Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en uforglemmelig og fantastisk rejse igennem den vestlige del af hovedøen, Hawaii, forsatte vi vores friuge "hjemme" i Honolulu. I denne sammenhæng skal "hjemme" betragtes bogstaveligt, da vi efter flere "uheldige" situationer har været ude for, at vi hver især har besvaret spørgsmålet fra de mange interesserede: "Where do you live?" med "I live in Honolulu" og først efterfølgende var blevet bevidste om, hvad vi havde sagt. Det de "fremmede" i virkeligheden ville have haft svar på, var, hvor vi oprindeligt kom fra, da det er tydeligt, at vi ikke just er fra U.S.
Efter en fridag, torsdag d. 2/2, hvor vi havde været enormt trætte efter nogle lange dage i Hilo, benyttede vi vores friuge til at tage på en heldagstur den efterfølgende dag. Her tog vi sammen med en anden fra holdet, Andreas, ud til Doles "hovedplantage", hvor der dyrkes de mest lækre ananasser. Plantagen ligger ca. på midten af øen, og det tog to og en halv time med bus; men turen var det hele værd. Vi skulle med tog for at komme til at se og opleve selve plantagen, men vi havde forestillet os hjemmefra, at det var muligt at gå på selve plantagen og opleve markerne på tæt hånd og gå mellem ananas- og bananplanterne og andre eksotiske frugter - men det var ikke muligt, hvilket vi også kunne se logikken i bagefter, da det er en arbejdsplads, som ikke skal blive hindret af turismen. Togturen var en oplevelse værd, men det var kun et lille udsnit, vi så, da plantagen er mange hundrede hektar stor. De forskellige sorte af ananas fik vi også lov til at se i deres lille have, de havde, hvor de forskellige sorter af ananas var repræsenteret, og vi dermed kunne se på helt tæt hold. Selvom deres primære produktion er ananas, dyrkede de også andre tropiske frugter, som vi så på vores vej med toget. Her så vi blandt andet mango- og kakaotræer, kaffeplanter og banantræer. Efterfølgende fik vi naturligvis frisk ananas samt ananasjuice og ananas-is, hvilket var meget lækkert.
Lørdag d. 4/2 var vi en stor del af gruppen, der tog ud til Kailua Beach, som er en smuk, hvid, fredsommelig sandstrand, der ligger på den anden side af Manoa Valley. Stranden er perfekt til vandaktiviteter for ikke-øvede, da vandet er "indhegnet" i en bugt, så de store bølger ikke kommer ind. Vores formål på denne tur var at prøve at sejle i kajak. Vi var seks personer, der lejede kajakker, hvor Cecilie og jeg var de eneste, der lejede en kajak, der var dobbelt. Her kom vores samarbejdsevner på en stor prøve, da vi skulle ro i takt, men efter lidt træning og utallige grin gik det super godt, og det var rigtig sjovt. Den omkringliggende natur var helt fantastisk; udsigten ude fra havet ind over den hvide strandbred med Manoa Valleys grønne bjerge i baggrunden, og ikke mindst den skyfrie himmel, gav et helt eneståede udsyn. Vi sejlede ud til en ubeboet ø med et helt specielt fuglereservat og videre hen til en anden strand, der havde gode snorklemuligheder og dermed et flot koralhav at se på fra kajakken.
Om søndagen d.5/2 var der Probowl-finale, og Jacob, vores leder, havde fået arrangeret således, at vi alle fra holdet kunne sidde sammen på en bar og se kampen, selvom vi var under 21 år. Amerikansk fodbold er ikke vores stærke side i forhold til spilleregler, men det, vi synes, var mest interessant, var også, hvordan hawaiianerne sad "klinet" op til tv-skærmene hele denne dag samt deres store indlevelsesevne. Man var ikke ét sekund i tvivl om, at det var noget, der betød meget for hawaiianerne. Kampene finder sted på Hawaii, Honolulu Stadium, og selvom hawaiianerne ikke har et hold, de kan stille op med, er det alligevel noget, som er dem nært, og giver dem en form for identitetsfølelse.
