Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom turen endelig til de storslåede Drakensberg mountains.
Selv køreturen hertil kan ikke beskrives med ord, der gør det fyldest -selvfølgelig udover lang.
Vi kørte I de smukkeste åbne områder i flere timer, kun brudt af små
landsbyer, hvis huse kan tælles på 2 hænder. Alligevel ser man ofte et menneske eller to, stå i vejkanten og vifte med armene, da de gerne vil med ud at køre. Men bare rolig, vi tager ingen op. Man undres dog alligevel, hvor alle disse mennesker kommer fra, da der virkelig ingenting er i miles omkreds.
Nogle gange var områderne så øde, at der til tider kom et par jokes omkring hvad der kunne ske og ikke ske hvis bilen gik ud her, eller hvis vi glemte at tanke bilen op. Hernede koster benzinen i øjeblikket omkring 14 rand dvs. ca. 7 DKK. Det er rigtig let at omregne priserne, da vi bare skal dividere med to.
Derved kan selv jeg være med, når vi skal tale om hvad tingene koster.
Vi har fundet en lille bog, med en stor liste over gode og billige hostels, i hele Sydafrika.- Vi er jo lidt sure på Lonely planet i øjeblikket!
I denne bog, faldt vi over et hostel tæt på bjergene, hvor vi kunne campere og tage på guided vandreture. Vi fik da også endelig købt os et telt, eller fatisk to.
I vores iver efter at købe et godt, men stadig billigt telt, som vi kan smide ud når vi rejser hjem, fik vi ikke helt læst så nøje på dets indpakning. Vi fandt et langt og fint telt samt liggeunderlag dertil. Vi følte os super gode og var rigtig klar på camping.
Det eneste problem var bare, at dette telt var et åbent telt. Det skal siges, at der faktisk var et fint billede af teltet på pakken, men i vores iver og glæde har vi ingenting set. Igen ved vi præcis, hvor pengene skal spares. ;)
Efter første nat i dette telt, gik det hurtigt op for os, at vi måtte købe et lukket et af slagsen. Det skal jo trods alt holde en del nætter, og udover det, er det faktisk Sydafrikas regntid - hvilket ikke lyder super attraktivt i et åbent telt.
Udover dette, kunne vi ikke kunne pakke teltet sammen igen. Det er sgu ikke helt nemt med de små high-tech-telte. I hvert fald ikke når man hedder Katrine og Daniel - dum og dummere på tur!
Vi endte med at kyle lortet i skraldespanden og tilbage til butikken gik vi.
Her fandt vi et nyt telt, et lukket telt. Man skulle dog tro at vi havde lært af denne lektie, men det lykkedes os da alligevel at købe et junior-telt. Så i øjeblikket sover Daniel kun med små-bukkede ben, eller i spænd i teltet.
Jeg tror at der kunne skrives tykke bøger om alle de fejl vi begår på disse rejser. Heldigvis er vi begge gode til at grine og få det bedste ud af det.
Det er da også lidt sjovt, når man ser vores telt og bil på pladsen, sammen med andres store biler og telte. Vi er blevet enige om, at vi har verdens mindste bil og verdens mindste telt. Dette gav dog også en del glæde og grin til andre logerende på vores hostel/camping.
Vi boede i tre nætter på et hostel kaldt "Amphitheatre Backpacker Lodge". Et stort sted, fyldt med både ældre og unge - der alle var samlet i denne lille oase for bunden af de storslåede bjerge, med et fællesmål: at møde denne storslået natur ansigt til ansigt og nyde den udeskrivelige udsigt på toppen af et bjerg. Første aften på dette hostel, brugte vi selskab med de mange andre rejsende. Vi besluttede os for at bestille aftensmad, sådan at vi spiste i en stor spisesal med andre rejsende. Dette er en perfekt mulighed til at dele erfaringer og høre historier fra andre. Desuden var det rigtig billigt, da vi fik en 3-retters menu for kun 68 kr. pr. mand. Det var super hyggeligt og man får mange ideer, grin og nye bekendtskaber af sådan en aften.
Da vi skulle vandre, valgte vi den lidt mere amatør-venlig vandretur til "The Escarpment og Tugela Falls". Denne tur skulle være nybegynder-venlig, og kan derfor klares, hvis man er nogenlunde fit. Det skal siges, at der åbentbart findes en del meninger om hvad der er nybegynder-venligt og fit.
Vi har aldrig før vandret på denne måde og det var derfor vi valgte at tage en guided tur. Det skulle også vise sig at være et rigtig godt valgt. På turen var der to små kineser damer med. Den ene måtte give op på halvejen, da hun ville bringe sig selv og os andre i fare ved at tage med videre. Derfor måtte hun følges tilbage til bilen af en af guiderne.
