PUTOUSHAN DEL. 2

Veludhvilede og eventyrlystne vaagnede vi tidligt naeste morgen. Vi marcherede ned til den billige morgenmad vi var blevet lovet, og fik os sat. Inden laenge kom tjeneren med maden, der bestod af en skaal vandet risgroed, risboller, et kogt aeg og nogle syltede agurker. Bevares, man blev da maet, men det var en noget kedelig oplevelse.

Med fyldte maver pakkede vi nogle rationer af snacks og cola inden vi vandrede afsted for at finde en shuttlebus der kunne tage os til den anden ende af oeen. Systemet er egentlig meget enkelt. Smaa busser holder ind ved diverse holdesteder indtil bussen er fyldt og man raeser mod sin destination. Der er ingen tidsplan de koerer bare naar bussen er fuld. Under alle omstaendigheder naaede vi frem til den nordlige ende hvor endte med at staa lettere fortabte paa en parkeringsplad. Det var ikke lige til at gennemskue hvor man skulle gaa hen, men efter en rum tid opdagede vi den naerliggende svaevebane.

Som i saa mange tilfaelde var noget saa simpelt som at koebe en billet en lettere kompliceret affaere. Ikke desto mindre sad vi en halv time senere med en billet i haanden og paa vej op af bjerget. Paa vej op fik vi udsyn over hvad vi foer troede bare var en soevnig lille by med parkeringsplads og fik for foerste gang rigtig oeje paa det megastore kaempe tempel der var ved at blive bygget umiddelbart ved siden af. Vi blev enige om at det under alle omstaendigheder skulle tjekkes ud inden vi tog derfra.

Paa toppen af bjerget var der taaget. Eller rettere sagt: Vi gik inde i en sky. Det lille, men meget hellige tempel deroppe samt udkigsposten, var en noget tam oplevelse. Af den grund var vi lidt i tvivl om vi var kommet det rigtige sted hen og vadede lidt rundt paa kryds og tvaers inden vi maatte konstatere at jo, der var virkelig ikke mere at se paa det beroemte bjerg. Det resulterede i at den sti som aabenlyst ikke var beregnet til turister pludselig saa lidt mere interessant ud. Vi vadede derop og endte foran en stor port ved siden af nogle the-marker. Selv blev jeg staaende et stykke fra porten og stenede lidt, mens Rued travede videre og fandt op til flere forladte faestningsanlaeg. Hvad saadanne anlaeg laver paa en buddhistisk hellig oe ved jeg ikke lige, men de var der.

Mens Rued var paa eventyr stod jeg som sagt og stenede ud over markerne der laa paa siden af bjerget. Sigtbarheden var ret daarlig saa det var ikke som saadan et udpraeget betagende syn. Da jeg var paa randen af utaalmodighed fangede jeg ud af oejenkrogen noget der kom flyvende imod mig. Foerst troede jeg det var en lille fugl, men ved naermere eftersyn viste det sig at vaere en hvesp. Der burde vaere nogle billeder af den. Stor, orange og giftig holdt jeg mig paent paa afstand, men jeg tror aldrig jeg glemmer den.

Med den smukke hvesp fast indprintet i hukommelsen tog vi svaevebanen ned igen og travede mod det foeromtalte kaempetempel. Da vi kom taettere paa gik det op for os at for at komme ind til selve templet maatte vi igennem en hel del byggerod. Lettere skeptiske naermede vi os indgangen.

Al tvivl vedroerende retfaerdigheden af vores besoeg blev dog ligegyldiggjort da vi saa indenfor i tempelkomplekset. Jeg vil lade billederne beskrive hvordan det saa men en ting er sikkert. Det var sgu overvaeldende.

Det gik imidlertid hurtigt op for os at templet bestod af flere niveauer og vi ville selvfoelgelig se dem alle sammen. Kunsten var saa bare ikke at blive opdaget. Vi holdt os til vaeggen og undgik de omraader hvor vi kunne hoere mennesker. Paa et tidpunkt kom vi snigende op ad en trappe da vi hoerte stemmer bag os. Med benene over nakken kom vi op ad trappen og naaede kun lige ind i en vinkel hvor det lille hold af bygningsinspektorere, der gik hvor vi lige havde vaeret, ikke kunne se os. Heldigt. Pyh ha det begyndte at blive en smule for spaendende. Heldigvis naaede vi toppen, der stadig var ufaerdig og kunne med loeftede hjerter snige os ned igen. Paa vej ned blev vi opdaget af enkelte bygningsarbejdere, men de smilede og vinkede bare. Maaske havde der ikke vaeret noget at bange for til at begynde med.

Resten af dagen var mere eller mindre begivenhedsloes. Vi saa nogle flere templer, men de var saa smaat begyndt at blive uinteressante. Et faenomen som vi senere har opdaget er meget almindelig blandt udlaendinge i Kina. Paa et tidpunkt faar man bare nok. Det var altsaa paa tide at komme vaek fra oen, saa vi begyndte at gaa mod hotellet. Paa vejen stoedte vi paa et lille thehus. Der sad en enkelt lokal derinde og det var det. Theen i sig selv var rimelig styg. Ikke lige min smag, men det at sidde og kigge ud over stillehavet og slappe af var egentlig meget rart. Tanken at det blot var endnu en dag paa Kinas oestkyst. 9000 km vaek hjemmefra morede mig lidt.

Tilbage paa hotellet tjekkede vi ud og begyndte rejsen hjemover. Desvaerre var det ikk gaaet op for os, at den sidste bus til Ningbo koerte allerede kl 5. Saa efter at have taget faerget stod vi klokken kvart over 5 i en fremmed by uden at ane hva vi skulle goere. Der var til gengaeld flere lokale fuskere som var udemaerket klar over hvornaar bussen koerte saa de stod bare og ventede paa at en eller anden saa tilpas desperat ud. I den her situation var det os. Prisen for et lift hjem i bus: 60 RMB (50 DKK). Prisen for et lift hjem i fusker taxi: 600 RMB. Over 10 gange saa dyrt. Det var noget lort. Vi besluttede at lade en af vores kinesiske venner snakke med chaufoeren for at tjekke det ud. Hun sagde at det virkede fair nok, menforhandlede prisen ned paa 500 RMB alligevel. Der var ikke andet at goere end at betale prisen. Til sammenligning er det en tur fra Glejbjerg til KBH, saa 250 RMB pr. mand er ikke saa galt. Yderemere gik turen saerdeles smertefrit og inden laenge stod vi igen i vores lejlighed. Det havde vaeret en fed tur.

Siden har vi vaeret paa en endags tur til en by vest for os der hedder Shaoxing. Vaeldig paen by, men det var pisse koldt den dag.

I morgen tager vi til Taizhou og holder kinesisk nytaar med vores kolega Jims familie. Det glaeder jeg mig faktisk en hel del til.