Et af Hawaiis mest omtalte kendetegn er gigantiske bølger og sporten surfing. Det er her surfing oprindeligt stammer fra, hvor en af grundlæggerne, Duke, en meget berømt surfer og OL-vinder, spredte dette fænomen til Hawaiis kultur i begyndelsen af det 20 århundrede. Dette er stadig gældende i dag, og der bliver surfet for "fuld udblæsning" på alle Hawaiis 8 øer. Hawaii er også et af de steder i verden, der har de bedste betingelser for surfing, idet de har de største og kraftigste bølger; især oppe ved O'ahus nordkyst i vinterperioden, hvor surfere fra hele verden strømmer til for at deltage i de store surferkonkurrencer. Vi havde bestemt os for, at vi også ville opleve surfermiljøet på egen krop, så vi tog kampen op og tilmeldte os et surfer-hold på universitetet sammen med otte andre fra vores gruppe mandag d. 6/2. Vi surfede ved Diamond Head Beach, et fredeligt sted, hvad omhandler bølger, så det var et essentielt sted for ikke-øvede surfere. Vi havde to søde instruktører med til at hjælpe os og demonstrerer, hvordan man skulle håndtere en bølge. De var også studerende fra universitetet og havde fritidsjob som livreddere og surferinstruktører. De oprigtigt kom fra henholdsvis Californien og Florida. Betingelserne for surfing den dag var ikke så gode, da der var længe mellem "de gode" bølger, men det var en kæmpe oplevelse og utrolig sjovt. Timen bestod af 99,9 % padling og 0,1 % ridning på en bølge. Vi formåede begge to at "fange en bølge" og "komme op på huk" på vores surfer-board På trods af dette, var vi begge ellevilde over, de få sekunder, vi havde fået mulighed for at "ride på en bølge", og vi blev hurtigt enige om, at denne oplevelse skulle gentages hurtigst muligt. Det blev gentaget søndagen efter, hvor jeg, Anne, sammen med fem andre fra holdet surfede ved Waikiki Beach, hvor vi havde lånt surfer-boards en hel dag. På denne dag var betingelserne bedre, da bølgerne var større og kraftigere, og vi fik flere chancer for at øve os. Det endte med, at vi alle var oppe og stå flere gange, og blev ført flere meter væk, men vi blev også væltet omkuld af de stærke bølger op til flere gange. Det var en fed oplevelse, og man havde ikke på noget tidspunkt lyst til at padle mod strandbredden igen for at stoppe; det er en fysisk hård sport, idet man hurtigt bliver træt i arm- og rygmusklerne af at padle, så man kan ikke holde til at være ude i mere end et par timer.
Dagen forinden havde vi også været på tur til Nordkysten sammen med hele gruppen og vores leder, Jacob, for at opleve de kendte surferbølger og surfermiljøet. Det var ikke en tur, vi havde betalt på forhånd, men da vi alle havde klaget over vores Sex and the city-tur i New York, fik vi givet en bus til rådighed til denne tur af Dansk Studiecenter. Først tog Jacob os med til en landsby på vej op mod Nordkysten, hvor der var nogle gode spisefaciliteter. Byen mindede os om en gammel Western-film med træhuse og svingdøre. Atmosfæren var meget afslappende og hyggelig, og byen var fyldt med en masse gadekunst. Vi var inde i "Coffee Gallerie", der er en cafe med lækre, smagfuld kaffer og velduftende, hjemmebagte kager. Næste stop var Waimea Valley, hvor vi vandrede op til et lille vandfald, set med vores briller. Det var muligt og tilladt at bade ved vandfaldet, så det var anderledes fra de vandfald vi hidtil havde set. Vandet var isende koldt, men det var en smuk oplevelse, og vi fik taget nogle billeder ved siden af det rislende vandfald - hvem vil ikke gerne prøve dét? Den omkringliggende natur var også enestående med en masse farverige, hawaiianske blomster, og der var sågar frugttræer såsom papaja- og banantræer. Derefter kørte vi langs Nordkysten, hvor vi havde stop, så vi kunne se de gigantiske og velegnede surfer-bølger. Det var ikke tilladt at badeved denne strand, fordi bølgerne var så kraftige - vi så professionelle surfere, der "red på de kæmpe bølger", hvilket var underholdende. De rejsende havbølger var flere meter høje, og når bølgerne knækkede, gav det et ordentligt plask mens det hvide havskum "farvede" resten af vandet mod kysten. Og os som troede, at vi havde set store bølger ved Vesterhavet. (Hehe).
