Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det endnu engang tid til et blog-indlæg fra os piger, som befinder sig på en fantastisk ø midt ude i Stillehavet. Der er gået otte dage siden sidste blogindlæg, og vi er dermed også blevet otte dages oplevelser rigere. Kulturforskellene er mere og mere blevet en del af vores hverdag, og rutinerne er ved at melde deres indpas. Vi går i skole fra kl. 08.30 til ca. 12.30 fra mandag til torsdag, og når vi har fri, bruger vi f.eks. tiden på Waikiki Beach, hvor vi enten ligger og tager sol eller går ture langs den to mil lange, smukke, hvide strandbred eller løber langs den nærliggende, fredelige flod. Alt i alt gør vi, som de fleste hawaiianere gør, og vi har også taget noget meget hawaiiansk til os: Shaka-tegnet. I kan se på nogle af vores billeder, hvordan dette håndtegn ser ud. "Hang Loose" som dette tegn bliver kaldt, betyder: "Hello", "goodbye", "take care" eller "how are you doing", og hawaiianerne bruger det for at vise deres venlighed. Vi er også blevet mere bekendt med, hvor det er bedst at handle; det billigste og bedste, vi har set ind til videre, ligger 30-40 minutters gang fra vores hotel, så en gang om ugen handler vi der, hvor vi tager vores minikuffert med for at skåne vores rygge, da vi er meget afhængige af mælk, som er meget tungt at bære i de mængder, vi ønsker. I supermarkedet kan man både få frisk kød, grønsager og ikke mindst vores savnede, danske rugbrød; det er vel og mærke vakuumpakket, men det smager godt. Ud over det, er vi også blevet bekendt med Hawaiis lækre sushi, deres populære Yoghurtland, hvor vi køber fantastisk yoghurt-is og selvfølgelig den amerikanske stolthed: Fastfood.
Vi er også for alvor begyndt i skole, hvor vi begge er stødt på spændende udfordringer. Hver uge byder på et nyt tema, og i den foregående uge var temaet "racisme, fordomme og lighed". Hver uge er vi også på udflugt med skolen, og i mandags var det den officielle helligdag i USA; Martin Luther King Jr- holiday, og den vi var en del af. Der var parade igennem byen og ved "mål", Waikiki Beach Park, var der festival. Som tilskuer var paraden en spændende oplevelse - vel og mærke også meget amerikansk. Det var generelt foreninger og organisationer, der var paradedeltagere; folk fra uddannelsesinstitutioner, skoler og universiteter, hæren og kirken. Der var folk med forskellige nationaliteter og religionsbaggrunde og deltagerne var på alle aldre - det spændte vidt og bredt. De deltagende havde hver deres budskab, de ville ud med, men de havde alle én ting til fælles; at ære og fejre Martin Luther Kings fødselsdag og ikke mindst de ting, som han stod for. Nogle deltagere havde aktuelle emner, som deres budskab, såsom sexisme og krigene i Irak og Afghanistan. Andre udnyttede situationen til at "brande" dem selv - f.eks. var kirken ivrige efter at få folks opmærksomhed og fortælle om biblen. Festivalsstemningen var høj. Vi oplevede live musik, dans, kæmpe hoppeborge og glade mennesker. Folk var generelt smilende, åbne og givende. Ved "målet" for paraden havde paradedeltagerne hver deres stand med en bod, hvor de sad sammen med deres gruppe og grillede og snakkede med dem, der havde lyst til at høre mere om deres budskab.
Paraden var ikke kun fest og ballade; vi havde til opgave at interviewe 5-10 personer, der deltog i festivallet. Her skulle vi blive klogere på, hvorfor denne dag var så betydningsfuld for det amerikanske folk, og hvorfor folk deltog og bakkede op om dagen. Det var en udfordring, idet man som dansker ikke er vant at gå hen og snakke med fremmede mennesker, men i den amerikanske kultur er det ikke en uvant situation, hvilket vi også kunne mærke, da alle var åbne og snaksaglige. Alt i alt faldt vores emne godt i tråd med vores uforglemmelige udflugt. Amerikanere er generelt et meget "åbent" folk. Vi synes, i starten, at det var mærkeligt, at fremmede mennesker nysgerrigt begyndte at snakke til os i bussen, og spurgte om, hvem man var og hvor man kom fra. Det virkede enten kunstigt eller som om, vi ikke var velkommen i landet. Men efter vi har vendes os til det, synes vi, det er meget fascinerende, at der er nogen, der netop er interesseret i at høre om vores fortælling, og samtidig er det spændende at høre lidt livshistorie fra kassedamen, imens man er ved at betale.
Efter vores vellykkede fodboldarrangement, stod den i denne uge på "Game day" onsdag aften. Emnet var musik, hvor genren spænede vidt, så alle kunne være med. Deltagelsesprocenten var høj, og vi havde en god og vellykket aften. Andre sociale arrangementer ugen tilbød, var Teambuilding i parken, hvor vi dystede mod hinanden i grupper. Her var det lige fra navneleg til ølstafet ala Cola Zero.
Efter en spændende uge gik vi vores første rigtige weekend i møde, og fredag var den hel helt store "Adventure day", hvor vi havde valgt at lave noget forskelligt. Jeg, Anne, havde valgt at tage ud til O'ahu National Park, Hanuama Bay Nature Preserve, og Cecilie havde kastet sig ud i det ypperste inde for adrenalinkik: Skydiving.
