Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har længe gået med tanken om at hoppe ud fra verdens største bunge jump, når vi nu alligevel var i Sydafrika. Selve faldet er 216 m og man springer udfra Bloukrans River bridge. En udsigt man skal lede længe efter, andre steder end i Sydafrika. ;)
Dagen efter vi efterlod Jeffreys Bay, skulle vi krydse denne bro, inden vi kunne nærme os Natures Valley og Plettenberg Bay. Det meste af turen dertil foregik igen med bjergkørsel og smukke scenarier. Alle disse bjerge har dog taget os en smule med bukserne nede, godt vi har lejet en bjergkriger!
Da vi ankom til Bloukrans River Bridge, kunne man som det første intet se. Dette beroligede vores urolige sind en smule, da man forstiller sig det værste, når der er en mulighed for, at man skal ligge sit liv i en elastiksnors hænder. Efter lidt tid, bliver denne forestilling dog brudt, af en kæmpe bro, et viewpoint hvor ivrige seer samles og hvor skræmte fremtidige "hopper" ser realiteten af deres valg i øjne.
Vi har sjældent været så tavse på en rejse, som da vi kørte fra Bluekrans River Bridge og mod Natures Valleys. Tanken om det hop vi havde booket til dagen efter kl. 12, lå i vores tanker og gav os mareridt hele natten. Inden vi kunne hoppe, skulle vi dog have en overnatning. Jeg havde fundet et hostel i Natures Valley, som lød intet mindre end fantastisk. Deres private vandfald, hippie-agtige tilgang og billeder fangede mig og stædig som jeg kan være, havde Daniel intet at sige i denne sammenhæng. Desværre kan billeder og gode ord snyde en hel del, og vi stod med måbende udtryk og sammenbidte kæber da vi ankom. Vi skulle simpelthen bo på en bondegård i midten af ingenting. Det var som sådan okay, men deres priser og ikke mindst vegetarmenuen om aftenen gjorde os en del skuffet. Heldigvis er vi optimister (mærk en del ironi) og vi tog det hele med et smil. Efter indtjekning og en kold øl, bevægede vi os ud efter det vandfald, de så stolt annoncerede i deres oversigt over stedet.
Som de optimister vi jo er, havde vi taget vores badetøj, håndklæder og klipklappere på. Efter ca. 10 min. gang, kunne vi godt se, hvor denne vandreture bar hen ad. Valget med klipklappere var mindre smart, da det virkelig var en længere vandretur vi havde begivet os ud på. Efter meget besvær, mere sved og endnu flere "lige ved fald" fandt vi det de kaldte deres vandfald. Vi vil dog mere betegne det som en lille å, der løber ned af et bjerg. Der blev ikke meget badning denne dag, da skuffelsen tog lidt overhånd. Efterfølgende havde stedet dog skrevet en lille "thought of the day" ned til os alle: “What screws us up the most in life is the picture in our head of what it's supposed to be.” Et fint citat af Socrates, der ofte beskriver hvad der går galt. :)
Som tidligere beskrevet, stod aftenens menu på vegetarmad. Da Daniel og jeg begge er store kød-elskere, var det lidt svært at vende os til tanken om dette. Igen, kan vi tænke på vores citat. :)
Vi fik da et rigtig fint måltid, men vi følte begge to, at vi kun spiste tilbehøret, til den gode bøf vi havde i tankerne. Efter en god nats søvn, hvor vi begge må inddrømme at have drømt en del om bunge jump, kørte vi nervøst tilbage til Bloukrans River Bridge, mens tankerne fløj omkring det, der nu skulle til at ske.
Vi ankom en del tidligere end planlagt, da vi begge var for nervøse til at sove længe og lave andet. Da der var mere end to timer til vi skulle hoppe, fik vi rykket vores tid til kl. 11.00 i stedet. Derved havde vi kun 30 min. til at forberede os psykisk, til det der skulle til at ske. Da vi stod i beslutningen, var vi ikke sikre, men efterfølgende var det et rigtig godt valg. Tiden hvorpå vi kunne blive nervøse og fortryde, blev derved meget mindre. Men efter vi havde betalt, var der ingen vej tilbage. Nu skulle vi se frygten i øjnene og springe ud fra verdens højeste bunge jump. Efter en vejning, påsætning af seler og lidt nervøs venten, begav vi os i en flok på 12 personer mod broen og hvad der skulle vise sig, at blive en af de vildeste oplevelser i vores liv.
Turen ud til midten af broen hvor der hoppes fra, foregår under broens kørebane. Man går i et åbent "metalbur", hvor man rigtig kan nyde udsigten de 216 m. nedad. Jeg havde besluttet mig for, ikke længere at være bange, men mere spændt. Dog var det lidt en udfordring for Daniel at gå dette stykke, da hans højdeskræk spillede ham et puds. Han var dog ikke den med de største problemer. Vi havde mødt et svensk par i Drankensberg Mountains, som sjovt nok også skulle springe i dag - endda samme tidspunkt. Godt nok er Sydafrika stort, men når man rejser i disse backpackerområder, møder man ofte de samme mennesker flere gange, hvilket er rigtig sjovt. Pigen, Natalie, var mere end godt bange for denne gåtur og inden vi nåede området hvorfra vi skulle hoppe, var hun desværre så nervøs at der trillede lidt tårer på hendes kinder.