Et af de store højdepunkter i skolen siden sidst, er vores hula-undervisning - den hawaiianske, nationale dans. En enestående dans, der udtrykker den hawaiianske aloha-spirit. Det var en lokal "hula-kvinde", der var vores danselærer. Hun begyndte med at byde os alle velkommen på således vis: Hun trykkede os alle i hånden, kiggede os i øjnene og gav os et kindkys. Derefter præsenterede hun sig selv og fortalte os sin egen livshistorie i forhold til hula: Hun fortalte, at hendes bedstemor var én af de få, der holdte de hawaiianske traditioner i live og var med til at viderebringe dem selv i den værste tid, hvor missionærerne fra US havde overtaget landet og forbudt de indfødte at udøve alt hvad der hed hawaiiansk tradition - og herunder hørte huladans. Hun forklarede også, hvordan hawaiianerne fortalte en historie igennem deres huladans; nemlig igennem tegn med hænder og ben. Vi lærte nogle grundlæggende bevægelser med vores arme, f.eks., hvordan man udtrykker tegnet for en bugt, en sol og en fisk. Derefter skulle vi koordinere det med fødderne og dertilhørende musik. Det var en udfordring, men det var også meget sjovt og underholdende.
Denne uges "Educational Activity off campus" gik mod Honolulu Down Town og Chinatown - et sted vi ikke havde været bekendt med før. Det er et meget kendt sted, der byder på meget mere end et finansdistrikt. Det er også i det område, der ligger mange kendte bygninger, statuer og monumenter. Vi så blandt andet det royale palads og Iolani Palace, og vi var inde og så State Capitol Building, den statsbygning, der besidder den lovgivende og udøvende magt på Hawaii. Vi oplevede en demonstration foran State Capitol Building, hvor der blev demonstreret imod overforbruget af plastikposer i supermarkederne. Vi blev glade for at se, at det var et emne, der blev debatteret, da vi har oplevet, at supermarkederne bruger alt for mange poser, når de pakker ens varer ned (det gør man nemlig ikke selv herover). Når vi har handlet ind, er vi hver gang kommet hjem med ti plastikposer hver, hvilket ikke kan være miljøvenligt, når poserne kommer direkte i skraldespanden efterfølgende. Derudover så vi Kamehameha-statuen, der faktisk ikke er den ægte; den er nemlig placeret i Hilo, som vi så på vores rejse dertil. Grunden til, at den ægte ikke er placeret det rigtige sted, er fordi, den blev væk under rejsen til Hawaii. Den blev nemlig bygget i Rom og det endte med, at statuen blev bygget på ny. Derefter blev den ægte statue fundet og placeret i Hilo. Vi så også statuen af Queen Liliuokalani, som var en betydningsfuld person for mange hawaiianere, da hun var forkæmper for at gøre hawaiianerne (de indfødte og mænd) stemmeberettiget i slutningen af 1800-tallet. Efter turen rundt i Downtown, hvor vi også så finansdistriktet og Hawaiis første bank, gik vi til en helt anden ende af byen, nemlig Chinatown. Selvom New Yorks China Town er mere end dobbelt så stor som Honolulus, fik vi mere ud af den her tur end i New York, da vi havde mere tid denne gang - vi havde dermed mere tid til at danne os et indtryk af stedet. Det første, vi bed mærke i, var den ildelugtende stank af kloak, der var alle steder - sågar inde ved de lokale slagtere og fiskehandlere, hvilket vi bestemt ikke er vant til hjemmefra, så det var noget af et kulturchok. Derudover der også meget lumsk og beskidt alle vegne. Hvis man kunne distrahere fra dette, var det også et meget spændende miljø, der bød på meget mere end