Profile
Blog
Photos
Videos
Nu fandt vi lige tiden til at skrive endnu et blog-indlæg, efter en hektisk og fantastisk tid, hvor vi bl.a. har haft en uge fri fra universitetet til at opleve Hawaii på nærmere hånd.
Siden sidste blog-indlæg har der været endnu en fødselsdag hernede; Annas 20-års fødselsdag blev holdt i onsdags nede på Waikiki Beach, hvor vi spise fødselsdagskage og så solnedgangen sammen, hvilket var super hyggeligt. Endvidere har vi også prøvet at spise på Hard Rock Caféen her i Honolulu, hvor maden var rigtig god, og indretningen domineres af guitarer og andre musikinstrumenter, hvilket er et imponerende syn.
Undervisningen på universitetet har i det sidste stykke tid omhandlet 2. Verdenskrig og Pearl Harbor, som har været meget interessant. I torsdags var vi ude og se resterne fra skibet Pearl Harbor og mindesmærket derfor, som var lavet på langs over det sunkne skib, samt skibet USS Arizona, hvor fredsaftalen mellem landene blev indgået. Fra selve skibet Pearl Harbor løber der stadig olie ud i havet, som vil fortsætte de næste tyve år, da tanken endnu ikke er tom. Det var super spændende at have haft om angrebet på Pearl Harbor i skolen og efterfølgende kunne opleve en del af det med egne øjne.
I fredags var vi ude at "hike" ved Manoa Falls, hvilken var vores første "tætte" naturoplevelse. Det var helt enestående at gå gemmen den fugtige regnskov med grønne lianer, brede bambusstænger og smukke blomster, og turens højdepunkt var et smukt, rislende vandfald. Ved vandfaldet tog vi tog et hvil, inden turen igen gik nedad den fugtige sti. Senere samme dag tog vi i Ala Moana shoppingcenter, hvilket er verdens største udendørs shoppingcenter. Det var spændende at opleve et udendørs shoppingcenter, og vi må da også indrømme, at vi blev fristet af de mange, gode tilbud.
Lørdag besluttede vi os for at tage ned på Waikiki Beach og se solnedgangen, da vejret var super klart den dag. Vi fandt et lille græsareal med god udsigt og købte en Crepes med Nutella og banan og sad og så solnedgangen forsvinde ude i horisonten - det var super smukt! Samme aften var der Pro Bowl-fest her i Honolulu, da ligaens bedste spillere hvert år viser sig frem i en showkamp på Hawaii. Dermed var det meste af Honolulu fyldt med boder, scener med live-musik og festglade mennesker. Det er en begivenhed, som betyder meget for hawaiianerne, og som de gør meget ud af, hvilket var meget sjovt og festligt at være en del af.
Søndag stod på afslapning; vi prøvede for første gang den udendørs jacuzzi, som er på vores hotel, hvilket var rart efter en spændende og hård uge. Der blev også tid til en løbetur langs den smukke flod, som vi bor ved, og om aftenen var der fælles aftensmad, som vores leder Jacob, havde lavet. Vi fik mexicansk mad, som smagte super lækkert, og vi havde en god aften med de andre fra vores hold.
