Profile
Blog
Photos
Videos
Ha Long Bay er kendt som et ufatteligt smukt syn, med dejlige muligheder for at nyde udsigten fra en båd, tage en dejlig svømmetur, udforske huler og kajakroning. En oplevelse man ikke kan forlade Vietnam uden at have oplevet. Da Annika elsker bådture var der ingen tvivl om, at vi skulle til Ha Long Bay.
Vi bookede derfor en tur, som noget af det første da vi ankom til Hanoi. Vi skulle med bus ud til båden, med hvilken vi skulle sejle rundt og opleve Ha Long Bay, med kajakroning, huler, svømning og en overnatning på båden tfør vi skulle svømme lidt mere og vende tilbage til Hanoi.
Lørdag den 27/10 steg vi, sammen med de andre der også skulle med på turen, på bussen og vi satte kurs mod båden. Vejret var dejligt. Det var varmt og stille, perfekt til en bådtur.
Tingene gik dog ikke helt som planlagt. For da vi nåede havnen hvor båden lå, rejste vores turguide sig op og fortalte, at der var en tyfon på vej som ville ramme i nat. Derfor kunne vi af sikkerhedsmæssige årsager ikke overnatte på båden, men vi havde tre muligheder.
1) Vi kunne tage tilbage til Hanoi nu, hvilket ville betyde en 4 timers lang bustur tilbage.
2) Vi kunne gå ombord på båden og sejle lidt rundt i Ha Long Bay, se hulerne og ro i kajak før vi kunne overnatte på et hotel på øen Cat Bay. Dagen efter skulle vi så, hvis vejret tillod det sejle lidt mere rundt i Ha Long Bay.
3) Stige på båden, følge dagens program og tage tilbage til Hanoi den aften.
Vi valgte at tage mulighed 2, hvor vi fik stort set det ud af turen, som vi havde ønsket og Karina smilede stort, da hun fandt ud af at vi ikke skulle overnatte på båden.
Vi steg derfor ombord på båden, hvor vi fik en dejlig frokost og nød udsigten og solen (da vejret stadigvæk var perfekt) fra dækket af båden. Det var et fantastisk syn, klipper dækket af frodig natur, spejlblankt vand og stilhed. Det var endnu bedre end The Three Georges i Kina. Da vi havde sejlet lidt nåede vi hulerne, som vi skulle se.
Hulerne lignede på mange måder dem, som vi så i Yangshuo, Kina. Dem vi besøgte her ved Ha Long Bay, lå dog ikke når så langt under jorden, som den vi tidligere har set. Igen havde man oplyst hulen med farvestrålende lys, hvilket vi stadig syntes ødelægger det naturligt smukke ved hulerne. Vores guide tog os med gennem hulerne. Denne guide var ligeså ringe som dem i Yangshuo, da også han kun fortalte om hvad de forskellige stenformationer, kunne ligne, hvis man brugte lidt fantasi. Dette resulterede i, at vi sakkede lidt bagud og nød hulerne i sig selv, i stedet for at høre efter, hvad vores guide nu sammenlignede en formation med. Dog ventede vores guide på os, da vi kom til fallos formationerne. Han ville lige sikre sig, at vi alle havde set og lagt mærke til disse, meget vigtige sammenligninger. Vi var dog knap så lette at imponere, smilede blot og koncentrerede os om, at få taget et godt billede af os selv i stedet!
Herefter skulle vi have roet i kajakker, hvilket vi begge var spændte på, da ingen af os havde prøvet det før. Men, heller ikke denne gang, fik vi det afprøvet. Vores guide meddelte os, at vejret ikke var til at ro i kajakker, så ingen kajakroning i denne omgang. Desværre. Så turen gik i stedet tilbage til båden. Her blev vi igen sejlet lidt rundt i det fuldstændig ubeskriveligt smukke landskab. Vi sad alle oppe på soldækket og bare nød udsigten. Så som lovet, fik vi syn for, at Ha Long Bay virkelig er et sted, som man bare må besøge, når man er i Vietnam. Og tjek, det er nu gjort!
Efter et par timers sejlads, lagde vi til kajs. En bus hentede os og bragte os til vores hotel. Her fik vi rigtig god aftensmad og brugte aftenen på at slappe af på værelset.
Vejret var i løbet af dagen blevet værre, og det blæste nu meget kraftigt og regnede.
Næste morgen da vi vågnede, havde stormen taget til! Ved morgenmaden fik vi at vide, at vi måske først kunne sejle hjem efter frokost. Egentlig skulle vi have brugt formiddagen på, at sejle lidt mere rundt i Ha Long Bay, hvis vejret havde tilladt det, hvilket det ikke gjorde. Efter morgenmaden fik vi meldingen, at vejret simpelthen var blevet så blæsende, at vi efter frokost ville blive kørt til en hurtigfærge, hvis eneste formål, var at få os ind til fastlandet, så sikkert og hurtigt som muligt!
Denne tur med færgen er ikke en vi nogensinde har lyst til at prøve igen og vi er dybt taknemmelige over, at vi havde en meget dygtig kaptajn.
Da vi endelig var sikkert på land, blev vi med bus kørt tilbage til Hanoi.
Grundet tyfonen var vi tilbage nogle timet senere end planlagt og vores bus til Hue havde afgang 2 minutter efter vi ankom til Hanoi.
Men vi nåede heldigvis bussen, og er nu på vej til Hue, hvor vi forhåbentligt får nogle stille og rolige dage til, at udforske byen og omgivelserne.
Vores tur til Ha Long Bay blev noget anderledes end vi havde forventet, men vi så lidt af dette skønne område og brugte tiden på, at hygge os med nogle gode bøger mens uvejret rasede.
- comments