bare overstående. Vi var på frugtmarked, der tilbød alverdens lækre, eksotiske frugter til vel og mærke billige penge, og vi så mange anderledes fødevarer inde ved slagteren og fiskehandleren: Vi så fisk i alle regnbuens farver, grisehoveder, blæksprutter levende frøer og krabber, der lå i lag og en masse forskellige krydderier, der satte lugtesansen på arbejde. Afslutningsvis smagte vi spændende kinesisk mad på henholdsvis en kinesisk restaurant og ved en gadesælger. Vi havde en helt fantastisk og oplevelsesrig dag, hvor vi så en helt anden side af Honolulu. China Town mindede os pludselig om begyndelsen af vores rejse til New York; vi drømte os lige tilbage i tiden et øjeblik - tilbage til tiden, hvor vi stod midt inde på Manhattan mellem de høje skyskrabere og den larmende trafik, der strømmede af sted som om, der kun var 30 sekunder på et minut. Åh, den følelse vil aldrig forsvinde fra vores kroppe - vi vil mindes den på en kold og trist regnvejrsdag, når vi kommer hjem til Danmark; det vil helt sikkert gøre en trist dag bedre.
Siden sidste indlæg har vi i aktivitetsgruppen holdt to arrangementer, nemlig Game Night, hvor vi spillede "Gæt og grimasser" samt afholdt volleyball-turnering nede ved Waikiki Beach. Begge arrangementer var meget vellykket, og der var en høj deltagelsesprocent - både hvad angår svenskere og danskere, som der ikke har været til de andre arrangementer, vi har holdt. Volleyball var især en stor succes, hvor kampgejsten var høj - dette har gjort, at vi allerede har planer om at gentage vollyball-succesen.
Sidste fredag havde stort set hele vores hold meldt sig på en tur, der gik til "Polynesian Cultural Center", der ligger på den anden side af Manoa Valley. Inden vi vil beskrive vores oplevelsesrige tur, vil vi lægge ud med at fortælle lidt fakta om hvad ordet Polynesien, står for. Selve ordet betyder "mange øer" og her henvises der hovedsageligt til øerne, der ligger i "trekanten" mellem New Zealand, Hawaii og Påskeøerne. Det er folket, på øerne, man kalder polynesiere, og de er kendt for deres formidable kulturhistorie i form af forsyningsmæssig stabilitet, højtudviklet, socialt samarbejde og religion på trods af deres beliggenhed. Mange af øerne ligger tusinde af kilometer fra hinanden. Måden hvorpå de har kunnet koloniserer sig, har baggrund i legendarisk sømandskab og kendskab til oceanets strøm- og vindforhold. På grund af de store afstande er naturforholdene bemærkelsesværdigt meget ens med gode muligheder for at dyrke eksotiske frugter så som kokos, mango og banan. Den ø-type, der har de bedste betingelser for kulturdyrkelse, er de vulkanske- og højere øer såsom Tahiti, Hawaii og Samoa. Lige siden de første opdagelsesrejsende fik kendskab til øerne, er kulturen blevet beundret og er siden hen blevet en turistattraktion. Øerne er blevet kaldt "synonymet for paradis". Centeret var et levende museum. Det var som at træde ind i en anden verden - et stammemiljø. Vi bevægede os mellem de forskellige "øer" og dermed forskellige nature. Vi så forskellige danse, instrumenter og ritualer, og vi oplevede, hvordan de lavede mad, åbnede friske kokosnødder og lavede kokosmælk - oftest var publikum en del af showet, hvilket gjorde det mere interessant. Vi var sågar ude og sejle i kano i den flod, der dannede ramme om de fiktive øer. Vores aftensmåltid foregik også i centeret - vel og mærke på hawaiiansk manér. Vi fik buffet, der bestod af alt lige fra eksotiske frugter, lilla