Profile
Blog
Photos
Videos
Først vil vi gerne takke mange gange for de fine kommetarer. Det er dejligt I både gør det på billederne og på bloggen generalt. Vi får den bedste bog! - Tak!
Inden vi for alvor tager hul på den berømte "Garden Route", skulle byen Port Elizabeth besøges. For at komme hertil fra Drakensberg Mountains, skulle vi dog have en overnatningen i East London. Vi havde måske overvurderet den lille bjergkriger og os selv en smule, da vi regnede med at denne tur ville tage omkring 8 timer i bil. Problemet med vores udregning var dog, at vi ikke havde taget højde for alle de bjerge der er her, allevegne. Derfor endte det faktisk med en køretur, bjergkørsel det meste af tiden, på næsten 11 timer. Vi selv var en del presset, men den lille bil måtte kæmpe en brag kamp.
Vi har jo indtil videre ikke oplevet noget ubehageligt her i sydafrika, heldigvis. Så derfor vil vi også gøre alt vi kan for at undgå disse ting - derved sagt at man ikke går rund i bestemte områder om natten osv. Alligevel fik vi kørt os selv en del op, da vi først landede i East London kl. 21 - og alt var mørkt, tåget og helt øde. Det var utroligt at der nærmest ingen mennesker var, selvom denne by er ret stor. Selvfølgelig hev jeg min "Lonely Planet" frem og skulle hurtigt læse om, hvordan vi nu skulle forholde os i denne by, hvor der kort sagt stod: Gå ikke rundt i byen når det er mørkt og specielt ikke ved Esplanaden. Det blev vi ikke super glade for at læse, da vi netop befandt os på dette sted, dog i en bil, men stadig. Det er let at køre sig selv og hinanden op og blive nervøs, når dette sker. Specielt når man er træt og på et ukendt sted. Det hjalp bestemt heller ikke på situationen, da vi ikke kunne få et værelse de første 3 steder vi spurgte - for nej, vi havde da ikke bokket i forvejen! Efter en del panik, kørsel frem og tilbage, samt et par "For helvede Daniel" når mit temperement tog over, fandt vi endelig et sted at overnatte; "Sugar Shack Hostel" - som lå helt nede på Esplanaden, hvor vores bil selvfølgelig ikke kunne komme ind i sikkerhed, men skulle stå på Esplanaden uden vagter. Vi sov derfor lidt uroligt denne nat. Heldigvis skete der intet og vi kunne efter en meget hård dag med kørsel og en endda mere forfærdelig ankomst til East London, vendte vi snuden mod Port Elizabeth.
Da vi ankom til Port Elizabeth, var bilen var efterhånden ret beskidt efter al den bjergkørsel - hvorefter vi besluttede at den skulle have en bilvask. Hernede findes der ikke automatiske vaskehaller som i DK. Det hele er med håndkræft! Så bilen blev rigtig pusset og nusset og gjort helt fin igen - alt blev ordnet med hånden. Til sidst tørrer de alt, selv indersiden af bilruderne. De vaskede vist bilen i ca. 40 min. hvilket vi betalte 22 DKK. Det er simpelthen for vildt!
En ting vi ligger meget mærke til, når vi kører selv og kommer rundt i så mange forskellige områder og byer, er forskellen på rig og fattig hernede. Det er meget mere "udstillet", hvis man kan forklare det sådan. Det ene øjeblik ser man blikskure og town ships, det nærste man ser er kæmpe villaer med store biler og både i baghaven. Der er stor forskel på hvide og sorte sydafrikanere. Selvom apartheid er ophævet for længst, bærer dette fantastiske land stadig præg af dets fortid. Det er stadig, udaf til i hvert fald, de hvide der har de store huse, de gode job og det gode liv. De sorte er oftes samlet i town ships, arbejder på parkeringspladser, hvor de passer på din bil en hel dag for 2,5 DKK., eller sidder langs vejen uden job og fremtid. Det er slående hvor stor denne forskel stadig er. I starten undrede vi os over hvorfor, der ikke rigtig var nogle mennesker på alle disse fantastiske strande, udover hvide. Vi har nu fået fortalt, at det blandt andet skyldes, at de sorte ikke måtte komme på stranden under apartheid. Det må de selvfølgelig nu, men folk siger i hvert fald, at det stadig er et sted mange helst ikke vil komme selv i dag. Det er en anderledes følelse man har i dette land, i forhold til at se fattigdommen i fx Indien. Det er svært at forklare, men vi rammes hver dag af en følelse af, at det er så uretfærdigt, at din hudfarve kan bestemme din plads i samfundet.
