HVERDAGENS KOMME

Jeg er udemaerket klar over, at sammenlignet med tidligere ugentlige opdateringer er gaaet for lang tid siden at bloggen er blevet opdateret. Det skyldes at vi her hen over julen har haft rigtig travlt. Det har vi saadan set stadigvaek.

Den vigtigste aarsag er det har taget mange timer at saette sig ind i jobbet som serioes laerer. Ved de kinesisk ejede skoler gaar de ikke paa samme maade op i kvalitet som ved EF. EF er en halv stor skole med udenlandsk chef hvor jeg arbejder 7 timer i ugen. Set fra en oekonomisk synsvinkel haenger pengene ikke sammen i forhold til hvor meget arbejde jeg laegger i det, men til gengaeld laerer jeg en masse.

Undervisningen kraever meget planlaegning og sammen med soevn og generelle goeremaal er det de primaere tidsroevere.

Ikke desto mindre er det paa tide at faa opdateret bloggen. Jeg har faaet flere rykkere derhjemmefra (mor Anette) og nu ska det vaere.

Som tidligere naevt har vi vaeret paa eventyr uden for Ningbo for foerste gang. Inspireret af en anden blog som min kolega skriver, har jeg valgt at nedskrive denne oplevelse en anelse mere skoenlitteraert. Her kommer det saa:

Oen hedder Putuoshan og er en hellig oe ca 300 km oest herfra. I dagene op til afrejsen havde vi lavet forskellige forberedelser, som fx at finde den rette busstation og saa videre, men ikke desto mindre blev vi noget overraskede da vi med billetten i haanden stod over for en bagagescanner. Dette burde ikke have vaeret et problem hvis ikke det var fordi vi begge havde en kniv med. Hvorfor at knivene skulle med har noget at goere med at vi begge er af den opfattelse at en kniv er et alment nyttigt stykke vaerktoej. Vi besluttede at spille sikkert spil og viste politibetjenten kniven. Han sagde noget paa kinesisk og viftede ligegyldigt med haanden saa vi puttede kniven i tasken igen. Efter at tasken var kommet igennem maskinen vaeltede en noget forvirret anden betjent ud af det lille rum bag ved scanneren. Han kiggede spoergende paa os og vi viste ogsaa ham knivene. Betjenten foldede med en noget saelsomt ansigtsudtryk langsomt den ene af de to knive ud. Manden slyngede en serie af spoergsmaal paa kinesisk i hovedet paa os. Vi svarede promte: Ting bu dong (Jeg forstaar ikke). Det resulterede i endnu flere, nu noget mere heojlydte, spoergsmaal. Pokkers, vi var endt i netop saadan en situation som de gamle derhjemme havde frygtet. Ikke desto mindre dukkede den foerste betjent nu op og sagde et eller andet inden han gav os knivene. Det tog vi som et: "Lad vaer med at stikke nogen ned og smut saa med jer". Vi gik hen til bussen uden rigtig at have forstaaet hvad der lige var gaat for sig. Specielt forbavsede blev vi da vik fik oeje paa det store skilt paa hvilket en kniv med et stort roedt kryds hen over var illustreret lige inden vi gik ombord i bussen. Naa men saa vidt saa godt.

Efter en begivenhedsloes bustur henover flere broer ankom vi til slutstationen. Udenfor denne ventede en gruppe taxichaufoerer hvis ansigter lyste noget op da de saa vores. De proevede at hustle os til at betale langt mere end normalt for en tur til faergeterminalen. Desvaerre for dem vidste vi at saadan en tur umuligt maa koste mere end en tyver.

Undervejs i taxien proevede chaufoeren at advare os om at Putoushan var forfaerdeligt dyr. Et raad som vi snart skulle finde ud af var sandt.

Faergen brugte nu smaa 20 minutter paa at sejle mellem de to oer og endelig var vi fremme. Det vil sige at det troede vi da. Det viste sig nemlig at for at faa adgang til andet faergeterminalen paa den anden side skulle man betale yderligere 150 RMB. Sig mig var det f******* Legoland vi var kommet til? Under alle omstaendigheder betalte vi og vadede ved godt mod hen til vores hotel. Her opdagede vi fordelen i at reservere hjemmefra. Pris paa nettet: 300 RMB per nat. Pris uden reservation: 640 RMB per nat (Og det var et af de billige hoteller uden for saeson). Hvis man ser bort fra det faktum at rummet lugtede lidt jordslaaet var det egentlig meget laekkert.

Efter at have smidt alt unoedvendigt paa vaerelset begav vi os ud paa opdagelse i de sidste par timer med dagslys. Kort fortalt er Putoushan er en dejlig frodig oe med masser af store egelignende traer. Geografisk er den lidt storre end Samsoe og i midten ligger det store hellige bjerg: Mount Putou som eftersigende skulle vaere det fjerde mest hellige bjerg i Kina. Eller noget.

Vi besluttede os for at tage det der laa taettest paa foest, hvilket var en stor gylden statue af en eller anden gudinde. I staedig trods ignorede vi shuttlebusserne, der ellers for fornuftige penge transporterer folk rundt paa oen, og travede den lille kilometer der var han til statuen. Undervejs blev vi nedstirret flere gange af forbloeffede buschaufoerer hver gang de koerte forbi. Vi naaede frem til foden af den lille klippe som hun staar paa og undrede os over hvor alle de andre turister var henne. Saa fik vi oeje paa en trappe op til statuen. Den var lidt underlig for vi var noedt til at gaa igennem en masse byggerod og selve trappen var langt fra faerdig. Paa et stort skilt stod der noget paa kinesisk som vi ignorede. Bagklogt har der nok staaet: "Ingen adgang" eller "Vejen er spaerret", men det vidste vi jo ikke saa da vi stod for toppen af trappen var vejen spaerret af en improviseret port af raadne braedder. Vi kiggede en tid paa porten. Der var ingen at se bag den og vi forsoegte forsigtigt at kravle op. Det var umugligt uden at knaekke braedderne saa med en forsat staedig modvilje besluttede vi at kravle over selve muren. Denne var rundt regnet lidt over 2 meter hoej og af beton. Problemet var selve toppen som i tvaersnit havde en svampeagtig form der netop goer det svaert at kravle over. Ikke desto mindre gav jeg Rued en hestesko hvorefter taskerne fulgte. Jer der har set mig forcere hegn ved at det som regel ikke er elegant. Heller ikke denne gang. Jeg maatte finde nogle fugtige betonblokke, stable dem og saa med megen moeje og hjaelp fra Rued kom jeg op og over. Succes! Hvis man altsaa bortregner det faktum at mit toej nu havde paadraget sig groenne algeplamager. Til gengaeld slap vi for at betale entre til gudinden.

Statuen i sig selv vil jeg lade billerne berette om. Den var sgu meget fin. Herefter travede vi begivenhedsloest rundt paa oen inden vi fik lidt at spise og gik i seng.

Og jo en ting til til. Paa diverse stisystemer paa findes der skjult i kunstige sten lydanlaeg der diskret spiller hvad der skulle forestille at vaere idyllisk musik. Resultatet er diskutabelt, men sammen med saa meget andet bidrager det til den samlede Kina-oplevelse.

Naa, men nu er det nok for denne gang. Dag 2 paa Putoushan foelger snart.

/Christian