Profile
Blog
Photos
Videos
Efter 3 dage blandt "bierne", burde man mene, at vi skulle have fået nok. Men nej, dette var ikke tilfældet. Vi havde virkelig nydt de tre dage bag på motorcyklerne, naturen, alle de spændende ting vi så på vejen og ikke mindst en helt anden måde at blive introduceret for den vietnamesiske kultur på. Derfor besluttede vi os til endnu engang, at springe op på motorcyklerne. Denne gang en 5 dages tur fra Dalat til Saigon.
Vi tog fra Dalat den 9 november, med kurs mod Mui Ne. På vejen gjorde vi først stop, ved Crazy House. Et meget interessant arkitektonisk hus. Ingen lige linjer eller symmetri, istedet bølger og uforudsigelighed. Det er en vietnamesisk kvinde, som har studeret arkitektur i Moskva, som står for tegningerne til dette Crazy House.
Det føltes lidt som at være i et eventyr land. Omkring hvert hjørne, var der nye og spændende ting at undersøge. Karina følte sig, som var hun Alice i eventyrland.
Da vi var kommet tilbage til virkeligheden, efter fuldstændig at have drømt os væk inde i Crazy House, blev vi sat på en Cabel car. Og hen over landskabet gik det. Udsigten var utrolig smuk. Til den ene side havde vi udsigt over byen Dalat og til den anden, udsigt over skov og marker. Annika elskede turen og udsigten, mens Karina nøjes med at forsøge at nyde udsigten, uden at kigge ned.
Vi blev sat af ved et tempel, meget ligende alle de andre templer vi har set tidligere. Der var en lille sti, som førte ned til en sø, så den måtte vi udforske. Vi fandt ned til søen og sad et par minutter, bare og nød udsigten og stilheden. Da vi kom tilbage til vores guides, kunne de ikke tro deres egne øre, da vi fortalte at vi var gået ned til søen! Vietnamesere kunne nemlig aldrig drømme om at gå en strækning på over 200 meter, hvad har man scootere/motorcykler til?
På vejen videre, besøgte vi en vietnamesisk landsby, hvor der pludselig tornede en gigantisk kyllinge statue op i landskabet. Historien om kyllingen er det vietnamesiske svar på Romeo og Julie. Hvordan den unge fyr skal finde en kylling med 9 negle, for at få pigen. På tragisk vis lykkedes det ikke og begge dør.
Vi besøgte endnu et meget smuk vandfald. Også her trak vi i badetøjet og fik vandmassage. Dette sted mindede os endnu engang om, hvor smukt vi synes Vietnam er og at vi nok aldrig selv havde fundet denne skønne plet.
Som afslutningen på den første dag, stoppede vi ved stranden, for at se den fantastiske solnedgang. Vi blev dog i tvivl om, om vi stadig befandt os i Vietnam, da dette sted mindede om Sahara; Orange-gul sand så langt øjet rakte. Vi var ankommet til Mui Ne, en strandby.
Som prikken over i'et, havde vores guides fundet et hotel, helt nede ved stranden. Vi fik et værelse, men blev hurtigt bedt om at flytte. Dette værelse var ikke godt nok, så vi fik et værelse, direkte ned til stranden, altså skulle vi gå to skridt fra vores hotelværelsesdør, så stod vi bogstaveligtalt ude i vandet.
Næste morgen vågnede vi op til en fantastisk udsigt ud over vandet og besluttede os for, at denne dag var vi nødt til at starte med en svømmetur. Dette var fantastisk. Det kølige vand, solen der lige var stået op og ikke mindst at vi næsten havde stranden for os selv. Herefter tog vi fra Mui Ne, med kursen sat mod Vung Tau. Første stop var et tempel for hvalerne. I Vietnam er hvalerne meget vigtige, for når der er en af de mange storme beskytter hvalerne fiskerne og deres både ved, at ligge sig tæt omkring dem. Hvert år er der en fest, hvor man tilbeder hvalerne og i centrum for denne fest er det gigantiske hvalskelet som befinder dig bag ved templet. Et fantastisk syn. Herefter gik turen videre for at se, hvordan der produceres riskager, hvordan der dyrkes dragefrugter og bananer, hvert sted fulgte der selvfølgelig mange smagsprøver med. Dette var meget lækkert og sjovt af se hvordan en vietnamesisk produktion ser ud og tro os, de danske fødevaremyndigheder ville få travlt. Vi besluttede at springe frokosten over, da vi følte at vi ikke havde gjort andet end at spise hele dagen. Istedet for holdt vi en mindre siesta på en fantastisk strand. Det er bare livet. Efter vores siesta tilbragt på stranden i en strandstol, besøgte vi en varmekilde. Temperaturen var på over 80 grader og vi fik at vide, at man kunne koge æg i kilden. Dette måtte vi selvfølgelig afprøve og efter ca. 10 minutter, kunne vi nyde vores nykogte æg. Før vi nåede vores stop for natten, besøgte vi en landsby, hvor alle beboerne var blevet drevet bort da der skulle bygges et Beach resort. Det gjorde en smule ondt at se, bagsiden af tourismen og ikke mindst da vi fandt ud af, at fiskerlandsbyen var blevet flyttet til højlandet, hvor der ingen muligheder er for at fiske.
