ved Waikiki Beach kl. 11.00. Vi skulle være i en festsal på hotellet, som var meget elegant og flot i beige farver. Vi blev placeret ved seks runde, veldækkede borde. Først var der tale ved en leder fra universitetet, efterfølgende var der tale ved en overordnede, som stod for planlægningen af vores kursus og slutteligt holdte vores tur-leder Jacob tale - det hele var meget formelt og fint. Efter talerne skulle vi spise; vi fik den lækreste buffet, og desserten bestod af et stort kagebord, hvor vi kunne spise lige, hvad vi ville af gode kager. Efterfølgende var der overrækkelse af kursusbeviser klassevis, og da alle fra hver klasse havde modtaget sit bevis, blev vi bedt om at flytte vores bånd på vores hue til venstre side, som betyder, at man har bestået og gennemført forløbet (båndet sad altså på højre side af huen indtil overrækkelsen af beviset). Efterfølgende var der underholdning klassevis. Endvidere var der elever, der henholdsvis præsenterede deres lærer, som skulle holde tale, og slutteligt var der tale fra kursusledelsen igen. Som afslutning på graduations-dagen gik vi alle ned til Duke-statuen ved Waikiki Beach og fik taget billeder - både klassebillede og gruppebillede. Formålet med at gøre så meget ud af vores graduation var, at vi skulle få et indblik i og prøve, hvordan det er at have studeret og bestået et forløb i US. Det er jo meget anderledes end i de europæiske lande. Graduations-forløbet var akkurat ligesom man ser det på film, og det var en meget speciel oplevelse.
Fredag d. 24/2 blev vores sidste fest holdt - temaet var galla, så vi var alle i fint tøj. Festudvalget havde bestemt, at vi skulle mødes kl. 16.45, hvor vi blev kørt ned til stranden for at drikke champagne, tage billeder og se solnedgangen. Det var både super hyggeligt og smukt. Efterfølgende blev vi kørt hjem i taxaer, hvor der ventede en lækkert buffet, som vores leder Jacob og en fra vores gruppe, Maria, havde lavet i fællesskab. Efter vi havde spist god mad, var der underholdning, som bestod af nomineringer. Vi havde en super godt aften, som også var lidt sørgmodig, da det var vores sidste fest sammen på Hawaii.
Mandag d. 27/2 var det min, Cecilies, 20-års fødselsdag. Anne hentede Starbucks-kakao og en muffins til mig, som jeg fik til vores sædvanlige morgenmad: havregryn med frugt. Da vi havde spist, fik jeg en gave af Anne, som var et armbånd, hvilket var super sødt. Jeg gik ned i receptionen for at forhøre om, hvad en taxa-limousinetur kostede, da mit ønske var at køre i limousine på min 20-års fødselsdag, men jeg fik det svar, at taxa-limousinerne kostede 160 dollar for mindst to timer, hvilket var rimelig mange penge, så det var ærgerligt. Vi besluttede os for at tage på stranden, da vejret var super godt og lækkert (det er ikke så ofte, jeg prøver det, når min fødselsdag er i slutningen af februar, så det var helt fantastisk). På vej ned mod stranden, hvor man skal forbi en masse fine hoteller, holdt der en flot, hvid limousine, og jeg gik hen for at snakke med føreren, da jeg ikke havde opgivet mit håb og ønske. Jeg fortalte ham, at jeg havde fødselsdag og om han ikke kunne give mig en god pris på en limousinetur, da jeg gerne ville lave noget anderledes og vildt på min fødselsdag sammen med nogle veninder - vi snakkede lidt, og han gav mig en god pris, og pludselig skulle vi ud at køre i limousine senere samme dag (wuhu!). Midt i vores strandtur gik vi ca. tyve fra vores gruppe op på en populær strandrestaurant for at spise frokost og fejre min fødselsdag - gruppen sang fødselsdagssang for mig, hvilket var meget sødt, og samtidig gav restauranten en gratis Hula Pie (is på sprød kagebund med flødeskum, varm, smeltede chokolade og nødder). Efterfølgende solede os på stranden det meste af eftermiddagen. Vi tog hjem kl. 16.00 for at gøre os klar til limousineturen. Chaufføren var super sød og havde købt nogle ananasjuice til os, som vi kunne drikke på turen. Vi kørte i en time og et kvarter, hvor vi bl.a. stoppede ved Diamond Head, Hanauma Bay og Blow Hole, hvor vi fik mulighed for at tage billeder. Jeg havde en dejlig og uforglemmelig dag. Den dag gik det virkelig op for os, at Hawaii er paradiset, hvor alt er muligt.
Tirsdag d. 28/2 var vores sidste hele dag på Hawaii, og vi have besluttet, at hele gruppen skulle være sammen og holde en afskedsmiddag - det blev på en Seafood-restaurant i nærheden af vores hotel. Vi havde en super god aften, hvor vi bl.a. gav vores leder Jacob nogle gaver for at sige tak for en fantastisk tur.
Turen er desværre ved at nå til vejs ende, og lige nu sidder vi i lufthavnen i New York og venter på vores fly til Kastrup.
Når vi tænker tilbage på vores rejse til Hawaii, mindes vi Hawaiis frodige, stejle bjerge, den eksotiske natur med vandfald, regnskov, vulkaner, palmebeklædte strande med turkisblåt hav med hvaler og havskildpadder. Vi vil tænke på huladans og ananasplantager og på hawaiianernes helt specielle "Hang Loose"-mentalitet. Vi har fået en oplevelse for livet, som i høj grad blev båret sammen med vores søde rejsekammerater og vores lærer på University of Hawaii.
Our dreams are made by true stories. We love Hawaii!
Kærligst Anne og Cecilie.
- comments