kartoffelsalat, rå og kogt fisk, plukket svinekød, nudler (uden mel), taro, søde ris, lilla boller og ikke mindst deres tørrede kød. Det var meget spændende at smage maden, og det er meget anderledes, end vi er vant til - deres mad på Hawaii er meget sødt, hvilket virker totalt mærkeligt. Vi forbinder sødt mad med desserter, og ikke med selve hovedmåltidet, som man skal blive mæt af. Det endte med, at vi veg udenom det søde mad, da vi skulle op og tage anden gang fra buffeten, da det simpelthen var for mærkeligt at spise så sødt mad. Efterfølgende var der et kæmpe kagebord med kokos-, chokolade- og ananaskager. Dagen efter fik vi svar på, hvad de forskellige rettet hedder, som vi smagte; det plukkede svinekød , vi spiste hedder "Kalua pig", de rå fisk "Lomi Lomi salmon". Til kagebordet var der en hawaiiansk kage ved navn "Loco Moco" og en lækker kokoskage "Hapia". Aftenen sluttede af med et spændende teaterstykke "Breath of life". Stykket omhandlede en mands liv, hvorigennem den polynesiske kultur blev fortalt - vi oplevede livet fra fødsel og videre til overgangen fra barn til voksen og bryllup og slutteligt døden. Historien blev fortalt igennem sang og musik i forskellige kulisser og der var sågar animerede film ind i mellem. Hele dagen havde været meget lærerig og underholdene, og det var ikke en oplevelse, vi ville have været foruden.
Tirsdag d. 14/2. var det Valentines Day. Vi oplevede ikke kun dagen som en kommerciel begivenhed men mere tradition, som mange amerikanere går op i. Vi oplevede det sågar på skolen; skolelederen kom ind og ønskede os "Happy Valentines Day" og gav og slik og chokolade til vores lære, som videregav det til os. Nede ved skolens indgang, er der placeret boder, som sælger alt fra tøj til de nyeste læskedrikke og frugt. Endvidere bliver boderne også brugt til at gøre øge opmærksomheden på forskellige emner for eksempel hvorfor, det er vigtigt at være bloddoner eller hvor vigtigt det er, at passe godt på naturen. Ved boderne på Valentines Day blev der uddelt "condoms and candy", og samtidig blev der sat fokus på kønssygdomme, hvilket var en god måde at få sådan et vigtigt budskab ud. Jeg, Anne, fik også lov til at opleve det på egen krop, da Mathias havde sendt roser og kort til mig. Om aftenen tog vi ud og spise på den populære restaurant, Cheesecake Factory, hvor vi fik rigtigt lækkert mad. Der var en rigtig god stemning, og vi oplevede, at der var mange par, der var ude at spise for at fejre dagen.
Alt i alt går det super godt - vi nyder hvert et sekund og glæder os over, at der i morgen atter er en dag på naturskønne Hawaii.
Vi ridder på den hawaiianske bølge - vores bølge.
Kærligst Cecilie og Anne.
- comments
Sanne og tage hej Cecilie og Anne Det lyder til at i oplever en masse spændende ting og det er flotte fotos i har taget.Det med at ride på de hawaiianske bølger kan Tage snakke med om. Han har været ude i hårdt vejr, vindstyrke 28 men på nordsøens bølger.Vi glæder os på jeres vejne og glæder os til at i kommer hjem. ps. Vi har lige nu Emil hjemme på weekend så vi hygger os.
Cecilie Vangsted Hej Sanne og Tage. Det gør vi, kan I tro, og tak for det. Hold da op - det må have været vildt. Det lyder hyggeligt - glæder mig til at se jer og hygge, når jeg kommer hjem. Knus fra Cecilie.
Sanne Kære Cecilie Jeg vil bare lige sende dig en fødselsdagshilsen, Vi ønsker dig hjertelig tillykke med dagen og håber at du bliver fejret med maner.Vi ses, Knus Susanne