Sidste punkt på dagen stod på aftensmaden. Vores to guides kendte det perfekte sted. Før vi fik set os om, sad vi midt på gaden mellem trafikken på plasticstole og nød fantastisk seafood.
Dagen efter gik turen fra Vung Tau til My Tho, dog skulle vi lige et smut forbi noget som Karina glædet sig mere end meget til; Cu Chi tunnellerne. Turen på 270 km var dog lige lidt længere end vi havde forestillet os. Vores ben, numser, knæ og når ja resten af os gjorde ondt og spørgsmål som; Hvad sker der hvis man besvimer bag på en motorcykel? og Hjælper der at græde? Dukkede op i vores hoveder. Men vi besluttede os for at være stærke, ikke vise vores svagheder og at græde og besvime nok ikke ville gøre 270 km til en mindre strækning. Vi nåede derfor til Cu Chi tunnellerne. Dette var en fantastisk oplevelse, et helt unikt indblik i vietcongs måde at slå amerikanerne på. Vi var begge meget fascineret af de forskellige fælder, sko man kunne tage på begge veje, deres måde at maskere deres placering på og ikke mindst var det fascinerende at bevæge os 40 m igennem tunnellerne. Vores størrelse passede godt til tunnellerne, der dog var blevet udvidet så vesterlændinge kunne bevæge sig gennem dem. De var blevet lavet dobbelt så store, hvilket kun gjorde det hele mere fascinerende. Efter vores fantastiske besøg, gik det op for os, at vi stadig manglede ca. 100 km af se 270 før vi nåede til det sted vi skulle tilbringe natten. AV. Men vi bed igen smerten i os, dog må vores guides have fornemmet vores smerte. For vi gjorde pludselig et stop, hvor de fyldte os med kiks i indeholdene massere af sukker og vand, før vi endelig nåede dagens endestation, My Tho. Her skulle vi bo hos en familie, homestay. Det var en fantastisk god oplevelse, at bo og spise, sammen med en familie.
Næste morgen tog vi med en lille båd ud på Mekong Delta. Det var en utrolig flot tur. Efter sejlturen, blev vi sat af og lidt efter kom en lille robåd og samlede os op. Turen gik videre rundt i Mekong Delta, men nu af små floder. Denne del af turen var Annikas yndlings. Vandkokostræer stod langs brederne, vandet som klukkede når årerne ramte vandet og den utrolig dejlige stilhed.
Da vi senere blev sat af, blev vi budt på forskellige frugt og te. Mens vi spiste blev vi underholde med vietnamesisk traditionel musik. Vores homestay mor sang også en sang for os. Som afslutning blev der sunget "Skuld gammel venskab rent forgå", dog med vietnamesisk tekst. Denne melodi hørte vi både i Mongoliet og Kina.
Derefter så vi hvordan man lavede kokos karameller. Vi fik også et par smagsprøver. De var virkelig lækre. På turen tilbage til homestay gik vi forbi en masse souvenirers shoppe, hvor man kunne købe alt lavet ud af kokos: Spisepinde, skåle, tasker, figurer...
Så blev det tid til dagen ridt på motorcyklerne. Vi var meget spændte på, hvor mange kilometer vi skulle udsættes for, denne dag. Men det var dog ikke så slemt, vi skulle kun fra My Tho til Can Tho.