Det var let at spore frygten og nervøsiteten i alles ansigter, da vi ankom til det sted, hvor vi alle skulle stå ansigt til ansigt med kløften og vores frygt. De fleste sagde ikke meget og de færreste gik med på de korte jokes jeg forsøgte at fyrre af. Det var måske ikke lige publikummet. ;) Det er for mig oftes let at gemme min frygt i sjov og derved virke ovenpå. Heldigvis var vores "guide" med på dette og forsøgte at løfte stemningen med jokes om vægt, frygt og masser af høj musik og dans. For nogle af os, hjalp det, mens andre ikke kunne fjerne deres tanker fra frygten. Vi skulle hoppe efter vægt, og derved var "lillefnug" eller som guiden kaldte Daniel "The Great Dane" sidst. :) Da Natalie skulle hoppe som en af de første, spredte frygten sig hurtigt, da hun panikkede og ikke turde hoppe. Hun måtte løftes tilbage og stoppe sit spring. Dette hjalp ikke på resten af flokken, da hendes nervøsitet og frygt hurtigt bredte sig. På trods af dette, hoppede alle efterfølgende og pludselig var det min tur. Jeg må åbenbart have udstrålet en form for selvsikkerhed, da en gruppe af piger spurgte mig, om jeg overhovedet ikke var bange. Tag ikke fejl, jeg var skide nervøs. Ordet bange kan dog ikke helt bruges. Jeg følte ingen rigtig frygt, men mere nervøsitet og glæde over hvad der nu skulle ske.
Bloukrans River Bunge Jump er heldigvis verdens mest sikre bunge jump. Der er aldrig sket en eneste ulykke i alle de år det har eksisteret og dets personale er så professionelle og dygtige, at frygt for hvad der kunne gå galt hurtigt blev glemt, og erstattet af nervøsitet
for det ukendte.
Daniel og jeg ville gerne forsøge at beskrive de følelser, vi følte, da vi stod med tåspidserne på kanten. Vi følte en form for frygt for det uvisse, nervøsitet og lysten til at få det overstået. Der kan sættes mange farverige ord på følelserne, men disse dækker det vidst helt fint. Til gengæld følte jeg mig også glad og spændt, hvilket Daniel ikke kan nikke gengældende til. :)
Følelsen af, når dine tæer ikke længere støtter på kanten af broen, men kæmper for at holde fast og når guiderne kun holder fast i din sele og tæller til tre, med en forventning om at du hopper, kan ikke beskrives, det skal prøves! Ens tanker flyver rundt i hovedet og prøver at finde et samlepunkt. "Smil til kameraet og til dine tilskuer" er det sidste man hører, inden det går løs. Det hele går dog så stærkt at tankerne aldrig når at få et fast holdepunkt. Med et har man sat af på kanten og vinden rammer dit ansigt. Det hele går så hurtigt, men følelsen af at flyve i luften, med åbne øjne mod kløftens ende og vandløb, med vished om at man om et øjeblik bliver kastet tilbage i luften, giver et sus i maven kun folk med samme oplevelse kan nikke genkendende til.
Det hele er så hurtigt overstået og et øjeblik efter, hænger du stille i en elastiksnor og venter på at blive hentet op igen. Der er en stilhed til denne venten, som igen er svær at beskrive. Dit hovede hænger nedad, hvilket gør, at det eneste du kan høre er lyden af blod der strømmer mod din hjerne og bruser i dine ører. Men udsigten herfra er vanvittig. Man hænger lodret med hoved ned mod bjerget slutning. Med en udsigt over vandløbet i bunden, klipper og stilheden, er det en flot oplevelse at hænge med hovedet nedad.
Da jeg blev trukket op, blev jeg mødt af manden med "verdens flotteste kontor". Denne mand hænger hver dag i en snor under Bloukrans River. Sikke dog en udsigt, men alting bliver vel til sidst hverdag.
Da jeg kom op, blev jeg mødt af en Daniel, hvis ansigt udtrykte lettelse for at det gik godt og stadig frygt for hans eget spring. Heldigvis gik der ikke længe, inden det blev hans tur. Jeg vil indrømme, at jeg havde mine tvivl omkring hans fuldførelse af sit spring. Hans ansigt var svært at læse lige inden. Men sej og stædig som han er, blev han løftet ud til kanten. Hans tæer blev sat udover kanten og hans krop var spændt som et bræt. Ordene om at smile til kameraet lød igen, han satte af og væk var han! Vi kunne følge ham springe på et tv, hvor man kunne se ham falde de 216 m. og blive kastet op igen. Når han selv skal beskrive sit spring, følte han i starten frygt, der hurtigt blev overtaget af en følelse af frihed og stolthed. En stolthed af at han gjorde det.
Inden han nåede op igen, havde jeg allerede besluttet mig for at springe en ekstra gang. Følelsen af frihed og spænding findes ingen andre steder, så jeg ville bestemt ikke gå glip af denne mulighed igen.
Jeg har aldrig set Daniel så lettet, som da han igen havde begge sine fødder plantet solidt på broen. Det var tydeligt, at dette var en mand, som havde set sin frygt i øjnene og vundet. Han havde overskredet en kæmpe grænse! Jeg er virkelig stolt af ham, da jeg ved hvor svært det var for ham og hvor meget dette betød for ham. :)
Som sagt havde jeg besluttet at hoppe en ekstra gang. Der skulle ikke gå længe før jeg igen var fastspændt og med lidt opmuntring fra guiderne, besluttede jeg at det skulle gøres baglæns. Derved skete det hele en gang til, dog på hovedet. Følelsen bliver dog den samme. Med en lille ændring, af det øjeblik du skal give slip - denne gang kan man ikke orientere sig, hvilket gør andet spring mere grænseoverskridende. Mine første ord var da også "f***" på vej ned. :)
Med denne ubeskrivelig og fantastiske oplevelse rigere, begav vi os mod Plettenberg Bay, hvor vi igen leder efter disse sindssyge og vidunderlige oplevelser.
- comments