Mandag morgen skulle vi rejse til The Big Island, som ligger 45 minutters flyvning fra Honolulu. Vi tog af sted mod lufthavnen kl. 04.30 og ankom til Hilo kl. 08.00, hvor vi blev mødt af den smukkeste regnbue i farverne rød, gul, blå og grøn - det kunne da ikke være en bedre velkomst. Vores hotel var super fint, men vi fik lidt et chok, da vi ankom, for byen var total "død" - der var ikke skyggen af turisme nogen steder, og der gik længe imellem, at man så nogle lokale. Vi fik os indlogeret og begyndte at søge på nogle guidet ture på internettet, for på The Big Island kan man kun komme rundt, hvis man har en bil, da bussystemet ikke er det bedste, så guidet ture var vores eneste mulighed for at komme ud at opleve en masse. Det endte med, at vi, sammen med Olivia fra vores hold, var så heldige at komme på en guidet tur op på bjerget Mauna Kea for at se solnedgangen over skyerne og stjernehimlen tættere på end normalt. Mauna Kea er en inaktiv vulkan, som er en af de fem vulkaner, som tilsammen danner øen Hawaii, og det er det højeste bjerg i verdenen, hvis man måler det fra base til top, da basen er 6000 km. under Stillehavet. På vejen op på bjerget havde vi et stop, hvor vi så nogle unikke blomster med navnet "sølvsværd", som kun findes på Hawaii. De eksisterer kun på The Big Island og en anden hawaiianske ø kaldet Maui. På Mauna Kea var vi oppe på bjergets højeste punkt, som er 4205 m. over jordoverfladen, hvilket var en vild oplevelse, da vi kunne se skyer så langt vores øjne rakte. Temperaturen var ca. -15 grader, men der blæste så meget, at kulden føltes som -25 grader, og heldigvis havde vores guide ekstra jakker med til os. Det hjalp en hel del, men der var stadig så koldt og blæsende, at man knap nok kunne tage billeder, da ens hænder var så kolde og frosne. Mauna Kea-bjerget er hjemsted for Mauna Kea-observatoriet, som er et af verdens bedst beliggende astronomiske observatorier, hvor bl.a. NASA og Japan har radarer, hvilket var meget interessant at se og høre om. Da klokken nærmede sig 17.30 begyndte vi at stille os klar til at se solen gå ned - og sikke en vidunderlig oplevelse; den nu gigantiske, gule sol dalede ned i de vat-lignende, bløde skyer og var en enestående oplevelse, som helt fik os til at glemme kulden i vores forfrosne kroppe - "wauw", at se en solnedgang fra disse uvante højder var fascinerende! På turen ned, men stadig over skyerne, stoppede vi ved et fredeligt sted for at se på stjernehimlen. Her kunne vi se stjerne mere tydeligt end normalt, hvilket var fantastisk; vi så bl.a. Saturn og Nordstjernen samt stjernebilledet af Tyren på "tæt hold".
Dag to stod på tur rundt i lokalområdet i Hilo, hvor vi ville finde de populære, sorte strande, hvor der lever havskildpadder. Som tidligere nævnt er Hilo ikke synderligt præget af turisme og i og med, at vi samtidig boede i udkanten af byen, tog det os to timer at finde stranden, selvom vi havde fået at vide, at stranden ville ligge 45 minutters gang fra hotellet (hawaiianernes tidsfornemmelse er virkelig "Hawaii-time".) På vores vej mod stranden så vi huse, som var placeret på to meter høje stolper, da Hilo er et jordskælvsområde, og dermed er befolkningen plaget af små flodbølger. Naturen blev mere og mere frodig, jo længere vi kom ind på øen, hvilket var ret sjovt at følge. Da vi fandt stranden og havskildpadderne og stod og beundrede dem, mødte vi en lokal hawaiianer, som tilbød os friske kokosnødder fra sin baghave (endnu et eksempel på, at hawaiianere er meget gæstfrie og imødekommende). Ikke nok med det så kom vi også i snak med en anden hawaiianer, som tilbød os at prøve "stand up paddling" og "kayaing" ved bugten, som vi var ved. Han fortalte, at han var ved at tage kurser i "stand up paddling", så han kunne undervise i det, så for ham var det sikkert også lærerigt. Efterfølgende solede vi os på stranden, mens vi ventede på vores nye hawaiianske venner, som havde lovet os at følge os til en af de få fungerende busser, så vi ikke skulle gå den lange vej hjem igen. Imens vi solede os og ventede kom en af vores hawaiianske venner med frisk kokosmælk, som han havde tappet fra syv, friske kokosnødder - det var virkeligt lækkert! Om aftenen havde vi aftalt at "hænge ud" med dem og snakke om vores oplevelsesrige dag. Vi blev hentet i en bil med lad, hvor vi alle kunne sidde bag i (det er nemlig lovligt herover, så det skulle da prøves). Vi drak en øl med dem, og havde en fin aften, hvorefter vi tog en taxa hjem godt trætte efter en lang og helt fantastisk dag på stranden med havskildpadder og vandoplevelser.