Jeg, Anne, og nogle stykker fra gruppen, havde valgt at tage til bugten, Hanauma Bay, der byder på et smukt koralrev. Her var vi ude at snorkle, hvilket var en meget smuk og surrealistisk oplevelse. Vi så glinsende fisk i alle regnbuens farver og levende koraller. Dem, der har været så heldige at se filmen "Find Nemo", kan måske forestille sig det. Vi så desværre ikke nogen havskildpadder denne dag, da strømmen var kraftig, og de opholder sig et stykke ude. Det er et af de mest eftertragtede turistmål på O´ahu, hvilket revet også har båret præg af. Turismen er høj, hvilket har gjort, at der er blevet sat et loft på, hvor mange besøgende, der må komme ind på området om dagen, for at beskytte økosystemet. Inden vi kunne træde ind i det fredede område, skulle vi se en film, der omhandlede, hvordan man skulle befærde sig i parken og ikke mindst i koralrevet. "Se" og "ikke røre" var budskabet. Men til trods for denne gennemgang er parken alligevel belastet af den enorme turisme, og man skal der ud tidligt, for at få den bedste oplevelse, hvilket vi også gjorde. I takt med den store turiststrøm indtraf, blev vandet mere og mere grumset og uklart, og det var utroligt at opleve den forandring. Vi havde en helt fantastisk oplevelse, men vi havde desværre ikke et undervandskamera, så den del af mit eventyr kan I desværre ikke se på billeder
I fredags gjorde jeg, Cecilie, noget, jeg aldrig havde troet, jeg ville turde. Jeg havde besluttet mig for at skydive, da jeg gerne ville gøre noget grænseoverskridende og adrenalinpumpende i mit friår. Vi var ca. 22 fra min gruppe, som valgte at skydive her på Hawaii. Vi blev hentet tidligt fredag morgen, omkring kl. 06.30, af skydive-selskabet, og efter en times tid, var vi ude ved selve udspringsstedet. Da vi ankom, så vi en introduktionsfilm omkring skydiving, og efterfølgende skulle vi underskrive seks dokumenter, hvori der bl.a. stod konsekvenserne af skydiving, og at skydiving var på eget ansvar. Efter en ventetid på halvanden time mødte jeg min instruktør, Kevin, som gav mig nogle instrukser om selve springet samtidig med, at jeg fik min skydive-dragt på. Ti minutter efter sad jeg i flyet og var meget spændt og nervøs. Under flyveturen så vi hvaler, da vi fløj ud over havet - det var meget smukt. Jeg blev spændt endnu mere fast til min instruktør, og pludselig blev døren til flyet åbnet, og nu skulle vi springe. Jeg så de to første springe, og hvordan de forsvandt med lynets hast ud i "ingenting", da jeg selv skulle springe som nummer tre. Min krop var en stor adrenalinpumpende enhed, som overhovedet ikke kunne tænke rationelt i de 15 minutter, springet varede, men samtidig var det fascinerende at se havet og bjergene i sådanne uvante højder. Det sværeste var at trække vejret optimalt i de første 45 sekunder, da der var frit fald, og at man derfor bare følger med tyngdekraften ned mod jorden med en sådan fart, min krop aldrig har været udsat for. Da vi landende, tænkte jeg kun én ting; "Yes, I did it" - og jeg er pavestolt!
Om aftenen blev der holdt fødselsdag for Christina og Laura fra holdet, og temaet var 80'er disco. Humøret var højt og den, der bar den bedste dresscode, blev kåret som vinder. Vi så neo- grønne gemacher, orange benvarmere, krabbekrøller, høje hestehaler i siden og ikke mindst discokugler som øreringe. Bordplanen blev arrangeret som en leg. Vi skulle alle trække en seddel i en pose, hvor der stod et dyrenavn på, og derefter skulle vi lave den lyd, det pågældende dyr siger for at finde sammen med dem,vi skulle sidde til bords med. Dem der trak "dog" skulle sige "vuf" og dem der trak "cow" skulle sige muuh" - det var meget pædagogisk men sjovt. Der var også arrangeret underholdning ala "Hit med sangen", og sangene var selvfølgelig fra 80'erne.
Lørdag aften var vi inde og se basketball på universitetet - de skulle spille mod New Mexico State. Det var fantastisk spændende at opleve en basketball-kamp, for det er akkurat lige som på film! Folk købte mad i uhyrlige store mængder og den mindste cola, man kunne købe, var på ca. 65 cl., hvilket virker vildt set med danske øjne. Vi fik selv smagt nachos, lavet på rigtig amerikansk manér, og til vores overraskelse smagte det super godt og der var både tomater, forårsløg og oliven på. Under selve kampen var der underholdning i form af springende cheerlaeders og højtspillende orkester. Alt i alt en super god aften.
Søndag, tog vi på vores første "hiking"-tur, hvor vi "besteg" det nærliggende bjerg, Diamond Head. Det tog 40 minutter frem og tilbage, så det var ingen fysisk udfordring, hvilket også gør, at det er en stor turistattraktion. Der var en flot udsigt ud over Honolulu og dens skyskrabere og ikke mindst ud over Waikiki Beach.
Mahalo and "Hang Loose"
Kærligst Cecilie og Anne.
- comments
susanne sørensen hej Cecilie og Anna det lyder godt nok kanon spændene, i er nogle modige piger og vi glæder os på jeres vegne. det er dejligt at følge med i hvad i laver, vi har læst det hele og set alle de flotte fotos. kan i passe godt på hinanden. venlig hilsen Sanne og Tage
CecilieogAnne Hej Susanne og Tage. Mange tak for det - vi skal gøre vores bedste. Vi snakkes ved. Knus fra Cecilie.