Efter vores camping-eventyr i Drakenberg Mountains og den knapt så heldige køretur til East London, besluttede vi at vi denne dag skulle have et værelse med en ordenlig seng. Dette kunne dog kun ske en aften, da de ikke havde flere ledige værelser anden dag, og vi gad ikke skifte hostel, - derfor måtte vi på den igen, i vores verdens-mindste-telt. :)
Første aften på vores hostel gik med at handle lidt mad ind, da vi igen besluttede os for at grille store bøffer og lidt grønsager, samt en eftermiddagstur i poolen. Derefter skulle vi rigtig i gang med at lave grillen klar. Så Daniel-grill-master måtte atter i aktion. Efter mange forsøg, mange optændningsblokke og utallige grin måtte vi lidt opgive og få hjælp af Patrick, en mand som arbejdede der. Han må siges at være den nye grill-master, for efter et kort øjeblik, en del mere brænde, var der gang i et stort bål, der sidenhen skulle bruges til at kokkerere vores gode mad. Som vores held er hernede, begyndte det selvfølgelig at regne, inden vi havde fået maden på grillen. Når det regner hernede, er det ikke blot en lille byge. Nej, det står ned i stride strømme, så alt bliver voldsomt vådt på kort tid. Til gengæld var det ret hyggeligt at grille og drikke øl med andre fra vores hostel, imens det stod ned med regn. Det endte selvfølgelig med for mange øl, for meget rødvin og snak med alle de andre på stedet, hvilket resulterede i en lille hovedpine dagen efter.
Efter vi havde kæmpet os af med vores små-tømmermænd, besluttede vi at bruge vores dag i "Addo Elephant National Park". Vi kan ikke få nok af safari og tænkte at vi ville prøve at køre selv i vores nu nydøbte "bjerg, -og safarikriger-bil". Det var en helt anden oplevelse at køre i egen bil, end da vi var afsted med en guide i Krüger. Vi var dog begge klar over, at vi sikkert ikke ville få helt de samme oplevelser, da guiderne kender området, dyrene og kan kommunikere med hinanden over radioen. Dog skal det siges at vi fik elefanter for alle pengene! Vi holdt frokostpause ved et vandhul, hvor vi var omringet af ca. 30 elefanter der hyggede sig med engang mudderbad. Det var det mest fantatiske og alligevel skræmmende på samme tid. Vi var så tæt på dem, uden de rigtig lod sig mærke af vores tilværelse. Så snart man ikke er beskyttet af en guide med en stor riffel, er man nervøs på en helt anden måde. Det var svært at vurdere hvor man skulle køre hen, når man stod ansigt til ansigt med de store dyr, samt hvornår man kunne tillade sig at køre forbi dem, - når de blot stod og græssede så fint i vejkanten.
Da vi endelig kom tilbage til vores hostel, var vi fulde af ny energi efter en fantastisk dag. Det skulle dog vise sig, at vores humør ikke holdt alt for længe, da vinden begyndte at tage til. Selvfølgelig var det denne dag, vi igen skulle have et camping-eventyr. Og det skal siges, at det var en prøvelse! Aldrig før, har vi ligget i et så ustabilt telt, hvor man hvert øjeblik føler at det hele flyver afsted med en - heldigvis blev vi enige om, at det selvfølgelig ikke kan løfte os - "Lille Fnug 1 og 2.". Godt vi har spist mange burgere hernede ;) Vi har talt med mange, som også rejser med rygsæk hernede, og vi er alle enige om, at Sydafrika elsker deres fastfood. Aldrig har vi været i et land, hvor der findes så meget fastfood overalt. Det er sværrere at finde afrikansk mad end en burger hernede! Men som sagt kom vi igennem natten - dog hvor vi begge vågende omkring 100 gange, når vinden rigtig fik fat i det lille telt og bukkede hele siden ned over en. Man kan virkelig sige, at vi har gjort et kup med det telt - det holdt da. :)
Den hårde nat havde sat sit præg, og vi var begge ret trætte da vi vågnede omkring kl. 7 dagen efter. Vi vidste at der blev spillet Cricket på Sankt George Stadion i Port Elizabeth, hvilket vi havde talt om at se. Det var dog kun nogle testkampe mellem Sydafrika og Australien, men eftersom alle hernede går rigtig meget op i Cricket, måtte det være et besøg værd. I forhold til at det blot var en træningskamp, var der faktisk en hel del mennesker og en god stemning. Det kan dog ikke sammenlignes med en Brøndby kamp. ;) Men det var en sjov oplevelse, at sidde på et stadion, med en masse mennesker, som går utrolig meget op i det spil som foregår nede på banen, hvor du selv ikke forstår en meter af det der sker. Daniel og jeg blev hurtigt enige om, at vi kun kunne se hvem der fik mål udfra puplikums reaktioner. Efter vi havde fået en god fadøl, set Cricket til den store guldmedalje og købt Daniel en ny Sydafrika-kasket, satte vi os ud i bilen og kørte mod Jeffreys bay. Her står dagene i surfningens-tegn, hvilket helt sikkert skal blive en ny udfordring. :)
- comments