På vejen til Can Tho tog vi en del små færger og krydsede mange broer, men nu befandt vi os jo også i Mekong Delta, så det var vel at forvente. Lige inden vi ankom til Can Tho, gjorde vi holdt midt på en bro. Tja, den var nok ikke gået i Danmark, lige at holde en lille pause mit på Storebæltsbroen, men TIV, This Is Vietnam. Vi stod igen på motorcyklerne, men kom dog ikke så langt. Noget ramte os. Først troede vi at det var varm asfalt, men nej, det var en sværm af bier, som havde ramt os. Karina var så uheldig at blive stukket og efter at vi havde fået brodden ud, gik det hastigt mod hotellet. Vi blev hurtigt inkvarteret og Jack fandt nærmeste apotek og kom tilbage med noget salve til bistikket. Helt præcist hvad denne salve var god for, fandt vi ikke ud af, men Karina tror at det var noget bedøvede, det føltes i hvert fald sådan.
Eftermiddagen brugte vi på at udforske det lokale marked. Det mindede meget om det vi havde ser i Kina, her købes og sælges alverdens former for kød og frugt.
Som en god afslutning på dagen, skulle vi på dinnercruise. Efter en mindre diskussion mellem vores guides og tre tjenere, fik i et bord helt ude ved rælingen, med fantastisk udsigt - vi følte det som om, at intet efterhånden var for godt til os. Mens vi spiste en fantastisk aftensmad, blev vi sejlet rundt. Vi sad på øverste dæk, hvor man på en scene kunne synge karaoke. Dette benyttede vores guide Jack sig af, og vi klappede højlydt da han gik på scenen. Senere begyndte nogle få at danse. Annika der havde fortalt Jack om sin interesse for folkedans hjemme i Danmark, blev budt op til dans. Så under stjernerne, til noget meget poppet vietnamesisk musik, dansede Jack og Annika en enkelt dans. Dinnercuiset var herefter slut samt denne dag, da vi skulle meget tidligt op næste morgen!
Denne dag startede kl. 6 med en bådtur til de flydende markeder. Dette var en speciel oplevelse, da al handlen forgik på vandet fra båd til båd. Selv benzintankene flød på vandet. Efter morgenmaden som vi indtog på en flydende restaurant, gik turen tilbage og videre fra Can Tho til sidste stop på vores motorcykeltur, Saigon. På vores vej mod Saigon, stoppede vi for at se en slangefarm/ zoologiskhave. Dyrene havde her ikke de bedste forhold, hvilket gjorde os lidt triste. Det var dog en spændende oplevelse at se alle de forskellige slanger. Der var både store, små, giftige og ikke giftige. Sidst på dagen nåede vi Saigon og Saigons lidt skøre traffik. Vi var glade for, at hele vores motorcykeltur ikke havde foregået i denne traffik.
Det var en smule trist, at sige farvel til vores guides og ikke mindst denne måde at rejse på. Vi har nu 7 dage her i Saigon før de 11 uger er omme og turen igen går mod Danmark. Dette synes vi på en måde er lidt trist, men på den anden side, glæder vi os også til at se jer alle derhjemme igen.
- comments
Vibeke Smidt Hej Piger. I får sørme set lidt af hvert. Det lyder rigtig spændende, og en masse sejlads, men det får du, Karina, måske vænnet dig til? Det bliver helt trist ikke længere at læse alle jeres gode historier - men det bliver dejligt at se dig, Annika. Kan I have nogle rigtig gode dage i Saigon og en rigtig god tur hjem. Kærlig hilsen Vibeke
karinaogannika Hej Vibeke :) Hvor blev vi glade, da vi så din kommentar. Det er bare så dejligt, når nogen kommentere vores oplevelser. Karina er stadig ikke helt sikker på det med at sejle og noget kunne tyde på, at hun aldrig bliver det! Men ja, vi vil nyde de sidste dage her i Saigon fuldt ud, mens vi forsøger at vende os til tanken om at komme hjem. Kærlig hilsen Karina og Annika
ElseA Kære Annika og Karina… stadigvæk spændende at læse om alle jeres oplevelser og se billederne derfra :-) Jeg kan love en ting, I bliver ikke hentet i København på motorcykel, men vi overvejer, hvad der kan hamle op med alle de oplevelser, I har haft derude i østens lande - måske - hvis ellers politiet vil være behjælpelig - kunne Fendt’en og kreaturvognen (rengjort og pyntet af Signe) være en mulighed, men hvorom alting er, så bliver I nok nødt til at nøjes med en tur over Sjælland i en ganske almindelig personbil med plads til al pikpak’et ! ! ! Vi glæder os til at hente i CPH og ka’ I nu ha’ det rigtig godt, til vi ses :-) Kærlig Hilsen Per og Else