Dag tre stod på vulkantur. Vi blev hentet af busselskabet kl. 09.30 og kørte mod Rainbow Falls, hvor vi kravlede helt tæt på det smukke vandfald; intet kan få en til at falde mere til ro end et rislende vandfald. Efterfølgende kørte vi mod nøddeplantagen/fabrikken Mauna Loa, hvor der bliver produceret hawaiiansk chokolade, som ikke bliver eksporteret til andre lande; så Mauna Loa-chokoladen er unikt her på Hawaii (og ja, den smager super godt). Turen gik derefter mod Hawaii Volcanoes National Park. Vi så bl.a. Jagger Museum, der er dedikeret til at udforske de fascinerende, geologiske formationer, som befinder sig ved parken. Vinden blev konstant målt ude ved vulkanen, for hvis vinden vendte én bestemt retning, måtte man ikke færdes deroppe, da ens lunger dermed kunne "størkne" - vi kunne heller ikke komme tættere på vulkanen end en halv kilometer af samme grund. Endvidere så vi hvordan lavaen engang havde strømmet ned af vulkanerne og videre ud i havet; der var et kæmpe, ødet terræn med størknet lava, som endte ude i havet. Vi fik også mulighed for at gå inde i en lava-tunnel, som var blevet skabt grundet lavaen var størknet; det var en super spændende oplevelse! Vi sluttede vores tur med et besøg i en orkide-plantage, hvor vi så de smukkeste og farverigeste blomster, Hawaii kan byde på. Her fik vi sat orkidéer i håret, som er almindelig kutyme på Hawaii; hvis man satte blomsten i venstre side, viste man, at man var i et forhold. Havde man derimod blomsten i højre side, indikerede man, at man var single. Man kunne også sætte en i hver side for at forvirre (Ha ha). Turen sluttede i lufthavnen, hvor vores dårlige samvittighed pustede os i nakken, da vi begge havde taget en lavasten med os, så det endte med, at vi lod dem ligge i bussen i håb om, at vores guide ville lægge dem tilbage, da hun havde holdt en lang tale om, hvor vigtig den uberørte natur var. Vi kom hjem til Honolulu ved 22.00-tiden godt trætte, og der gik ikke lang tid, før vi begge var i drømmeland.
Tænk at opleve så mange fantastiske ting på halvanden uge - hvor er vi dog heldige!
"Forever young - I wanna be forever young"
Kærligst Anne og Cecilie.
- comments
Sanne og tage hej Cecilie og Anna Det er helt fantastisk alt det i oplever.Vi andre sidder her i 8-10 graders frost og klapper tænder. Kan i have en forsat god tur med mange oplevelser.Det er virkelig en god ide med jeres blog,så kan vi altid vise familien hvad i går og laver.Det var lidt sjovt da Magnus skulle se billederne fra jeres blog, hver gang der var et billed af dig råbte han, DER ER SILLE. Kan i have det godt Kærlig hilsen Sanne og Tage
Finn Vangsted Hej Cecilie og Anna. Det er meget spændende at høre om jeres fantastiske oplevelser og se de mange fotos. Vi følger jer i tankerne hver dag og glæder os sammen med jer. Vi håber også, at det går godt på UNI. Mange hilsener Britt og Finn
Heidi Johansen Hej i to tøser.... En hilsen fra familien Johansen... Det lyder rigtig spændende og vi kan rigtig høre hvor meget i hygger jer. Vi glæder os til at høre om det hele når i er hjemme igen. Pas på jer selv :) knus