Turen op ad bjerget var en kæmpe udfordring og utroligt hårdt. Det er da et held, at luften deroppe er koldere end andre steder, ellers havde vi begge været gennemvæddet af sved. For nøj hvor var det hårdt. Vi tog afsted fra lodgen kl. 7.30, hvorefter vi skulle køre i ca. 2 timer, for at komme frem til bjerget vi skulle bestige - og jeg mener bestige. Hvis vi havde vist, hvad vi gik indtil, er jeg ikke sikker på at vi havde turde gøre det, og hvis ikke vi havde valgt en guided tur, havde vi vendt om, inden vi overhovedet kom igang.
Stigerne på dette bjerg var nogle steder mindre end en halv meter, de var fyldt med sten og nogle steder ikke-eksisterende. I starten var vi begge så overvældet, at det var svært at turde nyde den vidunderlige udsigt, da man kun kunne koncentrere sig om, hvor man skulle sætte foden næste
gang. Men efter lidt tid, blev kroppen og hjernen mere vant til aktiviteten og vi begyndte at nyde turen og dets omgivelser.
Den sidste stigning på bjerget var en klatretur på 300 m. Vi skulle klatre op af en kløft mellem to bjergsider. Vores underlag var sten og jord. Daniel og jeg blev enige om, at dette blot skulle overståes, da vi ikke turde tænke for meget over det. Vores guide gjorde meget ud af, at fortælle os, hvor forsigtige vi skulle være, da ikke alle stenene kunne bære vores vægt og lå
løst. Denne information satte pulsen og adrenalinen i gang hos os alle, og med tanken om alle de ting der kunne gå galt, bevægede vi os rolig men fastbesluttet op ad bjerget.
Det var noget af det hårdeste vi længe har prøvet. På sådan en strækning er 300 m. pludselig meget langt. Vores ben, ankler, hænder og hoveder arbejdede på højtryk, for at få os sikkert op på
toppen af bjerget. Med Daniel i front, hjalp han os begge sikkert igennem den mest "farlige" oplevelse, vi hidtil har været igennem. Da vi endelig nåede toppen, var vi badet i sved og kroppen fyldt af adrenalin og lettelse. Vi nød en velfortjent frokost på toppen af bjerget, med en udsigt der slår alt hvad vi
nogensinde har set.
Efter vores varme, og meget sammenmaste madpakker, gik turen mod Tugela Falls, hvor der igen skulle slappes lidt af og man kunne nyde en kold dukkert.
Vi nøjedes dog med at dyppe vores noget så sure og varme tæer, i det rene kildevand. Det bliver hurtigt varmt i de store vandresko, med al den aktivitet.
I forhold til andre vandfald var dette ikke så volsomt spændende. Det var igen mere omgivelserne der gjorde det. Vandfaldet er dog verdens andenhøjeste, men dette betyder at det strækker sig langt og derved ikke nødvendigvis er særlig stort.
Turen ned af bjerget var endnu en kæmpe udfordring. Efter turen op, var kroppen godt brugt og som I sikkert ved, er det virkelig hårdt at gå nedaf, specielt når stigerne er små, snoede og fyldt med løse og store sten.
På et stykke af nedstigningen, var der så stejlt, at man ikke kunne gå. Derfor var der i stedet sat jernstiger op. - Disse fungerer fuldstændig som en rebstige, hvilket også medfører at stigen gynger en smule, når man går ned ad den. Den første sige var i alt 8 m. og den næste var ca. 15 m. Det er altså virkelig langt ned af en jernstige på en bjergskråning, uden sikkerhed!
Daniel gik først ned, for at vise mig, at det ikke var så galt - da jeg allerede
panikkede, da jeg så kanten vi skulle ud over. Jeg vil ikke begynde at forklare hvordan det gik, udover langsomt, rystende og heldigvis godt.
Da vi endelig havde fast jord under benene, var vi begge utroligt lettet og lidt rystet over, den manglende sikkerhed her egentlig er.
Vi fuldte sigerne tilbage til bilen, og efter en vandre, - og klatretur på 7,5 timer, var vores kroppe og hjerner fuldstændig smadret.
Vi kom meget sent tilbage til vores hostel, så aftensmaden betod denne dag af toastbrød, chips for ikke at glemme 2 store øl til hver. :)
Vores sidste dag i Drakensberg Mountains, skal bruges på afslapning. Vi har købt to store røde bøffer til den åbne grill - lidt over 500 g. til Daniel og lidt over 400 g. til mig. Det må gøre op for den manglende aftensmad i går.
I morgen kører vi den lange vej sydpå mod East London, en køretur på ca. 750 km. Føj.
- comments